Gyldne Dage I Præstø

Storkøbmand H.C. Grønvold

Thu, 12 Mar 2026 12:19:53 GMT

Dampmaskiner, kramboder og venskab med Grundtvig. Mød den fremsynede og stenrige købmand H.C. Grønvold, der forvandlede Præstøs erhvervsliv.

Storkøbmand H.C Grønvold døde d. 8. maj 1852. Han er en af de personer, der har haft størst betydning for Præstøs succes i 1800-tallet. I anledning af hans dødsdag bringer vi en billedfortælling over hans livsværk.

Her hviler agent og købmand H.C. Grønvold stateligt begravet under en nyklassicistisk gravsten i sandsten. På gravstenen ses symbolerne fra købmandens liv som driftig handelsmand: Anker, neptunfork, bikube, vareballer og tønder, indgraveret.

H.C. Grønvold flyttede i begyndelsen af 1800-tallets første årti til Præstø, hvor han arbejdede som handelsbetjent hos købmand Kornerup.

Hans Christian Grønvold blev født d. 22. november 1788 i Førslev, Øster Flakkebjerg, Sorø Amt og døde i Præstø d. 8. maj 1852. © Niels Dentrup.

Ægteskab

D. 17. juni 1814 giftede den 26-årige Hans Christian Grønvold sig med den 19-årige Mette Marie Søby i Jungshoved kirke. De var et ungt par i en by, hvor kvinderne hyppigst var mellem 30 og 40 år ved indgåelse af ægteskab. Men de kunne tillade sig det, fordi H.C. Grønvold allerede var en succesfuld forretningsmand. Sen giftealder skulle beskytte mod for store børneflokke, men det havde Grønvoldparret rigeligt råd til.

De første investeringer

På det tidspunkt havde han allerede gjort sine første investeringer i ejendom. Som handelsbetjent købte han i 1811 det undseelige hus i Adelgade 107 som han allerede solgte i 1812 for at købe Adelgade 60 – 62, det afhændede han i 1814.

Adelgade 107. © Niels Dentrup

Handelsbetjenten bliver købmand

Nu var handelsbetjent H.C. Grønvold blevet købmand, han var blevet gift og han investerede i 1815 i en bolig- og erhvervsejendom nemlig Adelgade 95 – 97 ”Pennalhuset”. Han indrettede en handelsbutik ”krambod” i husets østlige ende. Siden tilkøbte han i 1828/29 to fag af naboejendommen Adelgade 93. Han ejede ejendommen frem til 1831.

I 1818 køber han Adelgade 77. Alt tyder på, at han flyttede ind i dette hus, som blev udvidet med nabohuset mod øst i 1823. Så var der plads til en voksende børneflok. Først kommer datteren Hanne Birgitte i 1815, så Rasmus i 1817. I 1822 blev sønnen Hans Peter Levin Grønvold, som videreførte handelsimperiet, født. I alt 9 børn, og et anseligt antal ansatte, skulle der efterhånden findes plads til.

Adelgade 107. Foto Niels Dentrup

Adelgade 77. Foto Niels Dentrup

Danmark i 1800-tallet

I Danmark blev 1800-tallet et kornhandelens århundrede med stigende eksport til England. Indtægterne på korn fordobledes fra 1829 til 1839 og omsætningen kom overvejende provinskøbmændene til gode. Udviklingen fortsatte, og i 1840erne var Danmark ikke længere et fattigt land. Kornpriserne fortsatte med at stige og købmændene satte nu en ære i at levere ordentlige varer.

I Præstø gik det rigtigt godt. Selv om byen var den mindste af amtets købstæder, havde den en betydelig handel, og det var den købstad i amtet, der i 1839 over en 30-årig periode havde haft den største fremgang. I 1828 kunne byen f.eks. udføre 30.775 tønder sæd, heraf store dele til udlandet.

Købmand Grønvold udnytter konjunkturerne

Købmand Grønvold forstod at udnytte konjunkturerne, og der var nu rigtigt gang i butikken. Det var hovedsageligt lager- og produktionsbygninger, der blev erhvervet. Først udvidede han med Rasmus Kornerups ladebygning i Grønnegade 14, dernæst købte han i 1826 Adelgade 78 -82, hvor han opførte et kornmagasin. I 1842 lykkedes det ham at få tilladelse til opførelse af et pakhus på havnen. Som her ses efter et maleri af Peter Raadsig fra 1871.

Maleri af Peter Raadsig fra 1871

Et alsidigt forretningsimperium

Købmand Grønvold drev en meget alsidig forretning præget af investeringer i ny teknologi. I 1838 anskaffede han, som en af de første i landet, en korntørremaskine således, at han kunne sælge korn af en kvalitet, der blev efterspurgt på markedet. Han ejede et sildesalteri på Stevns og eksporterede kalksten fra Fakse kalkbrud. To år inden sin død i 1852 kunne han endvidere udvide forretningen med købmand Worms gamle pakhus i Torvestræde.

Pakhuset i Torvestræde er bygget om til ukendelighed, men i porten vogter en løve for bevaring af det gamle bindingsværk. foto Niels Dentrup

Kronen på værket satte han med køb af Kornerups store gård Adelgade 29 -37 i 1832. Den blev nu rammen om den Grønvoldske husholdning med kone, børn og ansatte. I 1845 dannede gården således ramme om et handelshus med købmanden selv, hans kone og 4 yngste børn, deres søn handelsbetjent Hans Peter Levin Grønvold og hans kone Wilhelmine og deres to små børn på 1 og 2 år, 8 tjenestekarle, 3 handelslærlinge, 3 tjenestepiger og en husjomfru.

Grønvolds Købmandsgård Adelgade 29 til 37, Præstø Lokalhistoriske Arkiv

Interessevaretagelse

Købmand Grønvold var en fremsynet mand med politisk tæft. Han var klar over, at et effektivt bystyre og infrastruktur var en nødvendig forudsætning for handelen. Derfor var han også foregangsmand i forhold til bygning af havnen og et nyt rådhus. Havnen var altafgørende for handelen i Præstø. Som medlem af havnekommissionen var købmand Grønvold i 1827 med til at sikre et lån til havnebyggeriet på 5000 rigsdaler. Allerede året efter stod havnen færdig. Det havde taget fremsynede mænd over tyve år at nå frem til det resultat.

I 1823 lykkedes det efter en del trakasserier med kancelliet at få tilladelse til bygning af et nyt rådhus. Købmand Grønvold, nu 35 år, var sammen med tømrermester Hans Andersen bygherre på rådhuset som stod færdigt d. 23. april 1824.

af Susanne Volqvartz - projektleder og initiativtager til Gyldne Dage i Præstø.

Kilder

Gamle huse i Præstø 1979
N.V. Nielsen Præstø købstad og kloster 1899
Politikens Danmarkshistorie bind 10 og 11
Vækst og idyl Præstø i 1900-tallet Klavs Holm Præstø Lokalhistoriske Arkiv 2003
Hjemmesiden for Præstø Kirke
Folketælling transkriberet af arkivar og cand.mag. Stella Horne Mikkelsen
http://sm1.dk/webtrees/individual.php?pid=I223070&ged=Schmidt

Præstø – byen på øen i fjorden

Mon, 12 Jan 2026 11:58:58 GMT

Fra isoleret halvø til blomstrende købstad. Få den fascinerende historie om Præstøs unikke placering, natur og byens tidligste udvikling.

Præstø ligger smukt i Præstø Fjord, som ligger landfast med resten af Sjælland, men sådan har det ikke altid været.

Kortet over Præstø viser byen, som den så ud i 1800 – nemlig som en by på en ø, der er forbundet med resten af Sjælland via to broer. Det er også tydeligt, at byens kerne ikke har ændret sig. Adelgade og Grønnegade løb parallelt, og mellem disse to lå Torvestræde, Rådhusstræde og Jomfrustræde. Fattighuset lå i Jomfrustræde tæt på Adelgade.

Priesestræde og Hestemøllestræde gik fra Stranden til Adelgade. Byens port – Vesterport – lå som indgang til byen. I 1819 blev broen med byporten erstattet af en dæmning, og siden er byen blevet mere og mere inddæmmet. Et stort område ved Vesterport og Åstræde er inddæmmet og det samme gælder området mellem Lindevej og Tubæk å. Når man ved det, får man en klar fornemmelse af det, når man går tur i byen – og krydser ned til åen.

I 1800 havde byen ingen havn. På kortet ses en skibsbro, som var forløberen for den havn, der blev anlagt i 1828, og som siden blev udvidet. Ved at have en skibsbro var det muligt for mindre både at lægge til. Det gjorde til gengæld arbejdet med at laste varer mere besværligt, for havnen var ikke dyb nok til store skibe, så alle varer skulle omlastes til mindre både.

Stella Borne Mikkelsen

Arkivar, Vordingborg Kommune

Fru Grønvold, en købmandsfrue

Thu, 19 Dec 2024 14:28:37 GMT

Sjette og sidste del: Mød købmandsfruen Mette Marie Grønvold. Hør, hvordan hun som enke greb friheden, blev pengeudlåner og drømmer om døtres ligestilling.

Fru Grønvold fortæller sin historie ved sin enkebolig Grønnegade 1 i ca. 1855.

“Jeg glæder mig til at fortælle jer min historie. Jeg hedder fru Grønvold, Mette Marie. Jeg bor nu her i mit dejlige hus, som jeg købte og byggede om efter min mands død i 1852. Jeg bor her sammen med mine to yngste børn Carl og Cathrine på 16 og 18 år. Vi tre kan nøjes med en husjomfru og en stuepige til hjælp.

Men sådan har det ikke altid været!

Både jeg og min mand er bondefødte og fra Jungshovedegnen. Jeg var bare 19 år og Grønvold var 26, da vi blev gift i 1814. Grønvold havde allerede investeret i flere ejendomme. Hans forretninger gik godt, så han kunne købe Pennalhuset i Adelgade 95 til os i 1815. Her indrettede han sin første krambod, og jeg blev købmandskone. Hans forretninger udviklede sig uafbrudt med køb af nye ejendomme og fremsynede investeringer. Han var f.eks. en af de første i Danmark, der investerede i en dampmaskine. I løbet af årene blev han en af byens mest magtfulde og velhavende mænd, og vi kom på venskabelig fod med folk som baronen og baronessen på Nysø, og Grundtvig, som for en kort stund var præst her, døbte en af vores sønner.

Jeg var altså købmandskone i en hurtigt voksende husholdning. Der er nok at se til i sådan en husholdning. I de første år var der ikke mange af nutidens moderne bekvemmeligheder som f.eks. det fantastiske brændekomfur, vi bruger nu til dags. Jeg stod for at organisere slagtning, saltning og henkogning af kød, konservering og tørring af grøntsager, madlavning og rengøring. Og som det allervigtigste sørgede jeg for, at Grønvold altid kunne komme hjem til et roligt hjem med velopdragne børn, – opdraget i gudfrygtighed. Hvor Grønvold handlede i verdens larm og vrimmel herskede jeg ved ynde og mildhed i hjemmet.

Min arbejdsplads var i hjemmet som hustru, moder og husmoder.

Efterhånden som Grønvolds virksomheder udviklede sig, fik jeg flere og flere repræsentative pligter. Det var vigtigt for forretningen, at kunder og samarbejdspartnere blev modtaget i en købmandsgård, der åndede ro og velstand en købmandsgård, hvor der var styr på tingene.

Tjenestepigernes arbejde var helt mit gebet. Der skulle dagligt serveres mad til 16 karle, lærlinge og tjenestepiger. Desuden skulle der dagligt laves 3 til 5 retter mad til herskabet. Maden til tjenestefolkene var selvfølgelig mere simpel, men det var alligevel en stor opgave. Heldigvis havde jeg en dygtig husjomfru til min hjælp.

Børneflokken voksede til vores store glæde. Ikke mindre end 9 dejlige børn har jeg født og opdraget til flittige og gudfrygtige børn, som alle kom godt i vej. Begge mine to ældste sønner Rasmus og Hans Peter er dygtige købmænd og har overtaget driften af deres fars købmandsvirksomhed efter hans død i 1852.

Han døde ligesom han havde ombygget vores købmandsgård i Adelgade til en fuldt moderne gård med dejlige boligforhold og plads til købmandsvirksomheden. Det var meget trist.

Men tilbage til mit liv. Selv om det var slidsomt at drive husholdningen, fik jeg da lidt tid til andre sysler. Jeg nød at læse især Fru Gyllembourgs romaner og noveller. Hun skriver så dejligt om vores liv og udfordringer som kvinder og om vores dagligdag og kærlighed. Altid har hun en opbyggelig historie, som vi kan lære af.

Grønvold og jeg var meget optaget af kirken og af at hjælpe de stakler, der kom ud i fattigdom. Derfor hjalp vi selvfølgeligt de fattige i perioder med dyrtid, og vi har skænket betragtelige beløb til kirkens restaurering. Det er et område af vores liv, som især jeg har taget mig af.

Nu bor jeg som sagt i dette skønne hus, med al den komfort man kan ønske sig, smukke møbler af mahogni, madrasser i sengene, masser af duge, servietter sølvtøj, gardiner og smukke skilderier på væggene. Hele vejen igennem et smukt hjem. Efter at jeg blev enke, kunne jeg nedsætte mig som pengeudlåner. Forretningen går godt, jeg kan tage 4% i renter. Jeg har for tiden over 20.000 rigsdaler ude at arbejde. Det giver mig en rigtig bekvem indtægt, og jeg nyder at gøre forretninger. Det er selvfølgeligt kun muligt fordi jeg er enke. Kvinder er ikke myndige, de råder ikke selv over deres penge, og der er også forskel på hvordan kvinder og mænd arver. Drengene arver dobbelt så meget som pigerne. De skal jo giftes og underlægge sig deres mænd.

Jeg har været rigtig glad for mit liv, man kan sige, at mit liv har opfyldt alle mine drømme. Men der er jo stadig børnene at tænke på. Mine ønsker er, at de må klare sig lige så godt som deres fader og jeg gjorde. Og så et lille pip om pigerne. Jeg ønsker for dem, at de kan få lov til at uddanne sig lige så meget som drengene, og at de kan få lov til at råde over deres egne penge. I min enkestand har jeg oplevet, hvor vigtigt det er.

Rollen blev spillet af Marianne Løvgreen.

Foto: Henrik Hansen

Christine Stampe, en baronesse

Thu, 12 Dec 2024 14:12:31 GMT

Femte kvinde i serien: Baronesse Christine Stampe raser over sønnens forelskelse. Hør om klasseskel, stolthed og H.C. Andersen, der agerer hemmelig postbud for elskende.

Efteråret 1845.

Vi befinder os halvandet år efter Thorvaldsens død. Christine Stampe står og taler, mens hun holder sine færdigskrevne erindringer i hænderne.

“Så! Nu er jeg – endelig – ved at være færdig! Færdig med at samle alle mine dagsbogsnotater og erindringer om vor elskelige Thor, Danmarks store billedhugger, Bertel Thorvaldsen.

Det er nu mere end et år siden, at Thor pludseligt døde i teatret – under ouverturen – da han sad på sit faste sæde og ville se det nye stykke, der skulle sættes op! Det er dog en af de skrækkeligste aftner i mit liv! Uh, jeg gyser bare ved tanken om hin aften!

Ja, på Nysø har vi alle sørget og været ganske ulykkelige lige siden, at Den Store døde! Det virker nu så tomt på Nysø, selv om der jo er masser af mennesker! Det bliver aldrig det samme, og vi savner ham hver dag – hans gode humør, hans latter og varme. Vor Thor, der så gladeligt tog del i alle vor daglige gøremål på Nysø! Han elskede at være sammen med børnene, formede julekager med dem, og hver aften spillede vi jo også lotteri, sådan som Thor elskede det. Og vi lod ham jo altid vinde – til stor morskab for os alle!

På selve aftenen, hvor Thor døde, havde vi netop siddet i vor dejlige kreds i vor lejlighed i København – der var intet forvarsel på, at Thor ville blive dårlig; under middagen var han munter og sjov som altid – han grinede og var vittig. Men så pludselig – få timer senere – var han død som en sild! Midt i teatret! Åh, nej! Jeg glemmer aldrig synet af ham, som han lå dér i sin lejlighed på Charlottenborg, hvor man bar ham hen, efter at han var død i teatret. Jeg blev hentet til, for jeg var ikke selv i teatret hin aften. Jeg så straks, at alt var forbi. Mit hjerte skælver aldeles ved tanken derom! Ja, jeg får gåsehud og tårer i øjnene, når jeg taler derom!

Men sikke en god tid, vi nåede at have med Thor på Nysø og i vor lejlighed i København! Nu har jeg, hans gamle Mutter Christine, som han kaldte mig, selv om jeg dog var mere end 25 år yngre end ham, samlet mine notater og erindringer om vor Thor og vort liv sammen – her har jeg dem. Nu får Thor et godt og ærligt eftermæle fra sine sidste år i vor kreds.

