2/3 · D.G. Monrad i Præstø / Præstø i det monradske Danmark
I 3 artikler følger vi D.G. Monrad. Først i drengeårene, hvor han var plejebarn hos købmand Kornerup i Præstø. Dernæst ser vi på den ”revolutionære” Monrad en af fædrene til junigrundloven 1849. Vi følger grundlovsarbejdet tilbage til Præstø, der skabte danmarkshistorie ved at omgå den demokratiske proces som D.G. Monrad havde planlagt. Til sidst følger vi Monrad i krigen 1864, hvor han var konseilspræsident (statsminister). Vi mistede 2/5 af Danmarks territorium under den fatale krig og Præstøs mænd og borgere måtte også undgælde for krigen 1864.
Ditlev Gotthard (D.G.) Monrad (1811 – 1887) var en af 1800-tallets betydeligste politikere. Det var ham, der skrev udkastet til junigrundloven af 1849 og han var konseilspræsident (statsminister), da Danmark tabte krigen i 1864 og måtte afstå hertugdømmerne og derved fik sin grænse ved Kongeåen. Ind i mellem disse to betydningsfulde hændelser nåede han også at øve stor indflydelse igennem sit arbejde som debattør, kultus- og indenrigsminister samt præst og biskop.
Men inden da var han lige en tur forbi Præstø.
Artikel 2/3
Monrad student og forfatter til junigrundloven
Af Susanne Volqvartz
Efter at have afsluttet latinskoleeksamen rejste Monrad til København i sin plejefar Westengaards slidte tøj. Han kom til universitetet som en fattig student, men hans begavelse, flid og markante personlighed bragte ham hurtigt ind i eliten af det nye akademiske borgerskab. På grund af sin store dygtighed fik han et legat, der gjorde det muligt for ham at flytte ind på Regensen, som dengang var Danmarks mest fremtrædende kollegie. Han blev en del af den nye fremstormende klasse, der havde taget magten fra adel og bondestand. Særligt akademikerne inden for borgerskabet træder på den tid frem som de nye magthavere. Monrad besluttede sig for at læse orientalske sprog for at skabe sig et grundlag for at forstå det nye testamente, som han ikke mente kunne forstås uden først at forstå det gamle testamentes ”økonomi”. På Regensen blev han suget ind de politiske diskussioner og den klub, der gav rum for dem.
I 1836 tog han afgangseksamen og forsvarede sin konferens på latin. Som pensum havde han bl.a. opgivet hele det gamle testamente på hebraisk. Han diskuterede med stor arrogance med censorerne, hvoraf den ene var professor H.N. Clausen, som vi senere skal høre om i forbindelse med Præstøs historie. Han tillod sig endog at affeje et spørgsmål fra ham for at bringe mere ånd ind i det.
Monrad forlovede sig med Emilie Lütthans, datter af en selfmade velhavende entreprenør. Det Lütthanske hjem var samlingspunkt for tidens fremmeste kunstnere f.eks. Thorvaldsen og intellektuelle. Monrad mødte sin forlovede som gæst i dette hjem. De giftede sig i 1840. Det gode parti blev livet igennem til gavn for ham, da det gav en vis økonomisk uafhængighed.
Plejebarnet fra Præstø bliver forfatter til den første frie grundlov
Monrad var optaget af den nationalliberale bevægelse. Han blev en fremtrædende debattør i skarp modstand mod den enevældige kongemagt. Nationalliberalisme handler om at skabe en nation, et folk som er bundet sammen af en stærk statsdannelse og et fælles sprog. Det skal være en stat, der repræsenterer nationens folk. Frihed for den enkelte skal være en central værdi, dette gælder såvel i forhold til ytringsfrihed som valg af trosretning. Nationen skal således ledes af frie borgere, som vælger deres egne lovgivere.
Monrad kastede sig med dødsforakt ind i denne farlige politiske debat. Her ser man inspirationen fra hans barndomslæsning af Thomas Paine i Præstø. Han udgangspunkt var, at frihed er en naturret. Frihed, bør tilkomme alle mennesker og ingen jordisk magt må undertrykke den. Næsten som i den amerikanske uafhængighedserklæring: ”Tanken skal være uafhængig af alle Baand”. (Henrik Gade Jensen s. 82.)