Det var de sidste knap fem år af sit liv, at Thor kom hos os – det var årene, efter at han kom tilbage til Danmark fra sine mere end 40 år i Rom. Og hvor var Thor lykkelig i vor kreds. Hvor ofte kaldte han dog ikke selv denne tid for ”den lykkeligste periode i sit liv!” Det sagde han mig mange gange – han sagde, at tiden på Nysø var den periode i hans liv, hvor han ”mest ublandet havde følt lykken!” Hos os var Thor ikke alene en stor kunstner; hos os var han først og fremmest et elskeligt menneske!

Men ak, Thor er her ikke mere! Og her på Nysø er meget allerede forandret. Dog her kommer stadig vor kreds, men ikke som i Thors tid! Børnene er også blevet større. Jeanina – Thors øjesten – som elskede at frisere og flette hans lange hår, er nu 12 år. Hun en flink pige, men kan også være ganske næsvis. Åh, hvor ville Thor have grinet ad vor småskænderier.

Og Henrik, vor ældste, store og fornuftige dreng! Han er nu allerede 24, og en dag skal han jo overtage hele Stampenborg. Han er nu i København for at studere jura – han skal have en ordentlig uddannelse, inden han skal overtage baroniet. Dog, det virker ikke, som om Henrik holder sig til studierne! De keder ham vist, og han forsømmer tit, tror jeg.

Jeg kan ikke rigtigt styre ham. Han har forelsket sig! Desværre i den aldeles forkerte pige – ifølge mig! Hun hedder Jonna og er barnebarn af gode gamle Jonas Collin. Henrik og Jonna har kendt hinanden i et par år nu, og de har endda trolovet sig – i al hemmelighed og uden min godkendelse! Jeg blev så ganske tosset, da Henrik fortalte mig det! Jeg giver aldrig min tilladelse til dette parti! Det endte i et stort skænderi, da jeg sagde dette rent ud til Henrik, og vi blev ikke forsonede. Henrik skal finde sig et passende parti, og Jonna er jo af borgerskabet! Hendes familie er ikke adelig som vor! Der er så mange yndige adelsfrøkner i vor kreds, og jeg ønsker, at Henrik finder sig en pige, der passer til hans stand. Han skal trods alt være næste ejer af Stampenborg og herre til Nysø!

H.C. Andersen, vor eventyrdigter, er ven af vor kreds – men ham kan jeg heller ikke styre! Andersen er Henriks nære ven, og jeg har hørt, at han har spillet en rolle i Jonna og Henriks forbindelse. Man siger, at han løb med kærlighedsbreve imellem de to forelskede, og jeg har skændtes med ham mange gange derover, men kan ikke få de unge til at indrømme det. Åh, ungdommen i dag!

Ak, bare Thor dog fortsat havde været her! Hvad ville han mon have sagt til hele denne kærlighedsmisere med de unge? Bare jeg kunne få nogle gode råd af den kære gamle. Dog, ville Thor, der selv var lidt af en kvindebedårer, nok grine ad mig og sige, at jeg ikke skulle være så streng og lade de elskende få hinanden! Han var jo selv et frit kærlighedsmenneske, en ægte libertiner, som selv havde haft flere kvinder og levede ugift med moren til sine børn i mange år. Thor lod sig ikke binde af hverken stand eller status … men ak, jeg vil dog ikke tillade denne forbindelse imellem Jonna og Henrik – jeg vil ikke lade mig ikke presse … heller ikke selv Jonnas familie finder på at deklarere forlovelsen … men hvis de gør – hvad gør jeg så?

Ak, det er ikke lette tider her på Nysø … Her blæser nye vinde … “

Rollen blev spillet af Gaia Kjær.

Katrine Rasmussen fra Fattighuset

Thu, 05 Dec 2024 13:58:26 GMT

Fjerde kvinde i serien: Katrine Rasmussen mistede alt, da manden døde. Hør om skammen, fattigdommen og den rå overlevelse i 1800-tallets Præstø.

Åh, god dag. Se dog ikke så nysgerrigt på mig. Det er slet ikke passende, at jeg hilser på byens borgere. Egentlig må jeg slet ikke være her. Jeg trængte bare til lidt frisk luft, for luften derinde er så beklumret.

Tro endelig ikke, at jeg beklager mig, for jeg er da taknemmelig for at have et sted at være.

Hvem jeg er? Mit navn er Katrine Rasmussen. Jeg er 75 år og enke gennem 7 år.

Da min Hjalmar døde, var der ikke andet for mig end fattighjælpen.

Tænk, at det skulle gå så galt. Vi har dog haft et lille hus i Grønnegade. Der er ikke mange, der er regner Grønnegade for noget, men vi havde vores eget hus.

Min mand Hjalmar var skomager med egen svend. Jeg havde en pige til at hjælpe mig med huset og haven.

Vi havde den dejligste køkkenhave. Men så blev Hjalmar syg og kunne ikke arbejde. Det var brystsygen, der tog ham. Børnene var alle fløjet fra reden og Gudskelov for det, men de kunne ikke hjælpe.

Huset blev solgt, og jeg flyttede ind hos min søster i Jomfrustræde. Hendes mand ville dog ikke have mig i sit hus.

”Du er en klods om benet Katrine,” sagde han. Så jeg måtte flytte. Jeg lejede et lille værelse hos min tidligere nabo og forsøgte at tjene til mit underhold ved at sy for folk, men jeg kunne ikke leve af det.

Så måtte jeg stille for præsten. Der var ikke anden udvej.

Han sad bag sit store skrivebord, mens jeg stod med rystende ben og fortalte om det hele. Han spurgte mig igen og igen, om jeg var sikker på, at jeg ikke burde have gjort mere for at undgå min skam.

Han spurgte også, om jeg klar over, at jeg ikke måtte gifte mig igen, hvis jeg skulle bo på fattiggården, og at mit navn ville blive læst op i kirken én gang om året.

Til sidst var mine ben ved at give efter. Jeg var så flov, at jeg ikke turde se ham i øjnene.

Lidt efter sagde han dog, at han ville tale med fattigforstanderne om min sag og muligvis lade sagen gå til fattigkommissionen, tror jeg har kaldte det. Jeg kunne kun få hjælp, hvis jeg blev fundet værdig til at modtage fattighjælp. Den slags er kun for personer, der ikke selv er skyld i deres ulykke.

Nu bor jeg altså i fattighuset. For at få lov til at bo her, skal jeg arbejde. Jeg spinder og væver

Jeg bor her sammen med 12 andre, og vi er fattiglemmer. Vi bor mænd for sig og kvinder for sig.

6 af os er enker. Den yngste er lige over 40 år, og den ældste nærmer sig de 85.

Her bor 1 gift kvinde. Jeg tror nok, at hendes mand rejste fra hende, og så havnede hun her.

Desuden bor her tre børn på 6, 12 og 14 år. Deres forældre er døde. Den ældste bliver snart sendt ud at tjene på en gård.

For tiden bor her også en mand.

Jeg er så glad for, at mine børn er voksne, for når man bor på en fattiggård, mister man retten over sine børn. Man må heller ikke selv bestemme, hvor man vil bo, hvis man modtager fattighjælp.

Præsten fortalte mig, at hvis jeg troede, at jeg ikke skulle arbejde som fattiglem, tog jeg gruelig fejl. Dem, der bor her, skal arbejde for at få lov til at være her.

Det har jeg forstået nu, for vi arbejder det meste af 10 timer hver dag. Det er dog ikke alle, der kan klare det. Minna på næsten 80 år kan i hvert fald ikke.

Så hun får lov til at slippe nemmere om ved det. Men hvis man som jeg har et godt helbred, er der ingen vej uden om. Selv om jeg spinder og væver, har jeg ondt i min ryg og mine arme. Det er især slemt om efteråret og vinteren.

Jeg må hellere lade være med at sige mere om, hvordan vi bor, da jeg må ikke være utaknemmelig. Men jeg længes efter mit lille hus i Grønnegade hver eneste dag.

Nu vil jeg skynde mig tilbage, for jeg må slet ikke forlade fattiggården uden af få lov. Jeg trængte bare sådan til lidt frisk luft.

Rollen blev spillet af Kirsten Olson.

Anna Jensen, en tjenestepige

Thu, 28 Nov 2024 10:59:50 GMT

Tredje kvinde i serien: Tjenestepigen Anna knokler i kulisserne. Hør hende fortælle om strenge regler, urimelige bøder og livet som 1800-tallets tyende.

Personen
Hold da op! Er der gået ild i noget, siden herskabet står her og kigger? Nå, ikke.
Er det mig, De venter på?
Men jeg er da ikke noget særligt. Der findes tusindvis som mig.
Jeg hedder Anna Jensen, og jeg voksede op på en ejendom i Bårse. Min far var selvejer med 5 køer og 17 grise. Min mor døde i barselsseng med nummer ni. Alle vi levende blev sendt ud at tjene, bortset fra min søster Beate, som holdt hus for vores far til han døde.

Baggrund
Jeg var kun 12 år, da jeg kom ud at tjene. Bagefter blev jeg fæstet enepige hos en værtshusholder i Jomfrustræde.
Det var ikke nogen god plads. Min husbond truede med tørre tæsk for den mindste ting. Men han turde ikke slå, for det er forbudt at tugte piger under 16 år. Drengene kan husbond til gengæld give med krabasken indtil de fylder 18 år.

Nuværende sted
Bagefter kom jeg til Johan Larsen. Det er mit held, da jeg er rigtig glad for at være her. Jeg er dog lige ved at dejse om, for pigen, Marie er blevet syg.
Så nu hjælper jeg med madlavningen til familien og de 8 svende og de 5 lærlinge, gør rent, bærer brænde, render byærinder, lapper tøj og passer ungerne, som tér sig som lopper.
Nå, det jo ikke mig, der bestemmer. Det er husbonds ret. Hans kone gør bare, hvad hun får besked på, og hun kan i hvert fald slet ikke styre afkommet. Jeg håber på, at Marie snart bliver rask.
Jeg har bare at rette efter hans bestemmelse.

Historien om vasen
I sidste uge var jeg dog lige ved at forløbe mig, da vasen væltede. Den røg lige ned af buffeten. Den gik i mindst 30 stykker, da den ramte gulvet. Klinkes kan den ikke.
Konen græd, og husbonden blev rød som en kogt hummer, da han opdagede det.
Jeg forsøgte at forklare, at nogen havde flyttet den. Men han ville ikke høre. Jeg tør slet ikke fortælle, hvad han kaldte mig, selvom jeg ikke forstod det hele.
Jeg aner jo ikke, hvad uagtsomhed og erstatningspligt betyder, men det fandt jeg ud af.
For han siger, at han jeg får mindre i løn til næste fæstedag, fordi jeg skal betale for det ødelagte. Hvilket jeg er rigtig arrig over.

Historien om pigen
Men så kom jeg i tanke om en pige jeg kender, som ikke ville finde sig i, at hun skulle betale for noget, der var gået i stykker.
Jeg fatter ikke, at hun turde, og jeg skal love for, at hun fik ren besked.
Husbond råbte til hende, at hun risikerede, at han gav hende bøder for ulydighed.
Som om det ikke var nok, truede han hende med fængsel i op til fem dage for opsætsighed. Måske endda på vand og brød. Hun slap dog for bøder og fængsel, fordi han gav han hende nogle ordentlige rap over fingrene med en stok. Men betale for det ødelagte, skulle hun.
Hun var 17 år, så hende måtte han gerne slå. Der er nogen, der siger, at det hedder hustugt. Godt jeg er så gammel, siger jeg bare.
Hold da op, hvor jeg snakker. Jeg må kun være væk i en time, så jeg skal skynde mig tilbage.
Tyende må nemlig kun være uden for hjemmet med tilladelse fra husbond.”

Rollen blev spillet af Julie Johansen søndag.

Rollen blev spillet af Annette Nitch Vesterholm lørdag.

Astrid Stampe, den unge baronesse.

Thu, 21 Nov 2024 08:49:04 GMT

Andet portræt i serien "Præstøkvinderne": Mød det 16-årige naturbarn Astrid Stampe. En ung baronesse, der nægter at acceptere, at kvinder altid skal adlyde mænd.

Astrid Stampe, 1852–1930. Maj 1869, Astrid er 16 år og netop hjemvendt fra en længere europarejse sammen med sine forældre og storesøsteren Rigmor.

Det er netop et år siden, at hendes elskede bedstemor Christine Stampe døde.

“Hvor er det morsomt, at I har lyst til at høre om mit 16-årige liv!

Jeg er Astrid Stampe, og mine forældre er lensbaron Henrik og baronesse Jonna Drewsen Stampe. Mor er vokset op i en intellektuel familie i København, og så har jeg tre søstre Rigmor, Christine og Jenina. Bedstemor og bedstefar er Christine og Henrik Stampe på Nysø, men bedstemor – som jeg holdt så umådelig meget af, døde netop for et år siden, jeg savner hende sådan, selv om hun var streng, men jeg tror, at jeg var hendes yndling!

Jeg er netop kommet hjem fra en stor europarejse sammen med far, mor og min storesøster Rigmor. Et halvt år var vi på farten. Mest i Italien – i Rom boede vi længe. Her blev jeg mægtig gode venner med Ville Heise, hendes far er godsejer Alfred Hage på Oremandsgaard – lige udenfor Præstø. Vi var helt i Napoli og Sorrento, og da mor gik ud på balkonen og så udsigten over Napolibugten, fik hun helt tårer i øjnene, så grebet blev hun. Men så sagde jeg også: ”Jeg synes for resten, at der er smukkere ved Præstø bugt.” Så da vi igen gik i land i Bøjet efter at have sejlet fra København, var det mig, der græd af grebethed for, hvor jeg dog elsker skovene her, Rævsvænge og Skibbinge Hovedskov, det er mine skove, for vi bor på Christinelund.

Mine søstre og jeg har altid færdes helt alene i skovene, jeg elsker de store, mægtige træer, dyrene og planterne. Her glenter, musvåger og massevis af snoge. Da vi var mindre morede det os at tage snogene op i forklæderne, løbe hurtigt hjem, tage dem op i halerne, stikke dem op imod vores piger, så skreg de af skræk. Nå, men de lugter nu fælt, de snoge! Det var nu også morsommere at kravle i træerne både i skoven og i haven.

Mor har kendt H.C. Andersen siden sin barndom, de har skrevet sammen lige siden – ja, det var faktisk ham, der hjalp far og mor med at få hinanden, for bedste ville ikke, at de skulle giftes, mor var ikke fin nok. Så holder jeg usigelig meget af at høre ham læse sine eventyr op, når han besøger os på Christinelund. Men én gang da vi morede os med at høste raps i Kokkemarken, var vi ikke særlig glade, da der kom bud om, at han ville læse for os, men ellers elsker vi det.

Rigmor og jeg skændtes altid, ja, sloges gjorde vi, da vi var mindre. Jeg har en forfærdelig heftig natur, og hun er altid så rolig, og så driller hun. Men i Venedig, da vi skulle dele værelse, blev vi enige om – fremover at forliges.

Vi fire søstre bliver undervist af vores privatlærerinde. Regning er altså ikke mit bedste fag, jeg kan hverken den lille tabel eller dividere. Når jeg skal regne, skriver jeg vers i regnebogen. Så blander Rigmor sig, og er belærende. Så beder jeg hende om at passe sig selv, men det er ikke pænt sprog, så bliver jeg sendt udenfor døren.

Rollen som Astrid Stampe blev spillet af Rosa Collet.

Jeg husker engang, jeg sagde til frøken Anker, da jeg blev sendt udenfor. ”Det er nu mit princip, at hver gang Rigmor blander sig i mine ting, siger jeg: ”Hold din mund, og pas dig selv”, og med den replik gik jeg. Ind kunne jeg komme, når jeg bad om forladelse. Fransk er jeg god til, for vi taler altid fransk hos frøken Anker. 2.

Det hænder, at vi er uartige mod frøken Anker, så bliver vi kaldt op i mors lille yndige stue med de gule møbler, så taler hun alvorligt til os, og så beder vi frøken Anker om forladelse.

Jeg elsker naturen, og er vokset op som naturbarn. Far lærte mig om skovene, markerne og alle dyrene. Da jeg var mindre, holdt jeg høns, dem elsker jeg, men de er fulde af lopper, så når jeg ordnede hønsehuset, måtte mor fjerne en forfærdelig masse lopperne fra mig bagefter. Dengang sagde jeg altid, at jeg ville være hønsepige med et uægte barn, når jeg blev voksen, fordi jeg elskede høns så højt, og fordi moderen har rådighed over det uægte barn. Mødre har nemlig ikke nogen råderet over børnene, hvis hun er gift, for i ægteskabet er det faren, der bestemmer alt!

Jeg grubler meget, og har siden jeg var 12 lagt mærke til de forskellige rettigheder mine forældre har. Både far og mor mener, det er faren der bestemmer, fordi han er manden. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor mor altid skal adlyde far. Hvorfor skal han bestemme, om mor må låne hestene? Jeg spurgte så mor, hvorfor hun ikke bare bad om at få spændt for, for når ægtefæller har fælleseje, må hun da have samme rettigheder, over hestene, som far.

Så svarede mor, at det står i skriften, at hustruen skal være sin mand underdanig, så det må vi bøje os for! MEEN – så læste jeg alle fire evangelier igennem, og satte streg under alt det Kristus har sagt. Og jeg kan sige jer, at Kristus ikke har sagt noget om, at stille kvinder under manden.

I mors hjem talte kvinderne med om politiske og samfundsmæssige emner, men når mor deltager i debatter her og kommer frem med sine frisindede meninger, bliver hun bare irettesat. Så hedder det: ”Tag De deres mands meninger, Jonna; det klæder en kone bedst.”! Dét harmes jeg over, som om kvinder ikke kan tænke selv! Men omgangskredsens holdning er nu den aristokratiske gammeldags kønstænkning om kvindens plads i ægteskabet.

Jeg tænker altså meget over den forskel, der er på drenge- og pigeopdragelse, og hvad det kommer til at betyde, når man gifter sig. Når drenge skal uddanne sig kommer de på skoler, men piger skal blive hjemme og lære at sy og brodere.

Nå, men efter vi er blevet konfirmeret, har mor givet os lov til at læse allerede efter frokost, for mor er idealist og lægger vægt på, at vi udvikler vores ånd, derfor er vores opdragelse meget forskellig fra vores veninders på herregårdene, de lærer at sy og brodere og at skulle behage en mand, de må først læse efter klokken fem. Men vi skal lære at bruge vores forstand!

Men tysk siger mor, må vi ikke lære, jeg var 11 et halvt år, da krigen i 1864 med tyskerne brød ud, og jeg husker tydeligt mors usigelige sorg, da Dannevirke blev rømmet, det var lige ved fastelavnstid – og vi børn var vant til at rise hele huset op, men dén gang forbød mor os det. Vi tabte jo krigen!

Tænk jer, vi har netop fået indbydelse til at deltage i kronprins Frederiks vielse med prinsesse Lovisa af Sverige, det glæder jeg mig overordentligt til, mit første rigtige bal, og så på Christiansborg Slot!”

Rollen som Astrid Stampe blev spillet af Rosa Collet.

Pauline Worm, den modige huslærerinde

Thu, 14 Nov 2024 14:40:56 GMT

Mød den første kvinde i serien: Den modige huslærerinde Pauline Worm talte mændene imod og nægtede at lade sig tie ihjel i offentligheden.

Læs her om lærerinden Pauline Worm. Hun fortæller sin historie i 1850, hvor hun en er huslærerinde hos købmand Hald. Pauline Worm var i familie med købmandens kone og med købmand Worm.

Scenen udspiller sig sidst i juli 1850 – gerne ved købmand Worms kornmagasin – Torvestræde 3

PW har over sin kjole en rød- og hvidternet kappe samt en hat med en tilsvarende fjer, hendes patriotisme afspejles i hendes klædedragt.

I den første Slesvigske krig, borgerkrigen på dansk jord, i Slesvig-Holsten har danskerne netop fået overtaget i krigen i slaget ved Isted 25. juli 1850.

Pauline Worm 1825-1883 kom til Præstø i 1847, da var hun 22 år.

“Jeg er pavestolt af at være dansk!

Som I ved, led slesvig-holstenerne i går et stort nederlag til de danske soldater i slaget ved Isted! Den dato – 25. juli 1850, vil danskerne altid mindes med stolthed!

Med dén sejr over Hertugdømmerne skal soldaterne hyldes som helte med en folkefest i skoven ved Præstø, når de vender hjem.

Åh – jeg er så optaget af sejren, at jeg glemte at præsenteret mig. Jeg er Pauline Worm og er vokset op i Hyllested præstegård. Begge mine forældre er rundet af gamle præsteslægter, derfra har jeg arvet min kærlighed til fædrelandet, min stridslyst og min interesse for poesi. Jeg ser mig selv som lidt af en digter, lidt af en tænker og lidt af en Valkyrie.

Min rød-hvide kappe har jeg hver dag, krigen igennem, båret for at vise min fædrelandskærlighed, – ingen skal være i tvivl om min patriotisme!

Jeg kom til byen for tre år siden, i 47, for at undervise nogle af byens pigebørn, jeg er nemlig uddannet privatlærerinde - jeg taler flere sprog og elsker at skrive breve på andre sprog.

Det er min bedstefars bror, købmand Christian Worm, som ejede dette smukke pakhus. På loftet opførte Det Kgl. Teater for mange år siden en forestilling, som blev et stort tilløbsstykke. I vinters opførte vi dilletanter en komedie af Holberg, åh, hvor jeg morede mig, det var så morsomt at deltage.

Kender i soldatersangen ”Dengang jeg drog afsted”, som alle nu synger. Peter Fabers sang vandt i en konkurrence over en af minesoldatersange, ”Krigssang” for det unge Danmark”, som er noget mere bloddryppende end hans populære sang, for jeg skriver om heltedåd og kamplyst. Min patriotisme viser jeg også, når jeg skriver.

Da redaktør Carl Ploug trykte mit digt til Frederik VII i avisen ”Fædrelandet”, troede mange, at det var Plougs eget, for mit navn blev ikke nævnt. Det er fordi, jeg er kvinde, det er tankevækkende, men det er meget vanskeligt for kvinder at få noget udgivet, det mest almindelige er, at kvinder skriver under et mandligt synonym. Man vil ikke have, at kvinder ytrer sig i det offentlige rum. Hverken i tale eller på skrift. Nå, men under alle omstændigheder blev dette hyldestdigt min første indtræden i den danske litteratur.

I Danmark har vi netop fået en grundlov, det husker I nok – med al den ballade oppe på Torvet mellem væveren fra Mern og Grundtvig, men gæt éngang hvem de rettigheder ikke gælder for – rigtigt – vi kvinder!

Kvinder er faktisk juridisk umyndige, det er vores fædre, og når vi gifter os, vores mænd der bestemmer over os, dem er vi juridisk underlagt.

Det vil jeg sige, det accepterer jeg ikke, det er himmelråbende uretfærdigt. Derfor debatterer og skriver jeg – når det lader sig gøre – om kvinders manglende rettigheder. Kvinder skal ikke længere defineres som pyntedukker og slavinder. Jeg har skrevet et lille digt, der fortæller om kvindeopfattelsen og hvordan de fremstilles i litteraturen, men også om hvordan kvinder i virkeligheden er. For kvinder er tænkende væsener af kød og blod:

”Hun er Menneske – ej Blomst, ej Stjerne,
Morgenrøde, Æther, Duft og Damp,
Hun har ikke Hjerte blot men Hjerne,
Hendes Liv er ikke Leg, men Kamp.”

Kvinders frigørelse er min sag, for der er så mange barrierer for kvinder. Vi skal have adgang til at uddanne os, hvordan skal en ugift kvinde, på fornuftig vis, ellers kunne forsørge sig selv, hvis de ikke kan kvalificere sig gennem en uddannelse?

Nu er kvinder nødt til at gifte sig af økonomiske grunde – altså for at blive forsørget. Jeg mener, at vi skal undgå de økonomisk betingede ægteskaber. Ægteskab, mener jeg, skal indgås på en gensidig hengivenhed for hinanden. Derfor skal kvinder også være fuldgyldige politiske borgere, med stemmeret og valgbarhed – og naturligvis være juridisk uafhængig af andre.

Jeg arbejder hårdt på at få gennemført en læreruddannelse for unge kvinder, så de kan undervise i skoler over hele landet. Det skal lykkes!

Så er jeg bomsikker på, at det nok skal lykkes os kvinder at får både valgret og blive valgt til Folketinget. Og jeg er ganske overbevist om, at vi indenfor få år vil kunne deltage i den offentlige debat og holde taler. Det kræver blot planlægning og strategi!

Jeg skal nok få den lærerindeuddannelse for unge kvinder gennemført!

Inden længe vil jeg videreuddanne mig, jeg vil tage institutbestyrerprøven, som er den første kompetencegivende boglige eksamen, vi kvinder har fået adgang til.

Så må jeg forlade denne lille, smukke og meget fattige, købstad, hvor jeg fik mit litterære gennembrud med både en roman og en digtsamling – det bliver et ny kapitel i mit liv!”

Hvad er en Valkyrie?

En Valkyrie : kvindelig guddom som ifølge nordisk mytologi var udset af Odin til at vælge, hvem der skulle dø på slagmarken, og føre dem til de døde krigeres bolig, Valhal.

Under Gyldne Dage i Præstø 2024 kunne gæsterne møde 6 af Præstøs kvinder fra perioden 1845 til 1870. De fortalte hver især om deres liv, problemer og håb.

Rollen som Pauline Worm blev spillet af Marinne Rasmussen.

Mød de 6 glemte kvinder fra Præstøs historie

Thu, 07 Nov 2024 13:02:30 GMT

Seks kvinder, seks skæbner. Kom med bag facaden i 1800-tallets Præstø og få en forsmag på de glemte historier, der fortjener at blive hørt.

Forestil dig lyden af hestehove mod Præstøs brosten, duften af saltvand fra fjorden blandet med røg fra kaminerne, og synet af lange kjoler, der stryger hen over gulvene. Vi befinder os i perioden 1845 til 1870. En brydningstid, hvor Danmark forandrer sig i hastigt tempo – men hvordan så verden egentlig ud, hvis man bar skørter?

Ofte fylder mændene mest i historiebøgerne. Men bag de officielle arkiver gemmer sig en hær af stærke, håbefulde og hårdtarbejdende kvinder. Kvinder, der trodsede systemet, kvinder, der kæmpede for overlevelse, og kvinder, der vovede at drømme om en anden fremtid i en tid, hvor de hverken var myndige eller rådede over deres egne penge.

Under Gyldne Dage i Præstø vækkede vi seks af disse fascinerende kvindeskæbner til live. De repræsenterer hver sin unikke brik i datidens samfundspyramide – lige fra den absolutte overklasse til bunden af samfundet.

Over de kommende uger kan du her på bloggen dykke dybt ned i deres personlige historier, bekymringer og hemmeligheder. Her er en lille smagsprøve på, hvem du kan glæde dig til at møde:

Christine Stampe: Herregårdsfruen fra Nysø, der står med sine færdigskrevne erindringer i hænderne. Hun ser tilbage på et liv i kulturens absolutte centrum – ikke mindst i skyggen og lyset af sit tætte venskab med den verdensberømte billedhugger Bertel Thorvaldsen.
Pauline Worm: Den kun 22-årige, rebelske huslærerinde. Med en skarp pen og brændende visioner nægter hun at acceptere kvindens traditionelle rolle. For hende er kvinderettigheder ikke en leg, men en kamp for uddannelse og frihed!
Astrid Stampe: Den unge, 16-årige pige fra adelen. Hvilke forventninger, drømme og usagte pres hviler der på skuldrene af en ung kvinde, der vokser op i en af landets mest indflydelsesrige familier?
Fru Grønvold: Købmandsfruen, der skal navigere i borgerskabets fine saloner. Bag den pæne facade og de fine selskaber gemmer der sig en hverdag fuld af sociale koder, familiære pligter og personlige ofre.
Tjenestepigen: Hende, der knokler i kulisserne. Uden hendes tidlige morgener og hårde fysiske arbejde ville det borgerlige liv i Præstø bryde sammen. Hvad drømmer hun om, når hun endelig lægger hovedet på puden efter en lang arbejdsdag?
Kvinden fra Fattighuset: Stemmen fra samfundets absolutte bund. Hendes liv handler ikke om fine kjoler eller store visioner, men om den rå, daglige overlevelse. En rørende fortælling om nød, men også om en uovervindelig menneskelig værdighed.

Seks kvinder. Seks vidt forskellige liv. Men fælles for dem alle er, at de har en historie, der fortjener at blive hørt.

Følg med her på bloggen i de kommende indlæg, hvor vi åbner døren til fortiden og giver ordet til Præstøs glemte kvinder. Hvem glæder du dig mest til at læse om?

1800 tallets "toldmur"

Mon, 22 Jan 2024 15:39:56 GMT

Lange køer, aggressive kontrollører og kreative smuglere: Kom med tilbage til dengang Præstø var spærret inde bag en forhadt "toldmur", og der var afgift på alt fra græspenge til prinsessestyr.

Skatter og afgifter var også et nødvendigt onde i 1800-tallet. I Præstø skulle handlende, der ville sælge deres varer i byen, betale en afgift ved byens konsumptionsbod. Den lå lige ved indgangen til byen. Læs her, hvordan det hele foregik og hvordan dette skattesystem satte sit præg på Præstøs byudvikling.

Artiklen er skrevet af arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet Jørgen Mikkelsen på baggrund af et velbesøgt foredrag i boghandelen Tissot & Koch under Gyldne Dage i Præstø 2023.

Konsumtion – en afgift, der satte præg på Præstø

Præstøboerne har betalt skatter og afgifter til staten i hundredvis af år. Disse ydelser har haft mange navne såsom

midsommergæld – en afgift af købstadsjorde, der blev betalt i middelalderen
prinsessestyr – en særlig skat, som blev opkrævet mange gange i 1400-1700-tallet for at dække udgifter til udstyr til prinsesser, der skulle giftes, og
oms – en særlig omsætningsafgift i engros-ledet, som blev indført i 1962 og erstattet af momsen i 1967.

Det er vist de færreste, der kender disse afgiftstyper i dag. Det samme gælder konsumtionen, der eksisterede fra 1657 til 1662 og igen fra og med 1671.

Konsumtionen var en afgiftsbuket, der bl.a. omfattede

græspenge, betalt af købstadsboere for at have deres kvæg på græs
milepenge, ydet af vognmænd, der drev fragtkørsel, og
folkeskat, opkrævet blandt tjenestefolk på landet.

Men de to slags konsumtion, som skæppede mest i statskassen, var

maleværkskonsumtion, inddrevet ved formaling af korn på møller, og
portkonsumtion, opkrævet ved indførsel af mange slags varer til en købstad.

Konsumtionsboden – den yderste bygning i Præstø

Portkonsumtionen blev indkrævet i særlige bygninger, kaldet konsumtions- eller acciseboder, ved købstædernes indfaldsveje. I købstæder med veje i mange retninger kunne der være 3-4 eller endnu flere konsumtionsboder. Præstø fik derimod kun en enkelt bod, da al landværts trafik til byen kom vestfra gennem Adelgade.

Præstøs konsumtionsbod blev derfor placeret som den yderste bygning på nordsiden af Adelgade – dér, hvor Adelgade og Havnevej mødes i dag.

Ligesom i andre byer var det en ganske lille bygning. Brandtaksationen fra 1801, der indeholder en detaljeret beskrivelse af alle bygninger i Præstø, fortæller, at den var opført i egebindingsværk med mursten, havde tegltag og en længde på 4 fag (et fag er afstanden mellem to stolper i et bindingsværkshus).

Huset havde en stue og et køkken. Den var nemlig ikke blot arbejdsplads, men også bolig for en konsumtionsbetjent og hans familie.

En langsommelig kontrol med de indkomne varer

Konsumtionsbetjentens opgave var at kontrollere, hvad de tilrejsende medbragte, og sørge for, at de betalte, hvad de skulle. Mange har utvivlsomt forsøgt at smugle forskellige varer ind i byen, men ved hjælp af en ”søger” – en lang stang, som man kunne stikke ind i en vognladning – kan betjenten have fundet en del, som ejermanden havde ”glemt” at anmelde.

Konsumtionsbetjenten har sikkert ofte brugt en del tid på at undersøge de enkelte ladninger. Vi ved i alt fald, at der kunne være ret lange køer ved en konsumtionsbod.

Mange købmandsgårde ved byernes indfaldsveje

Den omstændighed, at omegnens bønder var nødt til at gøre holdt ved en konsumtionsbod, er måske den vigtigste årsag til, at der i mange købstæder skete en påfaldende sammenklumpning af større købmandsgårde tæt ved indfaldsvejene, og at denne proces tilsyneladende satte ind omkring 1700, altså kort tid efter indførslen af konsumtion.

Under alle omstændigheder må mange købmænd have ment, at der ville være en konkurrencemæssig fordel ved at bo tæt ved bygrænsen, så deres gårde var nogle af de første bygninger, der blev set, når en beboer fra oplandet kom på besøg i byen.

Denne tendens gjorde sig også gældende i Præstø. Her var der langt op i 1800-tallet en markant koncentration af købmandsgårde i den vestlige del af Adelgade. I 1801 lå 3 af de 4 dominerende købmandsgårde lige ved siden af eller over for konsumtionsboden, mens den fjerde befandt sig på hjørnet af Adelgade og Torvestræde.