Da han i 1846 ikke mente, at der var udsigt til en fri forfatning lige foreløbigt, tog Monrad, som nu havde en familie at forsørge, et job som præst på Lolland. Her mødte han ved selvsyn den armod, der var på landet i Danmark.
Han skriver: ”Tiggeriet anses her paa Lolland for et nødvendigt supplement til Fattigforsørgelsen. — det er en kummerfuld og fortrykt tilværelse som en mængde mennesker lever”. (Henrik Gade Jensen s. 94)
I det Monradske hjem lever imidlertid kulturen og den politiske debat. Hjemmet samler tidens kunstnere som H.C. Andersen, malerne Constantin Hansen og P.C. Skovgaard. Også baronesse Christine Stampe fra Præstø kunne man møde i dette hjem. Hans kone engagerede sig i arbejdet for de fattige og Monrad var fortsat i tæt kontakt med sine politiske venner i København. Da lejligheden bød sig i december 1846, stillede han til kongens store misfornøjelse op til stænderforsamlingen i Roskilde. Han fik en overvældende tilslutning med 530 stemmer ud af 653 mulige.
D. 20. januar 1848 afgik Danmarks sidste enevældige konge Christian d. 8. ved døden. Vennerne kaldte Monrad tilbage til København. Straks efter kongens død udsendte professorerne H.N. Clausen og J.F. Schouw et skift for en fri forfatning. H.N. Clausen stillede senere op til den grundlovgivende forsamling i Præstø og J.F. Schouw var gift med Suzette Dalgas, søster til Christine Stampe f. Dalgas. Parret var hyppige gæster på Nysø, hvor mangen en diskussion om kunst og Danmarks politiske fremtid fandt sted i baronessens saloner.
Den nye konge Frederik d. 7. havde ingen ambitioner om at spille den rolle som hans forgængere Frederik d. 6, og Christian d. 8. havde spillet. Han afskaffede enevælden ved at underskrive en erklæring om at magten skulle overdrages til en fælles stænder- eller rigsforsamling, som skulle samles på skift rundt i landet. Tysk og dansk skulle være ligestillet i forsamlingen. Det var ikke den løsning de nationalliberale ønskede sig. De ønskede sig en nation, der kunne samles af det danske sprog.
Monrad ”bombarderede” offentligheden med artikler i avisen Fædrelandet, han rakte ud mod kongen for en anden løsning. Han lykkedes med sine artikler. Det blev besluttet, at der skulle forberedes en ny forfatning på et nyt grundlag. Stænderforsamlingen i Roskilde valgte Monrad til at indgå i dette arbejde. De nationalliberale mobiliserede under ledelse af Orla Lehmann, som indkaldte til stormøder i Kasinoteatret. Det sidste møde udmøntede sig i et folketog til kongen, hvor han indvilgede i et nyt ministerium. Monrad sås herefter som den ubestridte leder i en fredelig afskaffelse af enevælden. Ud over Monrad indgik Orla Lehmann, L.H. Hvidt og Tcherning, der repræsenterede Bondevennerne i en ny national samlingsregering. Monrad som kultusminister med ansvar for kirke og uddannelse. Hans største fortjeneste i denne tid var hans udkast til en grundlov, som han udarbejdede på rekordtid. Grundloven skulle endeligt færdiggøres og vedtages af en grundlovgivende forsamling, der skulle vælges på demokratisk vis med almindelig valgret. Det var epokegørende med datidens øjne. Alle mænd over 30 år med egen husstand kunne stemme. Set med nutidens øjne ser det knapt så retfærdigt ud. Kvinder, tyende og fattige kunne f.eks. ikke stemme. Kongen sikrede stabilitet til den konservative side ved, at kongen udpegede 38 kandidater ud af de 152 medlemmer som udgjorde forsamlingen.
Der skulle sluges mange kameler af de herskende klasser. Nu sad samfundets laveste klasser med ved bordet. F.eks. blev der valgt 30 med en baggrund som husmænd, fæstere og møllere, 5 lærere og 15 med baggrund i handel og håndværk til den grundlovgivende forsamling.