Da H.C. Grønvold for alvor fik gang i sit handelsimperium omkring 1820, valgte han også at satse stærkt på ejendomsopkøb og byggeri i den vestligste del af byen.

Konsumtionens ophør

Som så mange andre afgifter var konsumtionen meget upopulær blandt danskerne. Det var især tilfældet i købstæderne, hvor port- og maleværkskonsumtionen pressede priserne i vejret. Det var derfor dyrere at bo i byerne end på landet. For statsmagten var de penge, der kom ind via konsumtion, imidlertid en meget vigtig indkomstkilde.

I 1850 besluttede Rigsdagen dog at bringe konsumtionen til ophør. Det skete som en del af en lov, hvis formål var at fjerne alle afgiftsmæssige forskelle mellem det danske kongerige og hertugdømmet Slesvig (Sønderjylland), så det blev muligt for regeringen at føre den samme økonomiske politik nord og syd for Kongeåen. I hertugdømmet Slesvig havde der aldrig været konsumtion.

Mange konsumtionsboder blev nu revet ned. Det skete bl.a. i Præstø, hvor grunden blev overtaget af Grønvold. Enkelte af de gamle konsumtionsboder, fx et par af de fine bygninger i Slagelse, Korsør og Kalundborg, har dog overlevet til dag.

Et af Wilhelm Marstrands livfulde billeder fra første halvdel af 1800-tallet viser en kvinde, der forsøger at smugle varer forbi konsumtionsboden. Men hendes misgerning bliver opdaget af konsumtionsbetjenten, der er forsynet med en ”søger” og i dette tilfælde får god hjælp fra sin hund. Bag ved kvinden står flere andre i kø for at blive ”inkvireret” af betjenten.

En lokalhistorisk pioner

Wed, 05 Apr 2023 15:54:03 GMT

Vidste du, at den rige elite i 1848 kuppede en fattig, demokratisk valgt væver fra Mern ud af Folketinget, fordi hans succes skræmte de gamle magthavere?

Da jeg havde læst bogen ”fri for tiltale” om væveren Hans Hansen fra Mern, blev jeg virkeligt grebet af historien. Den var slemt nok beskrevet i de mange historiske skildringer om valget til den grundlovgivende forsamling i Præstø 5. oktober 1848. Men i Thomas Nielsens bog får historien virkeligt kød og blod. Man forstår, hvorfor Hans Hansen kunne vinde valget, og man forstår, hvorfor borgerskabet, præsterne og adelen var bange for ham. Han stod for en helt ny samfundsorden, hvor også de fattige husmænd (dem der var flest af) kunne vælges til folketinget, som i fremtiden skulle lave landets love.

Enevælden blev ikke blot erstattet af demokratisk valgt folketing, den blev også erstattet af noget de antog som pøbelvælde. Ikke noget for dem!

Derfor satte de alt ind for at forhindre valget af ham.

Men et stort flertal på 570 stemmer mod 330 stemte på Hans Hansen, som hermed vandt stort over den fine professor og rektor for Københavns Universitet H.N. Clausen.

Det var oprørende. Enkedronningen beskrev det som et skrig fra de rå masser.

Da man ikke kunne stoppe valget af Hans Hansen, iværksatte man en massiv smædekampagne orkestreret af Grundtvigs gode ven Peter Rørdam, præst i Mern.

Den bredte sig i aviserne som det, man i dag ville kalde en shitstorm.

Angrebet var så massivt, at selv lederne fra hans egen gruppe, Bondevennerne, begyndte at tvivle. Det blev for meget, og Hans Hansen trak sig.

Nu kunne borgerskabet forsøge en gang til at få en ”værdig” repræsentant. Det blev Grundtvig, der på baggrund af ny manipulation vandt den ikke særligt værdige sejr.

Jeg fandt frem til Thomas Nielsen for at høre om hans arbejde med at skrive bogen for over 20 år siden. Det blev en spændende eftermiddag. Thomas Nielsen, stadig bosat i Mern, fortalte sammen med sin datter, Mette Møllevang Nielsen, levende om en livslang passion for væveren Hans Hansen.

Thomas Nielsen kan ikke længere gå pga. en blodprop, men hovedet fejler heldigvis ikke noget.

Thomas og Maren Nielsen i væverens hus

Thomas Nielsens første bolig sammen sin hustru Maren var netop i væverens husmandshus, der da var forøget med en tilbygning.

Smædekampagnen i 1848 havde været så vellykket, at Hans Hansen 100 år efter stadig havde et dårligt ry. Også i den by, Mern, som han havde hjulpet så meget. Thomas Nielsen blev oprørt over dette og begyndte at studere historien for at se, hvad der var op og ned på denne sag. Han kunne se, at væveren havde være udsat for en blodigt uretfærdig behandling. Han var aldrig blevet dømt for noget, så justitsmord var det ikke. Det var det borgerlige etablissement, der i kampen for egne interesser havde dømt ham uden rettergang.

Thomas Nielsen kunne fuldt ud identificere sig med den lille mand, der blev så uretfærdigt behandlet. Hans familie havde også mærket undertrykkelsen på egen krop. Thomas farfar var først i 1917 kommet fri af fæste og hoverikrav fra godsejeren. En kæmpeformue på 6000 kr. havde han brugt på at købe sig fri, penge han havde tjent som pelsjæger i Canada. Thomas Nielsen blev landmand med en stor gård. Men i solidaritet med væveren, som repræsenterede de fattige husmænd, meldte han sig ind i både husmandsforeningen og Det Radikale Venstre. Han arbejdede for en historisk rehabilitering af væveren. Man må sige, at det er lykkedes. Historikere over en kam konkluderer, at valget af Hans Hansen i Præstø til den grundlovgivende forsamling er en historisk skillevej, der afslutter romantikken.

Thomas Nielsens datter supplerer under interviewet med, at hendes far havde identificeret sig i en sådan grad med væveren, at han nærmest var ham. Da han udgav bogen ”fri for tiltale” i 1998 havde han arbejdet med historien i over 20 år. I det hele taget var 1800-tallets historie blevet en stor del af hans liv, så når man talte om 50-erne i det hjem, vidste man, at det selvfølgeligt var i 1850-erne.

Hans Hansen havde boet i den stråtækte del af huset her. Huset er senere revet ned.

Det er ikke nogen overdrivelse at kalde Thomas Nielsen en lokalhistorisk pioner. Han kvalificerede sig til de historiske studier igennem universitetsuddannelse og blev en vigtig lokalhistorisk iværksætter, hvor han både fokuserede på studierne og formidlingen af historien. Det var ham, der tog initiativ til oprettelsen af Lokalhistorisk Arkiv i Langebæk, og sammen med boghandleren i Præstø skabte han ”Sydsjællands Kulturteater”. Endeligt cyklede han Sydsjælland rundt og satte infostandere op ved de mange historiske mindesmærker.

Teaterarbejdet blev et familieforetagende. Thomas Nielsen skrev teaterstykkerne, han indsamlede historisk materiale og skriv stykkerne, 20 i alt, om vinteren. Om foråret og sommeren instruerede han stykkerne, som blev opført på et naturskønt sted i sensommeren. Og så spillede han også selv med i stykkerne. Hans hustru Maren skrev stykkerne rent, så de kunne læses, hun designede og syede kostumerne, var sufflør og sekretær for foreningen. Også Mette spillede med i mange af stykkerne. Der var meget at holde styr på, for også hestekøretøjer og forskellige husdyr spillede ind imellem med i stykkerne.

Stykkerne handlede om lokalhistoriske personer og begivenheder. Han skrev om Goldschmidt (forfatter og bladmand i opposition til enevælden fra Vordingborg), om Grundtvig, om kvindekampen i Sydsjælland og ikke mindst om de undertrykte husmænd og bønder, f.eks. stykkerne ”Ikke er vi bønder gæs, fordi vi er grå” og ”Sydsjælland i armod og frygt”.

En stor tak til Thomas Nielsen, som har været en stor hjælp i vores research om husmandsvæveren fra Mern, der vandt valget til den grundlovgivende forsamling. Jeg ærgrer mig personligt over, at jeg ikke boede på Sydsjælland da de mange historiske teaterstykker blev spillet.

Del 3: Det store grundlovsdrama i Præstø og krigen 1864

Mon, 30 Jan 2023 12:10:28 GMT

Tredje del: Oplev en beskidt og manipuleret valgkamp i Præstø med Grundtvig i kulissen, og følg Monrads fatale fald i krigen 1864.

Det store grundlovsdrama i Præstø og krigen 1864

I Præstø stillede husmandsvæveren Hans Hansen fra Mern op imod den hæderkronede københavnske professor H.N. Clausen, som havde været censor for Monrad. Den 43-årige væver som repræsenterede Bondevennerne, må have været anset for en farlig modstander, for det samlede borger- og præsteskab i Præstø samledes i en fælles bestræbelse på at hindre valget af ham. De gravede en gammel sag mod væveren frem. Han havde i sin ungdom været varetægtsfængslet i 4 måneder anklaget for tyveri. Han var dog aldrig blevet dømt. Til gengæld var Grundtvig i 1825 blevet dømt for injurier mod samme H.N. Clausen som væveren stillede op imod, og straffet med en bøde og livsvarig censur.

Censuren blev dog ophævet efter 12 år. Borgerskabet så stort på Hans Hansens frikendelse, de gennemførte en smædekampagne, der skulle miskreditere ham. Da det ikke lykkedes at skræmme hans vælgere væk, forsøgte man sig med at manipulere med optællingen af stemmerne. Men den gik ikke. 570 havde stemt på væveren som repræsenterede den fattige befolkning i Præstø og kun 330 havde stemt på borgerskabets kandidat fra København.

Da det således ikke lykkedes at fjerne Hans Hansen i forbindelse med valget, brugte H.N. Clausens tro væbner pastor Rørdam prædikestolen i Mern til at miskreditere ham. Her svinede han den efterfølgende søndag væveren og bønderne til, og de lærde fortsatte deres smædekampagne igennem velvillige aviser. Det blev for meget for Hans Hansen og Bondevennerne. Skræmte over denne ”shitstorm” trak de deres kandidatur.

H.N. Clausen blev udpeget til den grundlovgivende forsamling af kongen, så der kunne vælges en ny kandidat i Præstø

Det kan i parentes bemærkes, at det var til pastor Rørdam og et folkemøde i Mern Hestehave, at en kongetro Grundtvig i 1843 skrev Velkommen i den grønne lund. Sangeren Erik Grip gjorde i 1980-erne sangen til folkeeje. Anledningen til sangen var et møde i den slesvigske stænderforsamling, hvor man som oprør mod den danske konge forhindrede deltagerne at tale dansk.

Grundtvig vælges i 2. valgrunde

Grundtvig, der var blevet vraget ved valget på Nyboder og af kongen, blev nu bragt på bane i Præstø. Grundtvig havde gode relationer til byens borgerskab, til kirken og godsejerne. De støttede op om Grundtvig som kandidat ved et omvalg en måned senere. Hans modkandidat var Bondevennernes kandidat sognefoged Jens Jensen. Også han trak sit kandidatur tilbage. Det skete efter, at hans gamle præst og lærer pastor Rørdam, der førte en intens valgkamp for Grundtvig, kort før valghandlingen personligt havde besøgt Jens Jensen.

Jens Jensen meddelte de godt 600 vælgere, der var mødt frem til valghandlingen, at han ikke ville stå i vejen for sin gamle præst og lærer, som han også mente var en trofast bondeven. Efter dette stemte 600 på Grundtvig og 11 stemte imod.

Historien fra Præstø skabte danmarkshistorie som eksempel på de vanskeligheder det spirende demokrati stod over for. (Læs mere i Præstø Krønike af Eva Damsgård og Da Præstø blev moderne af Hans Christian Thomsen)

Hans Hansen kom fra Mern. Han var aktiv i Bondevennernes Selskab, optaget af at forbedre småfolks kår. Født 10. marts 1815 død 5. november 1867 i Mern.

Det slesvigske spørgsmål

Alt imens omvæltningen fra kongemagt til repræsentativt demokrati gik sin gang i Danmark skabte Slesvig-Holsten ustabilitet i Danmark. Efter fredsslutningen ved Wienerkongressen i 1814 kunne hertugdømmerne melde sig ind i det tyske forbund. Danmark skrev under på, at de ikke ville blive opdelt. Indbyggertallet i Danmark var på ca. 920.000 mod ca. 600.000 i hertugdømmerne.

I 1848 kom det til en opstand i Slesvig-Holsten mod Danmark med krav om en fri forfatning og selvstændighed. Det udløste den første slesvigske krig. Danmark vandt knebent. Den endelige fred blev forhandlet igennem i London i 1851-52. Den indebar, at Slesvig-Holsten skulle forblive samlet og Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark end Holsten.

Den danske regering ledet af den nationalliberale C.C. Hall brød med denne aftale i november 1863. Det så den nye tyske ministerpræsident Otto von Bismarck som en kærkommen lejlighed til at angribe Danmark. Fra februar 1864 til august rasede krigen om hertugdømmerne mellem Danmark og Tyskland/Østrig. Der var kæmpe tab på den danske side og stormagternes forsøg på at mægle ved en fredskonference i London mislykkedes. Resultatet var, at Danmarks nye grænse kom til at gå ved kongeåen. Danmark havde tabt 2/5 dele af sit territorium. Det Slesvig, som man i novemberforfatningen af 1863 havde indlemmet i Danmark, var helt tabt.

Det var ministeriet Monrad, der fik ansvaret for dette tab. Det var sådan set ikke retfærdigt, han tabte nok krigen, men han startede den ikke. Det gjorde regeringen C.C. Hall. Selve krigen blev utvivlsomt håndteret dårligt af den danske regering, som valgte at topstyre slagets gang fra krigsministeriet i København og som først tøvede med at indgå i fredsforhandlinger i London og siden ikke kunne bekvemme sig til at træffe en beslutning. Udfaldet kunne måske være endt med en opdeling af Slesvig ved Flensborg. Det endte i stedet med en total kapitulation og en grænse ved Kongeåen. Regeringen Monrad blev inden den endelige fredsslutning fyret af kongen og erstattet af en konservativ regering.

Monrad udvandrede herefter til New Zealand, hvor han blev i ind til 1869.

Slaget ved Helgoland

Danmark talte få sejre i 1864. En af dem var slaget ved Helgoland. 3 danske krigsskibe var udkommanderet til Helgoland for at blokere Det tyske Forbunds havnebyer. Overfor dem stod 5 tyske/Østrigske krigsskibe. Det lykkedes fregatten Jylland at ramme et af de Østrigske skibe, hvorefter de alle trak sig tilbage.

Netop i dette slag deltog 10 mænd fra Præstø. Som handelsby med sejlskibsfart var det oplagt at stille med sejlkyndige soldater. Men også landsoldater fra Præstø deltog i krigen. I Præstø som i resten af landet mærkede man følgerne af de mange faldne soldater i krigen. For at afbøde de værste økonomiske tab for familier, der mistede en far eller søn til krigen, blev der foranstaltet en indsamling til tøj, varme og husleje for de udsatte familier. 288 rd. blev der samlet ind.

(Læs mere i Hans Christian Thomsen Da Præstø blev moderne.)

Fregatten Niels Juel ved Helgoland 9. maj 1854 af Christian Mølsted 1898.

Litteratur:

Tom Buk-Swienty, 1864 – slagtebænk Dybbøl, Gyldendal

Eva Damsgård, Præstø Krønike. Museum Sydøstdanmark Forlaget Museerne

Henrik Gade Jensen, Monrad Vilje, tidsånd og tro. Kristeligt Dagblads Forlag

Kai Just, Menneske og Mand -riget, magten og æren. Forlaget Hovedland

Hans Christian Thomsen, Da Præstø blev moderne. Kumpanernes Forlag

Gamle Huse i Præstø. Fredningsstyrelsen – Præstø Kommune

Thomas Nielsen, Langebæk Historiske arkiv, din egns hukommelse

Fri for Tiltale af Thomas Nielsen, forlaget Attika 1998

H.C. Andersen i trekantsdrama i Præstø

Tue, 24 Jan 2023 16:31:51 GMT

Vidste du, at et hemmeligt og ekstremt stormfuldt trekantsdrama i Præstø i vinteren 1843 ramte H.C. Andersen så hårdt, at det næsten kostede ham forstanden?

H.C. Andersen var en hyppig gæst på Nysø i de perioder Thorvaldsen boede og arbejdede der. I Mit eget eventyr fortæller han om de lykkelige stunder, han har haft på Gisselfeld og Bregentved, i samme åndedræt nævnes Nysø, som Thorvaldsen havde gjort kendt i samtiden. Han skriver om Nysø.

”… her levede jeg meget med den store kunstner, her sluttede sig til mig en af mine kærest blevne unge venner, den tilkommende besidder.”

H.C. Andersen, Mit eget eventyr s. 111

Den tilkommende besidder er den unge Henrik Stampe. Han kommer i vinteren 1843-44 til at spille en helt særlig rolle for H.C. Andersen.

H.C. Andersen forelsker sig simpelt hen i den unge baron Henrik Stampe. Det var i november, da han var på Nysø for at fejre Thorvaldsens fødselsdag, at forholdet udviklede sig. Han skriver i sin almanak d. 4. december 1843 ”Hendrik Høist elskelig” og han udvekslede flere lange breve med sin unge ven senere i julemåneden. Henrik Stampe fortæller i et brev, at han aldrig før har lagt sit ”hele, udelte Hjerte aabent for Nogen som for Dig” og han beder sin ældre ven om at have uindskrænket tiltro til ham. Jens Andersen s. 470

I sin almanak udtrykker H.C. Andersen igennem det næste halve år intensiteten i forholdet. Her citeret efter Jens Andersen s. 471.:

15.12.1843: ”Hendrik elskelig”
27.12.1843: ”Brev fra min elskede Hendrik”
16.01.1844: ”Hver dag hos Henrik”
11.03.1844: ”Henrik hos mig om Aftenen, kjærlig og god”

Men så sker der noget i forholdet. Han skriver:

18.03.1844: “Henrik jaloux lidende”
30.04.1844: ”Henrik ligegyldig mod mig”
06.05.1844: “Var hos ham (…) han var ikke som før; er Kjærligheden forbi!”

Der var tale om et stormfuldt forhold, som sled på H.C. Andersen og gav sig udslag i psykosociale lidelser, som hans læge Emil Hornemann behandlede ham for.

H.C. Andersens kærlighedsforhold var livet igennem platoniske men meget stærke. Vi finder dem i bearbejdet form i hans mange fantastiske litterære værker.

Hvorfor indlader den unge Stampe sig så intenst med H.C. Andersen?

Henrik Stampe havde under en forestilling i Det Kongelige Teater set den bare 16-årige smukke Jonna Drewsen og forelsket sig i hende. Da han indleder sit følsomme venskab med H.C. Andersen, var det vel vidende, at han havde nøglen til den skønne uopnåelige jomfru. Hun var datter af Ingeborg Collin og Adolph Drewsen, og hun og lillebroderen var H.C. Andersens øjesten i den collinske familie.

Omkring nytår 1843-44 beder Henrik Stampe H.C. Andersen om at hjælpe sig med at få kontakt med Jonna Drewsen. H.C. Andersen er med på ideen og levede sig dybt og intenst ind i de unge menneskers stjålne blikke og hemmelige hilsner og H.C. Andersen ender med også selv at forelske sig i den unge Jonna.

H.C. Andersen går ind på arrangementet med sig selv som postillon d’amour imellem de to unge; men ”tabet” af Henrik er dog et hårdt slag, som han først kommer sig over under sin rejse til Tyskland i maj 1844 og en dejlig lang sommer, hvor han blev indtaget i en anden ung mand, selveste storhertugen af Sachsen-Weimar-Eisenach. I løbet af sommeren forlovede Henrik Stampe og Jonna Drewsen sig.

Jens Andersen skriver konkluderende:

”I mellemtiden forlovede Henrik Stampe sig hjemme i Danmark med en ganske ung pige, en kærlighedsforbindelse som H.C. Andersen – sideløbende med sin forelskelse i Henrik Stampe – både havde levet og digtet sig ind i, med sin altid opvakte sans for de poetiske muligheder i et følelsesmæssigt trekantsforhold.”

s. 472

H.C. Andersen blev sidenhen hyppig og kær gæst på Christinelund i Præstø hos baronesse og baron Jonna og Henrik Stampe.

Læs meget mere om H.C. Andersen i:

“Andersen – en biografi”, af Jens Andersen, Gyldendal 2003
“Mit eget eventyr”, af H.C. Andersen, Lademanns klassikere

Artiklen bygger på de to bøger.

Baron Henrik Stampe Arkivet Thorvaldsens Museum

H.C. Andersen af Karl Hartmann 1845

Del 2: Monrad student og forfatter til junigrundloven

Mon, 23 Jan 2023 13:08:10 GMT

Anden del: Fattigstudenten fra Præstø indtager eliten. Hør, hvordan D.G. Monrad med revolutionær glød skrev udkastet til Danmarks allerførste, frie grundlov.

Monrad student og forfatter til junigrundloven

Efter at have afsluttet latinskoleeksamen rejste Monrad til København i sin plejefar Westengaards slidte tøj. Han kom til universitetet som en fattig student, men hans begavelse, flid og markante personlighed bragte ham hurtigt ind i eliten af det nye akademiske borgerskab. På grund af sin store dygtighed fik han et legat, der gjorde det muligt for ham at flytte ind på Regensen, som dengang var Danmarks mest fremtrædende kollegie. Han blev en del af den nye fremstormende klasse, der havde taget magten fra adel og bondestand. Særligt akademikerne inden for borgerskabet træder på den tid frem som de nye magthavere. Monrad besluttede sig for at læse orientalske sprog for at skabe sig et grundlag for at forstå det nye testamente, som han ikke mente kunne forstås uden først at forstå det gamle testamentes ”økonomi”. På Regensen blev han suget ind de politiske diskussioner og den klub, der gav rum for dem.

I 1836 tog han afgangseksamen og forsvarede sin konferens på latin. Som pensum havde han bl.a. opgivet hele det gamle testamente på hebraisk. Han diskuterede med stor arrogance med censorerne, hvoraf den ene var professor H.N. Clausen, som vi senere skal høre om i forbindelse med Præstøs historie. Han tillod sig endog at affeje et spørgsmål fra ham for at bringe mere ånd ind i det.

Monrad forlovede sig med Emilie Lütthans, datter af en selfmade velhavende entreprenør. Det Lütthanske hjem var samlingspunkt for tidens fremmeste kunstnere f.eks. Thorvaldsen og intellektuelle. Monrad mødte sin forlovede som gæst i dette hjem. De giftede sig i 1840. Det gode parti blev livet igennem til gavn for ham, da det gav en vis økonomisk uafhængighed.

Plejebarnet fra Præstø bliver forfatter til den første frie grundlov

Monrad var optaget af den nationalliberale bevægelse. Han blev en fremtrædende debattør i skarp modstand mod den enevældige kongemagt. Nationalliberalisme handler om at skabe en nation, et folk som er bundet sammen af en stærk statsdannelse og et fælles sprog. Det skal være en stat, der repræsenterer nationens folk. Frihed for den enkelte skal være en central værdi, dette gælder såvel i forhold til ytringsfrihed som valg af trosretning. Nationen skal således ledes af frie borgere, som vælger deres egne lovgivere.

Monrad kastede sig med dødsforakt ind i denne farlige politiske debat. Her ser man inspirationen fra hans barndomslæsning af Thomas Paine i Præstø. Han udgangspunkt var, at frihed er en naturret. Frihed, bør tilkomme alle mennesker og ingen jordisk magt må undertrykke den. Næsten som i den amerikanske uafhængighedserklæring: ”Tanken skal være uafhængig af alle Baand”. (Henrik Gade Jensen s. 82.)

Da han i 1846 ikke mente, at der var udsigt til en fri forfatning lige foreløbigt, tog Monrad, som nu havde en familie at forsørge, et job som præst på Lolland. Her mødte han ved selvsyn den armod, der var på landet i Danmark.

Han skriver: ”Tiggeriet anses her paa Lolland for et nødvendigt supplement til Fattigforsørgelsen. — det er en kummerfuld og fortrykt tilværelse som en mængde mennesker lever”. (Henrik Gade Jensen s. 94)

I det Monradske hjem lever imidlertid kulturen og den politiske debat. Hjemmet samler tidens kunstnere som H.C. Andersen, malerne Constantin Hansen og P.C. Skovgaard. Også baronesse Christine Stampe fra Præstø kunne man møde i dette hjem. Hans kone engagerede sig i arbejdet for de fattige og Monrad var fortsat i tæt kontakt med sine politiske venner i København. Da lejligheden bød sig i december 1846, stillede han til kongens store misfornøjelse op til stænderforsamlingen i Roskilde. Han fik en overvældende tilslutning med 530 stemmer ud af 653 mulige.

D. 20. januar 1848 afgik Danmarks sidste enevældige konge Christian d. 8. ved døden. Vennerne kaldte Monrad tilbage til København. Straks efter kongens død udsendte professorerne H.N. Clausen og J.F. Schouw et skift for en fri forfatning. H.N. Clausen stillede senere op til den grundlovgivende forsamling i Præstø og J.F. Schouw var gift med Suzette Dalgas, søster til Christine Stampe f. Dalgas. Parret var hyppige gæster på Nysø, hvor mangen en diskussion om kunst og Danmarks politiske fremtid fandt sted i baronessens saloner.

Den nye konge Frederik d. 7. havde ingen ambitioner om at spille den rolle som hans forgængere Frederik d. 6, og Christian d. 8. havde spillet. Han afskaffede enevælden ved at underskrive en erklæring om at magten skulle overdrages til en fælles stænder- eller rigsforsamling, som skulle samles på skift rundt i landet. Tysk og dansk skulle være ligestillet i forsamlingen. Det var ikke den løsning de nationalliberale ønskede sig. De ønskede sig en nation, der kunne samles af det danske sprog.

Monrad ”bombarderede” offentligheden med artikler i avisen Fædrelandet, han rakte ud mod kongen for en anden løsning. Han lykkedes med sine artikler. Det blev besluttet, at der skulle forberedes en ny forfatning på et nyt grundlag. Stænderforsamlingen i Roskilde valgte Monrad til at indgå i dette arbejde. De nationalliberale mobiliserede under ledelse af Orla Lehmann, som indkaldte til stormøder i Kasinoteatret. Det sidste møde udmøntede sig i et folketog til kongen, hvor han indvilgede i et nyt ministerium. Monrad sås herefter som den ubestridte leder i en fredelig afskaffelse af enevælden.

Ud over Monrad indgik Orla Lehmann, L.H. Hvidt og Tcherning, der repræsenterede Bondevennerne i en ny national samlingsregering. Monrad som kultusminister med ansvar for kirke og uddannelse. Hans største fortjeneste i denne tid var hans udkast til en grundlov, som han udarbejdede på rekordtid. Grundloven skulle endeligt færdiggøres og vedtages af en grundlovgivende forsamling, der skulle vælges på demokratisk vis med almindelig valgret. Det var epokegørende med datidens øjne. Alle mænd over 30 år med egen husstand kunne stemme. Set med nutidens øjne ser det knapt så retfærdigt ud. Kvinder, tyende og fattige kunne f.eks. ikke stemme. Kongen sikrede stabilitet til den konservative side ved, at kongen udpegede 38 kandidater ud af de 152 medlemmer som udgjorde forsamlingen.

Der skulle sluges mange kameler af de herskende klasser. Nu sad samfundets laveste klasser med ved bordet. F.eks. blev der valgt 30 med en baggrund som husmænd, fæstere og møllere, 5 lærere og 15 med baggrund i handel og håndværk til den grundlovgivende forsamling.

Den Grundlovgivende forsamling. 152 mænd bestående af 114 folkevalgte og 38 kongevalgte, som fra den 23. oktober 1848 diskuterede og udformede Danmarks første grundlov, Junigrundloven, der trådte i kraft med kongens underskrivelse den 5. juni 1849. Malet af Constantin Hansen mellem 1860-1864 på bestilling fra godsejer Alfred Hage Oremandsgård ved Præstø.

Del 1: Købmandsspire hos købmand Kornerup i Præstø

Mon, 16 Jan 2023 15:04:00 GMT

Første del: Mød den 8-årige Monrad, der svigtet afleveres i Præstø. Hør om ar på sjælen, gode plejeforældre og hemmelige, forbudte skrifter.

Købmandsspire hos købmand Kornerup i Præstø

8 år gammel blev Monrad afleveret hos sin moster og onkel i Præstø. Moderen magtede ikke at tage sig af ham. Forud havde familien levet et turbulent liv i Norge. Faderen led af tiltagende sindssyge, der gav sig udtryk i vrede og raseri ofte vendt mod de nærmeste. Efter 5 år med uforudsigelig vold fra faderen forlod moderen ham. Hun tog Ditlev med sig og overlod ham i 1819 til sin søster og svoger. Her opholdt han sig de næste 6 år. Alt tyder på at købmanden onkel Rasmus og moster Lene Frederikke i Præstø var gode og kærlige plejeforældre også da økonomien gjorde det vanskeligt at forsørge en større børneflok. Men selvfølgelig gav det ar på sjælen at blive forladt og svigtet af sine forældre. Disse kommer op til overfladen igennem prædikener og i hans forfatterskab.

Her ses det i et citat fra en prædiken mange år senere:

”De Børn, der saa tidligt har mistet deres Forældre, at de ikke har kunnet bevare noget Billede af dem eller Minde om dem har et inderligt ønske om at have kendt dem —” (Henrik Gade Jensen) s. 24)

Temaet behandles bl.a. også i dramaet om Kong Saul skrevet af Monrad, hvor kongens forstødte datter udbryder:

”Er mindet mørkt, da bliver håbet mørkt
For faders brøde må jo barnet lide” (Kai Just s. 112)

I modsætning til dette siger den gode David som har nydt forældrekærligheden:

”Thi jeg ved jeg elsket er
Af min ven og min fader
Af min moder og af dig” (Kai Just s. 112)

Men Monrad kom videre takket være gode plejeforældre, en årvågen præst i Præstø, som fik ham i latinskole og ikke mindst værtsfamilien under latinskoleårene.

Købmand Kornerup var en af de rigeste mænd i Præstø. Han havde en blomstrende købmandsforretning og det lå i luften, at Monrad også skulle gå handelsvejen. Han færdedes dagligt bag disken og bragte købmandsvarer ud, sikkert også pakker til Grundtvig, som i 1821 og 1822 var præst i Præstø. Monrad var et yderst velbegavet og videbegærligt barn. Allerede i en alder af 12 år læste han i hemmelighed den engelske revolutionære tænker Thomas Paines værk ”The age of Reason” i dansk oversættelse. Han fik også fat i tidskriftet ”Politisk og Physisk Magazin”, som udkom ind til 1806 og skrev om de mange radikale ideer som strømmede ud over hele Europa i kølvandet på den franske revolution. Det var også her, at Marseillaisen i P.A. Heibergs oversættelse første gang blev trykt.

Selv siger Monrad:

”Som 12 Aars Dreng fik jeg fat på Tom Paines fordum meget berygtede Bog, som jeg læste hemmeligt med den største Nydelse. Saaledes gik allerede den umodne Alder Troen og Sindets Ro til Grunde, idet Eftertanken dog var bleven vagt.” (Henrik Gade Jensen s. 25)

Englænderen Tom Paine skrev flere revolutionære værker, som blev udgivet i kæmpe oplag, han var aktiv deltager i den Amerikanske borgerkrig og i arbejdet med den amerikanske forfatning. Efterfølgende tog han tilbage til Europa, og i Frankrig deltog han ligeledes i revolutionen og arbejdet med en ny forfatning.

Ud over at fremkalde Monrads eftertanke var Thomas Paine også som menneske, det man i dag kalder en helt eller en fantastisk rollemodel, der både repræsenterede forandring, mod og eftertænksomhed.

Det siger en hel del om Præstøs borgere, at sådanne revolutionære skrifter var tilgængelige for en r dreng i 12 årsalderen. På det tidspunkt regerede Frederik d. 6. Danmark med fast hånd og han tillod ikke revolutionære tanker og skrifter. Historien melder ikke noget om, hvem den opvakte dreng fik disse forbudte skrifter fra.

I Præstø-årene begyndte Monrad også at lære sig tysk og Engelsk. Tysk var oplagt idet tysk var en del af handelssproget. Engelsk var endnu ikke fremtrædende. Måske var det revolutionshelten, der inspirerede ham til at lære sig det engelske sprog. Man lærte ikke engelsk i latinskolen, her koncentrerede man sig om latin, græsk og fransk. Senere på teologistudiet var det hebraisk og arabisk, der bl.a. optog den unge Monrad.

Præstøs borgere finansierer Monrads optagelse i latinskole

Da Monrad i 14 års-alderen gik til konfirmationsundervisning hos sognepræst Nicolai Søtoft, opdagede denne hurtigt drengens blændende begavelse. Nicolai Søtoft mente, at drengen var bestemt for noget andet end købmandskabet, nemlig en akademisk løbebane. Det forudsatte den gang en afgangseksamen fra latinskolen.

Men nu var købmand Kornerup ikke længere den meget rige onkel. På dette tidspunkt var onklen på det nærmeste gået fallit efter en bedragerisag, hvor en svend hemmeligt havde solgt varer for omkring 10.000 rigsdaler og stukket pengene i egen lomme. (Kai Just s. 81) Dette skete samtidig med at købmænd i hele Danmark gik fallit og led under landbrugskrisen, der rasede i 1820-erne.

Det blev skæbnesvangert for købmandsfamilien. De måtte flytte til et mindre hus, som købmanden havde opført på Torvet 4 i 1821, et af de huse som man på det tidspunkt kunne bygge på gratis byggegrund. Her trak han sig tilbage og arbejdede først som forligskommissær efter at have afhændet sine forretninger. Sine sidste år arbejdede han som havnefoged. Han døde i 1837. (Gamle Huse i Præstø s. 18 og 230)

Præsten mente, at det ville være synd og skam at bortødsle den begavede drengs evner til et praktisk virke, han skulle gå uddannelsesvejen. Han udsendte derfor en appel til Præstøs borgere om støtte til drengens latinskoleophold. Heri skriver han bl.a.:

”hver gang han forlod mig smertede det mig inderlig, at Armod skulle være saa mægtig iblandt os at bortødsle det gode Hoved fra den rette Plads. At han selv har lært sig saa meget af det tyske Tungemaal, at han temmelig korrekt oversætter endog vanskelige Skrifter … at han iligemaade selv modig har begyndt at lære det engelske Sprog … det vidner i det ringste om en Vilje og Stræben … der giver god Forjættelse for Fremtiden.” (Henrik Gade Jensen s. 28)

Præstøs borgere viste sig generøse nok til, at man kunne sende drengen til Vordingborg for der at tage en latinskoleeksamen.

Han blev indlogeret hos adjunkt Lauritz Westengaard og hans hustru Else Marief. Høyen. Lauritz Westengaard blev den ”far” og mentor som Monrad havde så stærkt brug for. I plejefamilien kunne man ikke give den intellektuelle stimulans, som han fik i det Westengaardske hjem. Det blev også det hjem han søgte tilbage til når han flere gange i sin ungdom brød sammen under det arbejdspres og de psykiske kampe han bød sig selv. I dag ville man sige når han gik ned med stres. I dette kærlige, religiøse og intellektuelle hjem kunne Monrad komme til kræfter for igen at kaste sig ud i de mange politiske og intellektuelle kampe som hans liv blev fyldt af.

Efter at have forladt Præstø havde han kun sporadisk kontakt til sin plejefamilie i Præstø.

Ny serie! Mød D.G. Monrad

Mon, 16 Jan 2023 14:46:49 GMT

Mød D.G. Monrad: Fra fattigt plejebarn i Præstø til statsministeren, der gav os grundloven og tabte krigen i 1864.

Fra plejebarn til statsminister: D.G. Monrad og det dramatiske Præstø

Hvem var manden, der gav Danmark sin frie grundlov, men femten år senere stod tilbage som syndebuk for landets mest katastrofale krigsnederlag?

Hans navn var Ditlev Gotthard Monrad. Han huskes i historiebøgerne som en af 1800-tallets absolut mest magtfulde og komplekse politikere, men før han blev landets statsminister, færdedes han som en fattig, forladt dreng på Præstøs brosten.

I denne nye miniserie på tre kapitler dykker vi dybt ned i historien om D.G. Monrad. Vi skal helt tæt på den dramatiske danmarkshistorie, som udspillede sig i Præstøs egne gader:

Del 1: Købmandsspiren i Præstø. Vi starter i 1819, hvor en otteårig, svigtet dreng afleveres hos sin onkel, købmand Kornerup. Det er her, bag disken og i hemmelighed med forbudte, revolutionære skrifter, at Monrads usædvanlige hjerne vækkes.

Del 2: Grundlovens fader. Rejsen fortsætter til København, hvor fattigstudenten eksploderer ind i den akademiske elite. Med inspiration fra sin barndom i Præstø skriver han på rekordtid udkastet til Junigrundloven i 1849 og afskaffer enevælden.

Del 3: Valgdrama og krigen 1864. Vi vender tilbage til Præstø, hvor det nye demokrati heroisk slår gnister i en beskidt valgkamp med Grundtvig i kulissen. Og vi følger Monrads ultimative fald i krigen 1864, der sendte Præstøs egne sønner i døden.

Følg med i de kommende uger, når vi ruller fortællingen ud om den visionære valkyrie og hans tætte bånd til vores by!

Mette Marie Grønvold, en forretningskvinde

Fri, 30 Sep 2022 09:39:46 GMT

Luksus, sølvtøj og millionlån. Arkivar Stella Mikkelsen inviterer indenfor i stuerne hos den usædvanligt rige og magtfulde enkefru Grønvold fra Præstø.

Arkivar Stella Mikkelsen tog os med på en tur igennem enkefru Grønvolds stuer og kamre ved et velbesøgt foredrag i boghandelen Tissot og Koch under Gyldne Dage i Præstø 2022.

Fru Grønvold var en kvinde med stor handlekraft. Da hun blev enke, købte hun ejendommen Torvet 1, rev den ned og byggede en statelig ”gård”, som tillod hende at leve et liv i luksus. Hun var også en dreven forretningskvinde. Penge skulle ud og arbejde så hun brugte sin formue til at tjene penge på igennem udlån. Ikke mindre end 20.000 rdl. til en rente på 4% havde hun ved sin død i udlån.

Foredrag af Stella Mikkelsen, Arkivar i Vordingborg Kommune – afholdt under Gyldne Dage i Præstø 2022

Mette Marie Grønvold , født Søby – hvad man kan sige om hendes hjem ud fra skiftet.

Jeg har fået i opdrag at sige noget om boet efter enken Mette Marie Grønvold, der var gift med en af byens store købmænd Hans Christian Grønvold.

Der er forskellige kildetyper, man kan tilgå, når man ønsker at vide noget om en given person i løbet af 1800-tallet. Først og fremmest er der kirkebøgerne, hvor man kan finde deres fødsel, konfirmation, vielse og deres børn. Det kan være en udfordring at finde dem, for mange har flyttet rundt. I folketællingerne kan være heldig at finde familien – i dette tilfælde ikke så svært, fordi købmænd ikke flyttede rundt i samme omfang, som mindre håndværkere og tjenestefolk gjorde. Folketællingen kan sige, hvem der var i huset på det tidspunkt, der blev talt. Her kan man f.eks. se familiemedlemmer, tjenestefolk – og hos den aktive købmand antallet af ansatte. Man kan også se, om der i huset boede personer til leje – det var ikke ualmindeligt hos de mindre bemidlede, at et værelse var udlejet.

Skattelister fortæller om det økonomiske fundament. Brandtaksationerne (forsikringer) blev indført i 1761 som konsekvens af de mange brande, der jævnligt hærgede byer – og som kunne slå bunden ud af en familie, der mistede sit hus til flammerne og ikke havde penge til at bygge op igen. I en del tilfælde blev der indsamlet penge blandt byens indbyggere, men det var ikke en given sag, at man fik ret stor dækning. Brandtaksationerne har den fordel, at man får beskrevet huset – hvor mange fag er det – et fag er afstanden mellem to stolper; 1½-2 meter. Man kan også læse, hvordan huset er bygget op – og hvilken tagtype der er valgt. Omkring 1830 blev det bestemt, at stråtage skulle udfases i købstæderne for at reducere risikoen for brand – og for at den kunne brede sig så hurtigt, som det skete. Omkring 1850 ser det ud til at være blevet efterlevet i landets købstæder.

Endelig er der skifterne, og det er skiftet efter enken, jeg har valgt at dykke ned i. I dag foregår skiftehandlingen i skifteretten, hvor man bliver indkaldt efter et par måneder og på mødet skal tage stilling til, om det er uskiftet bo, privat skifte osv. Ni måneder efter skal der afleveres en boopgørelse, der danner grundlaget for arveafgiften.

I århundreder har forløbet været det, at skifteforvalteren som regel mødte på adressen dagen efter, at dødsfaldet var blevet anmeldt. Han skulle have et par vidner med, og repræsentanter for arvingerne – særligt hvis der var umyndige arvinger.

Skifteforvalteren og de fremmødte skulle så nedfælde det hele – dels det formelle omkring boets vidner, arvinger osv. og dels – og ikke mindre væsentligt – skulle alt indbo registreres i protokollen. Man gik derfor fra rum til rum.

Inden jeg kommer mere ind på enkefru Grønvolds boligforhold vil jeg kort sige noget om det typiske hjem i Præstø på den tid – for at sætte hendes hjem i en kontekst, der giver mening.

Midt i 1800-tallet kunne Præstøs indbyggere deles op i fire grupper. Overklassen som bestod af ejerne af Nysø (selv om de strengt taget ikke var en del af købstaden Præstø – der var dog et vist samarbejde om skole- og fattigvæsen), embedsmænd og storkøbmænd. Middelklassen var de mellemstore håndværkere, der typisk havde nogle få ansatte. Dernæst var der gruppen af mindre håndværkere, der havde til dagen og vejen – og måske en logerende eller to til at supplere deres indtægt. Den sidste gruppe var de fattige, der skulle finansieres af fattigkassen.

Det kendetegnende for boligerne hos de små og mellemstore håndværkere var, at der typisk var en stue og køkken; hos de lidt bedre stillede kunne der være et sovekammer. Der var få møbler – ofte brunmalede og måske med lidt rød, grøn eller blå maling. Der var ikke mange tekstiler – sengelinned og andre boligtekstiler, da det var bekosteligt at anskaffe. Det var ikke ualmindeligt at se arbejdsredskaber – karteredskaber, rok osv. Hvis der var billeder på væggene ville det typisk være billige tryk uden glas og ramme. Der ville heller ikke være mange personlige genstande – glas, porcelæn, kortspil osv.

Kendetegnende for de lavere klasser var også, at hvis manden døde, var det starten på en deroute for enken. Pensionsopsparinger og offentlig pension fandtes ikke på dette tidspunkt – der kom først en pensionslignende ordning i 1891. Så hvis familien ikke havde penge sparet op, måtte enken forsøge at ernære sig ved at sy for andre eller lignende – og kunne måske være heldig at undgå fattiggården.

Mette Marie Grønvold født Søby døde den 31. maj 1860 og blev begravet den 6. juni. Hun var enke efter agent og købmand Hans Christian Grønvold, og hun blev 67 år.

Hendes mand døde i 1852. De blev gift 17. juni 1814 i Jungshoved og fik en del børn i deres ægteskab. Samme år, som hun blev enke, købte hun ejendommen Torvet 1. Dengang lå der et otte-fags bindingsværkshus, som hun erstattede med det nuværende forhus, sidehus og østlige baghus. Huset blev grundmuret i ni fag i klassicistisk stil – enkle, rene linjer og symmetri. Også side- og baghus grundmuret.

I folketællingen 1855 kan man se, at hun levede af sine midler. Derudover havde hun to hjemmeboende børn – en 18-årig datter og en 16-årig søn. Dertil kom en jomfru – dvs. en lidt ældre tjenestepige; i dette tilfælde en 25-årig og endelig en ung tjenestepige. I 1860 boede enkefru Grønvold alene med en ny husjomfru og en ung tjenestepige.

Når man ser på registreringen af boet kan der tælles følgende rum: dagligstue, vaskekøkken, brændehus, loft, folkestue, vognremise, havestue, rullestue, køkken, spisekammer, spisestue, sal, entre, sovekammer, jomfruens værelse, pigekammer, mellemkammer og endnu et loft – det kan være i en af sidebygningerne, det fremgår ikke af skifteprotokollen. For en enke, der flyttede ind med to børn og et par tjenestefolk er der tale om en ret stor bolig, der tydeligt siger noget om hendes økonomiske formåen. Hendes hjem vidner også om et liv med repræsentation – og formentlig en del gæstebud. Og hvor mindre bemidlede hjem i den højere ende kunne have et repræsentativt rum med billeder og personlige genstande og de følgende med mere beskedne møbler – var dette hjem ganske enkelt fyldt med ting, smukke møbler af god kvalitet hele vejen igennem.

Man kan se enkefruen tage imod gæster i dagligstuen – inviteret til te og eftermiddagskage, men der var også en del af de genstande, der skulle bruges i spisestuen – der ud over sølv te-, dessert- og spiseskeer også rummede specialskeer – kartoffelske, ragoutske, fiskeske, gafler og knive – også sølv. Rummet over ses velstand – sukkerskåle, flødekande, sukker-, peber- og kanelbøsser i sølv. Tepotte i sølv.

Rummet er indrettet med 2 lænestole, et divanbord, et skrivebord, en sofa, to stole, en skammel, en taburet. Pynten af en piedestal, et taffelur (det beskrives ikke, men pynt i de repræsentative stuer var gerne noget forgyldt og gerne med krummelurer). Der var fem billeder på væggene – de beskrives ikke nærmere, så vi har ingen fornemmelse af, hvad motiverne kan være – der er dog en stor sandsynlighed for noget med religiøse ting – eller natur, men det er mit gæt. På kakkelovnen en figur – der heller ikke beskrives yderligere. Det er minusset ved skifteregistreringen.

I stuen var der også 18 duge og 132 servietter, der vidner om et liv med selskabelighed – og velstand.

Alle genstande i huset bliver værdisat, og det giver et virkelig godt indblik i, hvad der havde værdi på daværende tidspunkt. Eksempelvis blev de 13 sølvspiseskeer vurderet til 50 rdl. De 18 duge -som vi dog ikke kender størrelsen på – blev vurderet til 54 rdl.

Tekstiler var bekostelige og var med til at vise økonomisk formåen. Der var f.eks. også både almindelige gardiner og rullegardiner i dagligstuen.

Hvis vi går til spisestuen er det tydeligt, at der også her er tænkt i det repræsentative. Der er maghogni møbler – en Schiffon – som egentlig er en schiffoniere – et lille skuffemøbel. Og ud fra møblernes mængde, må spisestuen enten have været ret stor – eller også meget proppet. Der var en divan og 5 lænestole, et dinerbord, et spillebbord, et lille bord og to mahogni pidestaler, hvor der kunne stå ting på – og et ovalt spejl i forgyldt ramme – noget der skulle være med til at skabe rumlighed. Også her var der rullegardiner – 4 fag.

Det vil være for omfattende – og nok også dræbende kedeligt – at gennemgå hele boet værelse for værelse.

Af andre rum, hvor man kan se velstanden er i sovekammeret, mellemkammeret og pigekammeret. I sovekammeret var seng med to krølhårsmadrasser og en hømadras. Hømadrassen blev værdisat til 1 rdl – og de to krølhårsmadrasser til hver 10 rdl. Midt i 1800-tallet var det stadig forholdsvis nyt med madrasser – de blev indført i slutningen af 1700-tallet. Krølhår var fyld af uld, der har givet en bedre – og formentlig også lunere madras end hømadrassen, der formentlig også har været mere hård. I en del hjem var sovekammeret også repræsentativt – det var jo her man kunne vise tekstilerne frem – som f.eks. de mange blå-, rød- eller gulstribede puder og under- og overdyner. I sovekammeret var der ikke mindre end seks puder, en underdyne og en overdyne af sirtesbetræk – en meget fin vestindisk bomuld med påtrykt motiv. Ud over madrasser, puder og dyner var der adskillige trækkepuder – dvs. puder, der kunne betrækkes med pudevår. Endelig var der også siddemøbler i sovekammeret – nemlig 4 mahognifarvede stole, bord servante med tilbehør, og mahognispejl med konsol – og endelig gardiner og rullegardiner.

Tjenestefolkene have helt enkelt værelse med seng, under og overdyne og et antal hovedpuder, men der var også et jomfruværelse, der var møbleret som opholdsrum, og hvor husjomfruen formentlig har kunnet trække sig tilbage. Om tjenestepigen har kunnet benyttet det, ved vi ikke. Man må – ud fra boligens størrelse og antallet af tjenestepiger – antage, at de begge har haft rigeligt at se til i løbet af dagen. Endelig var der en del tekstiler på loftet, som også er blevet registreret.

I vognporten stod datidens svar på nutidens Tesla – en Wienervogn vurderet til hele 250 rdl.

Når man efter at have læst boregistreringen – og hele skiftebehandlingen igennem – kan det undre, at enkefru Grønvolds gangklæder ikke er blevet registreret. På et af de sidste skiftesamlinger om boet beder sønnen om, at gangklæderne undtagets boet registrering. Det bliver besluttet, men de bliver låst inde og skifteforvalteren får nøglerne.

Efter første skiftesamling skulle der udsendes proklama, så mulige kreditorer kunne gøre krav gældende og debitorer blive klar over, at der skulle ses på deres gæld til boet – og aftales indfrielse. Derudover skulle den faste ejendom – vurderet til 8000 rdl. og alt indbo sættes på auktion – der skulle afholdes tre offentlige auktioner i løbet af de kommende måneder. Dog skulle boets løsøre sælges snarest og overdrages skifteforvalteren til mortensdag – det vil sige 11. november. At skifteforvalteren skulle have indtægten overdraget hænger sammen med, at han stod for håndteringen af boet. I forbindelse med registrering af boet var der ingen kontanter. Havde der været det, havde de skulle registreres og låses inde.

Enkefru Grønvold havde skrevet testamente, men det har jeg ikke fremskaffet, men jeg kan læse ud fra skiftebehandlingen, at en del skulle betænkes med beløb og renter af beløb.

Og der var rigeligt. Godt nok blev der på et af skiftemøderne fremlagt en række regninger på beløb hun skyldte – f.eks. 99 rdl. til boghandler Svenstrup, men der var også regninger til maleren, postkontoret, husjomfruen. På samme møde begyndte man så også at opliste rækken af personer, der havde gæld til boet – penge, der skulle indkradses eller laves afbetalingsaftaler om. Posterne ligger som obligationer, der er udstedt i forbindelse med låntagningen. I 1861 var sparekasser så småt ved at komme i gang på markedet, men havde ikke fået så stort fodfæste endnu – og slet ikke som udlånsforretning. Derfor var det ikke ualmindeligt – gennem århundrede – at velhavende mennesker lånte penge ud til gode renter. Rentesatserne fremgår ikke her, men det der gengives fra testamentet af de beløb, der skal uddeles til arvingerne tales der om forrentning på 4% fra dødsdagen – så man kan forestille sig, at det er det samme niveau, obligationerne har ligget på. Og at hun har haft mange penge at låne ud af ses af penge ude hos andre på over 20.000 rdl – svarende til et miobeløb i vore dages økonomi.

Rollen blev spillet af Stella Mikkelsen.

Foto: Lone Larsen

Billeder fra H.C. Andersens verden

Tue, 06 Sep 2022 10:49:42 GMT

Mere end bare ord! Dyk ned i billederne fra H.C. Andersens verden og se, hvordan kunsten og eventyret smeltede sammen.

Vi har stor glæde at præsenterer billeder fra H.C. Andersens verden. Billederne er taget af Tanja Bovin (se hendes hjemmeside her ) og viser hvordan at statisterne som kommer til at optræde i Præstø under gyldne dage gør sig klar til eventet. Kom og mød dem i byens gader om lørdagen og søndagen mellem klokken 10 og 16.

Fremstilling af tøj i Præstø i begyndelsen af 1800-tallet

Thu, 21 Apr 2022 10:03:10 GMT

Fattigdom, tuberkulose og hårdt slid. Kom tæt på sypigernes barske virkelighed og Præstøs stolte skræddere og skindbuks-magere i 1845.

Tøj blev fremstillet i hjemmet ofte med hjælp fra sypiger eller af en skrædder. I Præstø var der også en større produktion af vædder- og hjorteskindsbukser i begyndelsen af 1800-tallet. Alt blev fremstillet i hånden. Symaskinen var endnu ikke opfundet.

Lad os se på hvilke borgere, der var beskæftiget med tøjfremstilling i Præstø på baggrund af folketællingen i 1845.

Sypigerne/kvinder som ernærer sig ved håndarbejde eller syning.

Kvinderne var normalt beskæftiget med at holde hus, med alt, hvad det indebærer eller i deres unge dage som tjenestepiger. Men nogen var uheldige. De blev enker eller forblev ugifte. Hvis de havde håndelag for det, kunne de så ernære sig ved syning eller spinding.

Det har ikke været en dans på roser at leve af syning, og i litteraturen kender vi da også sypigerne som stakkels fattige kvinder, som er ofre for tuberkulosen.

Ofte må de også prostituere sig for at kunne forsørge sig selv og deres børn. Tænk på Mimi i operaen La Boheme hun når lige at forelske sig i en af studenterne, men må snart efter dø af tuberkulose. I Les Miserables forsøger Cosettes moder at forsørge sit barn ved syarbejde, men da det ikke slår til, må hun ulykkeligvis også sælge sin krop.

Sypigerne i Præstø i 1845

I 1845 boede der 853 personer i Præstø. Folketællingen viser navn, alder, bopæl, beskæftigelse og ægteskabelig status for samtlige 853 indbyggere. Kigger vi på folketællingen fra 1845 ser man en by der stort set kan være selvforsynende med alt. Også tøjproduktionen er bredt repræsenteret blandt indbyggerne.

I 1845 er der 13 kvinder, der ernærer sig ved syning, en af dem ved spinding. 7 af dem er enker og 6 er ugifte.

I Adelgade 2+3 bor enken Kirstine Andersen på 52 år. Hun forsørger sig og sin datter på 14 år ved syning.

I Adelgade 11 bor de to ugifte søstre Margrete og Hansine Ofengaard på hhv. 42 og 39 år. De supplerer en pension med syning. Lidt længere nede ad gaden i nummer 23 og 24 bor søstrene Ane Dorthea og Caroline Bertelsen på 29 og 25 år. Også de ernærer sig ved syning. Giftealderen var meget høj, så det er ikke usandsynligt, at de 4 kvinder kan nå at få status som hustru i en håndværkerhustand. Den hyppigske giftealder var mellem 31 og 50 år.

Spinding eller syning kunne også være et supplement til almisse f.eks. enken Sara Kallehauge på 76 år i Adelgade 43. I nr. 58 boede enken Christine Møller på 57 år med sin søn Theodor på bare 12 år. Ved siden af hende i nr. 59 lever enken Maren Olsen på 48 år begge beskæftiget med syning.

I Grønnegade71 A bor ugifte Sofia Thygesen Scholin på 32 år hos vævermester Hans Jensen og hans kone. I Grønnegade 90 bor enken Margrethe Clausdatter på 61 år, hun oplyser, at hun ernærer sig ved håndarbejde. Ugifte Karen Nommesen i Grønnegade 91 på 63 år lever også af syarbejde. Men samtidig havde hun drengen Jens Frederiksen fra København på bare 8 år til opfostring. Det har nok givet en ekstraskilling i form af betaling fra kommunen og drengens arbejde.

Også i Strandgade 62 – 63 har vi et par sypiger. Det er enkerne Dorthea Dam og Cathrine Nielsen fra stuen og første sal begge 72 år. Den ene oplyser syning som sit erhverv den anden håndarbejde.

Skræddere, farvere, vævere, feldberedere og handskemagere

Skulle man have lidt mere sofistikeret tøj gik man til skrædderen. I Præstø var der ikke færre end 4 skræddermestre. I Adelgade 46 finder vi 70-årige Eiler Pedersen, i nummer 54 A bor skræddermester Johannes Petersen på 45 år med sin kone Dorthea på 38.

I Adelgade 57 B finder vi byens storskrædder Henrik Bode på 52 og hans kone Marie på 44. Værkstedet tæller også to skræddersvende S. Bergensen på 18 og K. Petersen på 22. Også familiens 3 sønner Frederik 21, Carl 17 og Edvard 13 er opført som lærlinge i værkstedet hos Henrik Bode.

På Skibsbro 95 B finder vi den sidste af de 4 skræddermestre Erik Holm Mathiesen på 30 gift med Wilhelmine på 25.

Men der hører andre fag til tøjproduktionen f.eks. væveren og farveren. I Grønnegade 71 A finder vi væveren Hans Jensen på 36 og hans kone Johanne på 56. Farveren Jørgen Petersen på 34 ugift bor i Adelgade 41 B.

Præstø havde en stor produktion af skind og skindbukser i begyndelsen af 1800-tallet. Derfor finder man hele 3 feldberedere i Præstø.

En feldbereder eller garver er en person, som hovedsageligt garver afhårede dyrehuder og skind for at konservere og blødgøre dem samt give dem forskellige egenskaber som styrke.

Garverfaget som erhverv er årtusindgammelt og forudsætningen for, at man kan anvende skind som beklædning.

Præstø var kendt for en stor produktion af skindbukser lavet af hjorte og vædderskind i denne periode. Bukserne kunne fås i flere farver herunder gule, sorte og violette. Og de var meget populære blandt bønderne. Feldberederne producerede bukserne.

I Adelgade 55 finder vi feldbereder Niels Juchum Scharff på 51 med sin kone Kirstin på 33. Sønnen Johannes er ansat som svend og Carl Giese som lærling. På Vesterbro 84 finder vi ugifte Peder Jacobsen på 34 og på Skibsbron 95 A findes den tredje feldbereder enkemanden Jørgen Lange på 73 år.

Sidste faggruppe i tøjproduktionen er handskemagerne. Der var to handskemagere i 1845. Ud over handsker var de også kendt for deres produktion af lammeskindspelse. Man finder handskemager Hans Kristoffersen på 54 og hans kone Ellen i Adelgade 48 og i Grønnegade 68 finder vi enkemand Evald Olsen på 75 år.

Susanne Volqvartz

Mode og klædedragt i begyndelsen af 1800-tallet

Fri, 21 Jan 2022 10:37:49 GMT

Høj hat til herren og løse kjoler til fruen. Dyk ned i 1800-tallets modescene og se forskellen på borgerskabets luksus og almuens praktiske tøj.

Revolutionens mode

Med den franske revolution og dens frihedsbevægelse blev kvinderne befriet fra rokokoens snøreliv og fiskebensskørt.

Kroppen blev lukket ud af sit bur. I stedet klædte den moderne kvinde sig i en tunikakjole, der hang løst på kroppen bl.a. inspireret af udgravningerne i Pompeji og Herculaneum. Et langt sjal, flade sko og en bredskygget kyse med masser af pynt fuldførte dragten.

Bag den lette kvindedragt der stiller kvindens person til skue, ligger en gryende selvhævdelse.

På billedet fra 1796-97 malet af Jens Juel ses det unge par i tidens mode.

Det blev borgerskabets århundrede. De overtog det, der havde været ”pøbelens” dragter. Det var f.eks. lange støvler og bukser inspireret af rideknægtens og matrosernes dragter. Og så var det også slut med de pudrede parykker. Den høje hat, som var inspireret af den engelske hjelm til rævejagter, blev højeste mode for mændene.

Empiren vinder ind 1804 til ca. 20

Det blev igen alvorlige tider. Napoleon blev enehersker i Frankrig, og han ønskede verdensherredømmet. Romerriget var hans forbillede, og det satte sit præg på moden. Kvindernes kjole blev skåret lige under brystet, kjolen fik små pufærmer over lange stramme ærmer. Napoleon påbød silke ved hoffet. Det lange sjal og de flade sko var en del af dragten og kysen fuldendte den.

Det Nathanske Familiebillede malt af C.W. Eckersberg i 1818 viser empiren i de forskellige generationers klædedragt. Billedet findes på Statens Museum for Kunst.

Biedermeiertiden

Nu skulle kvindekroppen dækkes helt til igen. Forretningslivet og politik lå uden for kvindernes horisont.

Kvindens opgave var at blive gift og passe sit hjem.

Kysens skyklapper over et ærbart skilt hår, skrånende skuldre under et sammentrukket sjal og kæmpe skinkeærmer og stramme snøring understreger kvindens bundne sociale stilling.

C.A. Jensen Portræt af baronesse Christine Stampe, 1827 kan ses på Thorvaldsen Museet. Her ses den store kyse med masser af kniplinger, kjolen med den stramme indsnøring og de store skinkeærmer.

Et fint eksempel på biedermeirmoden ses her i Emil Bærentzens billede af Familien Skram rundt om bordet. Læg mærke til herrernes høje kraver og de omfangsrige kjoler med store skinkeærmer.

Kvindernes frisurer er kendetegnet ved midterskilningen og den lille flettede knold oppe på hovedet. Se også langsjalet på stoleryggen.

Herremoden

Mandsdragten udviklede sig ikke nævneværdigt igennem 1800-tallet. H.C. Andersen var en forfængelig mand, som fulgte moden.

På dette portræt, som digteren selv holdt meget af, malt af Elisabeth Jerichau i 1850 ser vi et godt billede på 1800-tallets mandsdragt.

Læg mærke til den høje krave med bindesløjfe, kjolebrystet, vesten og naturligvis også handskerne. Farverne på mandsdragten var århundrede igennem de mørke farver som sort og brunt.

Almuens klædedragt

Emil Bærentzen 1828, Statens Museum for Kunst

Vi har fundet eksempler på klædedragt og mode fra første halvdel af 1800-tallet på malerier. Borgerskabet og kongehusets klædedragt er godt illustreret. Anderledes forholder det sig med almuen og de fattige. Romantikkens malere beskæftigede sig ikke meget med det, vi kalder almindelige mennesker og de fattige.

Vi har fundet et enkelt maleri af Emil Bærentzen (1799-1868) fra 1828. Billedet hedder Familiebillede og indeholder en scene fra torvehandel. Kyserne, skinkeærmerne og forklædet var betegnende for klædedragten her blandt handlende i København.

Indimellem sniger samfundets lavere lag sig dog ind i malerier af de fornemme borgere som her på Jørgen Sonnes frise, som smykker Thorvaldsens Museum. På dette udsnit, hvor Thorvaldsens kunstnervenner modtager ham ved landgangen, ser vi til højre i billedet en ”pige” med herskabets børn og borgeren i skjorteærmer, vest og kasket i modsætning til borgernes høje hatte. Pigen bærer naturligvis forklæde og tørklæde, ikke hat, som borgerskabets kvinder ville gøre det. Se igen mændenes høje kraver.

For borgerskabets vedkommende var der tale om skiftende moder. I første halvdel af 1800-tallet var empiren og biedermeiermoden fremherskende. Det samme gør sig næppe gældende for smeden, skomageren eller slagteren og deres hushold. De klædte sig i det, der var praktisk og det de havde råd til.

Deres klædedragt ændrede sig ikke meget i løbet af århundredet. I modsætning til romantikkens malere beskæftigede senere malere, symbolististerne og socialrealisterne sig en del med de fattiges kår.

Vi har fundet nogle malerier, hvor vi kan se dele af klædedragten, som også var fremherskende tidligere i århundredet.

Laurits Andersen Ring, født 15.8.1854 voksede op i et fattigt husmandshjem på Sydsjælland og måtte tidligt hjælpe med på faderens værksted. 1869 kom han i malerlære i Præstø. Han rejste som svend til Kbh. for at uddanne sig til kunstner. (Merete Bodelsen Dansk Biografisk Leksikon) Han blev en at de fremmeste socialrealistiske malere.

Vi har fundet 2 malerier, som kan illustrere klædedragter blandt almuen i 1800-tallet. Det er ”Husmanden” fra 1897 og ”Morgenmåltidet” fra 1884. Læg mærke til sjalet, der krydses foran og bindes på ryggen, kvindernes forklæder og træskoene. Se også barnets forklædekjole.

Sydsjællænderen L.A Rings almuebilleder

Husmanden fra 1897, Ribe Kunstmuseum

L. A. Ring 1884 Morgenmåltid

Læs mere i ”Krop og Klær”, af R. Broby Johansen og ”Historien om moden” af Viben Bech.

Af Amelia og Susanne Volqvartz

De aller fattigste

Som eksempel på yderste fattigdom har vi fundet Valdemar Irmingers (1850-1938), maleri af en gammel kone, der har sanket brænde. Læg mærke til tørklæde og træsko.

De forældreløse børns Præstø

Thu, 19 Aug 2021 10:57:05 GMT

Fra hårde skæbner til håb. Hør den rørerende fortælling om, hvordan Præstø i 1800-tallet tog imod Københavns fattigste og mest udsatte børn.

I midten af 1800-tallet var det ikke ualmindeligt at dø i en forholdsvis ung alder. Børnedødeligheden var høj, og selvom en del mennesker opnåede en ret høj levealder, var det ikke ualmindeligt at dø inden man blev 50 år gammel.

I mange tilfælde var det umyndige børn, der mistede en forælder – og i nogle tilfælde døde begge forældre inden for kort tid efter hinanden.

Jeg har fundet et tilfælde ud fra kirkebogen for Præstø 1840, hvor der var konfirmation i Præstø Kirke. Jeg faldt over en ung pige, der var plejebarn og satte mig for at undersøge hendes liv nærmere.

Frederikke Neusch var født i Præstø i 1826. Hun var datter af vægter Hans Hendrichsen og Christiane Pedersdatter, men forældrene døde med tre ugers mellemrum som fattiglemmer i 1829, og hun kom derefter i pleje. Jeg har desværre ikke kunnet finde korrespondance om plejeforholdet hos fattigvæsenet. I folketællingen fra 1834 kan jeg se, at hun boede som fattiglem hos hattemager Nommesen og hans hustru, Karen.

Frederikke blev konfirmeret i 1840, da hun var 14 år gammel. Hendes karakterer var mg (lidt over middel) i kundskaber og mg i opførsel. Derudover er der noteret, hvornår hun blev vaccineret. Det er en vigtig oplysning. Danmark var plaget af koppeepidemier indtil begyndelsen af 1800-tallet, og i 1810 besluttede Frederik 6. og hans regering, at befolkningen skulle vaccineres mod kopper. Det var ikke frivilligt, for uden en vaccination kunne man hverken blive konfirmeret, gift eller komme i lære eller ind til militæret, medmindre man kunne dokumentere, at man havde haft kopper.

Det var almindeligt at komme ud at tjene, og for en pige, der som fattiglem var sat i pleje var det i særlig grad nødvendigt for at tjene til dagen og vejen, for hun kunne ikke forvente at blive forsørget af plejefamilien. I december 1840 blev Frederikke registreret som tilflytter i Beldringe sogn, hvor hun havde fået en stilling som tjenestepige. Det sidste, jeg har kunnet finde om hende, er at hun vendte tilbage til Præstø i april 1841.

Det var ikke ualmindeligt, at forældreløse børn kom i pleje hos familier i byen, og af de fem piger og 11 drenge, der blev konfirmeret i Præstø i 1840, var tre i pleje. Frederikkes forældre døde som sagt få år efter hendes fødsel. Jens Peter, der også var født i 1826, mistede sine forældre med et halvt års mellemrum i 1835. Faren var værtshusholder i Grønnegade, og hans enke fik få uger senere bevilling til at sidde i uskiftet bo med de i alt fem hjemmeboende søskende. Moren døde i september, og da arven blev endelig opgjort senere samme år, blev den delt ligeligt mellem børnene, der også kom i pleje hos familier. Hvordan det siden gik Jens Peter, har det ikke været muligt at finde ud af.

Vil du vide mere om fattigdom i 1800-tallet? Så tag et kig på vores artikel om det her https://www.gyldnedage.dk/naar-fattigdommen-banker-paa/

Stella Borne Mikkelsen
Arkivar, Vordingborg Kommune

Uddannelse i 1800-tallet

Thu, 12 Aug 2021 11:20:03 GMT

Katekismus, spanskrør og pigeundervisning. Dyk ned i 1800-tallets barske og disciplinerede skoleverden, hvor flid og moral var alt.

Almueskolen/borgerskolerne efter skolereformen i starten af 1800-tallet

Med skolereformen i 1814 blev der sat nye standarder for undervisning. Målet med undervisningen var at uddanne nyttige, kristne borgere og solide støtter for enevælden. Loven var en markant nyskabelse, idet staten nu påtog sig det økonomiske ansvar for at sikre alle obligatorisk undervisning. (Natmus.dk)

Men det tog mange år at implementere reformen på grund af landets dårlige økonomi og mangel på seminarieuddannede lærere. De første seminarier blev først oprettet i slutningen af 1700-tallet.

Skolens varighed

På landet gik man i skole hver anden dag og i byerne gik man i skole hver dag. Man begyndte i skolen ved 6-7 år alderen og gik ud af skolen 7 år efter ca. 14 år gammel. Skolen blev afsluttet med konfirmationen.
Ved siden af skolen passede børnene deres pligter hjemme, for de var en vigtig arbejdskraft i familien.

Pensum

I købstæderne skal børnenes deles i to klasser i forhold til deres alder samt kundskaber og færdigheder, og der skal undervises i religion, skrivning og regning, samt læsning; ”og saa bør Skolelæreren veilede børnene til ordentlig sang. I læseundervisningen skal anvendes bøger, som kan give Almuen et kort Begreb om dens Fædrenelands Historie og Geographie, samt meddele den Kundskaber, der kan tiene til Fordommes Udryddelse, og blive den til gavn i dens daglige Håndtering;” (Danskfagets historie i folkeskolen af Flemming Conrad)

Som læsebog blev Peder Hjorts, Den danske Børneven (1839), bl.a. brugt. Forfatteren havde personligt overrakt det første eksemplar til Kong Frederik den Sjette. Bogen er på 578 sider. (Præstø Amts Skolehistorie)

Også gymnastik kom ind i skolen, i en form med indslag af militær eksercits med trægeværer til eleverne (drengene forstås). Igen var faget betinget af, at lærerne havde lært sig disse færdigheder, det kunne man ikke tage for givet.

Trægeværer til ”gymnastikundervisning” fra Reventlow-Skolen. Frilandsmuseet i Maribo. Privat foto.

Pædagogik og opførsel

Pædagogisk var der tale om udenadslære, overhøring og elevernes indbyrdes undervisning som supplement til den ene lærer, der ofte stod med 30 elever eller flere. I begyndelsen af 1800-tallet regnede man med, at en lærer kunne undervise 50 elever ad gangen. Effekt havde undervisningen dog. Man regner med, at stort set hele befolkningen i kongeriget Danmark kunne læse i 1830’erne.

Børnene skulle rejse sig op, når læreren kom ind i lokalet og sige pænt godmorgen. De skulle sige ´De´´Hr.´og kun efternavn. De måtte ikke snakke sammen. De måtte slet ikke sige noget, medmindre de blev bedt om det af læreren. Når de skulle svare ham, skulle de rejse sig op først. Eleverne rakte ikke fingeren i vejret for at svare, de skulle svare når de blev spurgt. Kunne de ikke deres lektie, kunne der vanke af spanskrøret, eller de kunne få en lussing.

Der var mange måder at straffe på. Hvis man var den dårligste elev i klassen, var man fuks og måtte bære fuksehatten, som her ses på billedet fra Reventlow-skolen på Frilandsmuseet i Maribo. Privat foto.

Undervisningen byggede på udenadslære, blandt andet fra ´Katekismus´, som var ´Spørgsmål og svar i kristendommens centrale trosartikler. ´Kan du ej din Katekismus´ vanker der af spanskrøret´.

Se nogle eksempler herunder

Citeret efter Politikens Danmarkshistorie side bind 10 s. 426

Frederik d. 6. interesserede sig for almueskolen, og på hans foranledning indførtes et engelsk undervisningssystem, den indbyrdes undervisning. Den fremmede prisbillighed ved hjælp af militære ”troppebevægelser” i klasselokalet. Lov om indbyrdes undervisning blev indført d. 3. september 1822. Metoden blev brugt så længe han levede. Man skulle under undervisningen indlære en række trykte tabeller ophængt rundt omkring i klassen.

Først uddeler læreren bliktegn til de elever, der indtager en overordnet stilling, ”monitørerne”. Andre får et værdighedstegn som ”bihjælper” og endelig inddeles eleverne i læseskolen, skriveskolen, regneskolen og geografiskolen, hver under sin monitør og bihjælper. Derefter blæser læreren i sin fløjte og kompagnierne marcherer til ”slagmarken”, den tabel de skal indøve.

Herefter begynder bihjælperne indterpningen af de menige under opsyn af monitøren, der igen inspiceres af læreren. Et stød i fløjten og alle skifter plads. Politikens Danmarkshistorie bind 10 side 433.

Der findes ikke så mange illustrationer, som viser konkret skoleundervisning i danske skoler i det tidlige 1800-tal. Men denne tegning fra omkring 1870 skal illustrere, hvordan undervisning kunne foregå på en københavnsk skole før 1850, formentlig Kaserneskolen. Som man kan se, er læreren engageret med spanskrøret, men samtidig foregår der både læsning ved pultene og indbyrdes undervisning mellem eleverne ved tavler på væggene. Illustrationen pryder forsiden af andet bind af ”Dansk skolehistorie”, som omhandler tiden 1780-1850. Tegner er P.C. Klæstrup, og tegningen er fra hans bog ”Mine erindringer om livet i København i Tidsrummet 1815-1840”, Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek. – Foto: Thorkild Jensen. Kristeligt Dagblad 3. februar 2014

Tilsyn

Tilsynet med skolen blev på den tid varetaget af kirken. Det vil sige præsten, provsten og biskoppen. Man kunne ikke blive udskrevet af skolen, før man var blevet eksamineret og konfirmeret.

Lærerens forhold og uddannelse

Det tog mange år inden alle lærere var seminarieuddannede. Lærerlønnen var meget varierende trods loven, og der er flere eksempler på, at der sker fradrag i årslønnen.

Hvordan ser skolen ud?

Der findes meget få billeder og ingen af en skolestue som beskrevet i Præstø i begyndelsen af 1800-tallet, se senere. Men de to ovenstående billeder illustrerer ganske godt de pædagogiske metoder, der blev brugt og klassernes størrelse.

Skolen i Præstø

N.V. Nielsen beskriver i sin bog Præstø Købstad og Kloster fra 1899 skolevæsenets udvikling i Præstø. Skolen i Præstø i begyndelsen af 1800-tallet var af ringe kvalitet. Man kunne ikke holde på lærerne på grund af lønnens og boligens ringe standard. Læreren Johannes Duun arbejdede under meget ringe forhold i Præstø, men i 1806 fik han udvirket, at der skulle betales 30 rigsdaler om året i stedet for de hidtidige 15. Tre uger senere døde han.

Biskop Balles var på visitats på skolen i 1806 og han vurderede, at Duun havde været en duelig og virksom lærer. ”Han havde oplært Børnene godt i deres Børnelærdom. De læste godt i adskillige dem forelagte Bøger, som hidtil havde været fremmed for dem. De havde gjort smuk Fremgang i Skrivning og Regning, lært Salmer og kendte Bibelhistorie.” Præstø Amts Skolehistorie

Herefter blev studiosus (den som dyrker videnskaberne ved Universitetet) Anders Tønnesen ansat som lærer. Spørgsmålet om den elendige lærerlejlighed kom atter på dagsordenen. Resultatet var, at fattigvæsenets 3 fag i forlængelse af skolen skulle afstå dem til skolen. Disse blev sammen med den oprindelige lærerbolig sat i stand for 250 rigsdaler.

Andreas Tønnesen skabte herefter en hidtil ukendt orden i skolevæsenet. Byen ”påskønnede” dette ved at betale meget ringe for undervisningen. Han var således nødt til for egen regning at anskaffe bøger og papir til de fattige børn.

Da Tønnesen tiltrådte i 1806, var 40 børn fra byens 75 huse indskrevet i skolen. Biskop Münter skriver efter sin visitats i 1808: ” De saa alle rene og sunde ud og havde gode Sæder. Jeg lod et Par læse, eksaminerede een i Geografi, saa deres Skrift og Regning — alting var ordentligt. Ikkun klagede Skolemesteren over, at mange forsømte.” Han noterede også: ”Skolehus meget godt. Skolestuen rummelig, lys og luftig. Men saasnart det nye Reglement (af 1806) skal udføres, fattes Plads til en Klassedeling”. Præstø Amts Skolehistorie. Også i 1813 var biskoppen tilfreds med undervisningen kun Hovedregning haltede lidt. ” Han noterer ”Geografi og Historie læres, Skrivning saare god og renlig.” Men lærerens kår beklages. Han mener at byen skulle sørge for bedre vilkår for læreren.

Skolen lå på Grønnegades nordre side. I 1815 var der 60 skolesøgende børn.

Pigerne blev undervist i håndarbejde af to søstre Krogerup i 1815. Da de stoppede deres undervisning, overtog Tønnesens hustru denne del af undervisningen. Tønnesen var også klokker og kordegn.

Af indberetningen til amtet kan det ses, at alt skolens inventar bestod af 2 borde og to bænke, derimod fandtes der ikke et kateder og ingen stol til læreren. I 1816 var børnene i den øverste klasse heldige at få undervisning i matematik, naturlære, naturhistorie, historie og geografi 6 timer ugentlig. Denne forestod huslæreren på Nysø cand. theol. Repholtz ganske gratis, men den varede kun to år. Han skænkede herefter sine undervisningsapparater som landkort m.v. til skolen.

Her ses langborde fra Reventlow-skolens skolestue. Skolen blev opført af den store skolereformator Christian Rewentlow på Langet Midtlolland i Grevskabet Pederstrup i 1817. Fra Frilandsmuseet i Maribo Privat foto.

Tønnesen får kun ros med på vejen, og i 1821 blev han særligt rost af Det kongelige danske Kancelli. Han var også en anset mand i byen, hvor han virkede i 32 år frem til 1838. Som belønning for sin lange virksomhed som kordegn og lærer fik han efter indstilling fra kirkeinspektionen bevilget jord og klokkeringning ved sin død.

Det vides ikke om Tønnesen brugte den indbyrdes undervisningsmetode. Af en bog om Præstø Amts skolehistorie fremgår det, at netop Præstø amts skoler, var meget tilbageholdende med indførelse af denne moderne undervisningsform. I 1835 til 41 havde kun 64 ud af amtets 149 skoler indført indbyrdes undervisning og pladsforholdene i Præstøs skole tilsiger, at metoden næppe er blevet brugt der.

Efter Tønnesens død skulle hele skolevæsenets organisation ses efter i sømmene. Borgerne forsøgte at slippe med kordegnen som førstelærer og et ungt menneske som hans hjælper med henvisning til byens ringe størrelse og fattigdom. Men den gik ikke. Præstø var hverken fattigere eller mindre end så mange andre byer. Der skulle ansættes en kateket som førstelærer og en eksamineret anden-lærer. Cand.theol. Carl Edvard Müller blev første kateket. Han virkede som førstelærer ind til 1845, mens cand.theol. Christian Michelsen blev kordegn, klokker og anden-lærer og var det frem til 1852. I det sidste års tid led han dog af sindssygdom, hvor under hans hustru fik lov til at holde hjælpelærer Peter Andersen Hækkerup, seminarist fra Johnstrup seminarium fra juni 1851. Denne blev, til trods for nogen skepsis fra skoledirektionens side, ansat som kordegn og anden-lærer i 1852. Han skulle komme til at virke i 43,5 år som lærer i Præstø.

Først i 1860 blev skolebygningen udvidet, jeg tillader mig derfor at regne med at langbordssystement fungerede ind til da (SV)

Folketællingen 1844

Førstelærer Carl Edvard Müller fra Haderslev boede i 1844 i Adelgade 1. Han var 32 år gammel, og gift med Kirstine Cathrine Müller fra Haderslev, to sønner på 4 og 1 år samt en tjenestepige og en barnepige.

Anden-lærer og kordegn og klokker Christian Michelsen på 40 år fra Mandahl .(Det kan være Mandal i Sydnorge eller Mandahl på St.Thomas), boede også i Adelgade 1 sammen sin kone på 27 år fra Finderup sammen med deres søn og datter, hans svigermor som var enke fra København og en tjenestepige.

Alle tjenestepigerne var fra Præstø og omegn hhv. Toksværd, Roholte og Skibinge sogne.

Susanne Volqvartz

Kilder

Præstø Amts Skolehistorie Johs. C. Jessen 1950
N.V. Nielsen Præstø Købstad og kloster 1899
Politikens Danmarks Historie bind 10
Folketælling fra 1844 transskriberet af kommunearkivar Stella Mikkelsen
Danskfagets historie i folkeskolen af Flemming Conrad
Natmus.dk
De gamle huse Frilandsmuseet i Maribo

Præstø i 1845 – et øjeblik i byens liv

Fri, 09 Jul 2021 11:33:38 GMT

Et unikt øjebliksbillede af livet i Præstø. Dyk ned i folketællingen fra 1845 og se, hvem der boede i gaderne for over 180 år siden.

Vi er så heldige, at vi i dag kan levendegøre Præstø by ved brug af forskellige kilder, og i denne artikel har jeg valgt at dykke ned i folketællingen fra 1845.

Det år boede der 853 personer i byen i 1845, og de var fordelt på 160 husstande i det, der i dag er den gamle bykerne, der er afgrænset af indkørslerne til byen, ved henholdsvis Vesterport og Østerport.

Knap halvdelen af byens indbyggere var født i Præstø, og en stor del af dem var børn. Byens øvrige befolkning kom fra andre dele af landet, men de fleste kom fra nærområdet – det opland, der i dag er dækket af Vordingborg Kommune og til dels den sydlige del af Faxe Kommune. De fleste oplandsfolk kom fra Skibbinge, Jungshoved og Kalvehave. Derudover var der tilflyttere fra Norge, Sverige, Tyskland, Jylland, Fyn og Ærø – og selvfølgelig andre dele af Sjælland (især fra København), Lolland og Falster.

Adelgade var byens hovedgade, hvorfra der var let og hurtig adgang til fastlandet via dæmningen ved Vesterport, og derfor er det også i Adelgade, at man finder byens værtshusholdere og købmænd. Byen havde mange skomagere, og af disse boede ca. halvdelen også i Adelgade.

Når man ser på erhvervsfordelingen, beskriver folketællingen så fint en købstad med alle de forskellige typer arbejde, man kunne have, som der var brug for i en by midt i 1800-tallet: politibetjent, rets- og fængselspersonale, ansatte på havnen til at håndtere toldarbejde, bagere, hattemagere, skræddere, skomagere (og dem var der virkelig mange af i Præstø), købmænd, guldsmed, præst og lærer – og dertil alle de mindre ernæringsdrivende samt kvinder, der forsøgte at få lidt økonomi hjem ved at sy og strikke for folk.

Da der havde været alvorlige brænde i Præstø i midten af 1700-tallet, var de nye huse bygget med langt større fokus på brandsikkerhed, og det er en af grundene til, at Præstø i dag har en så fin koncentration af gamle huse, og man kan derfor glæde sig over f.eks. købmand Grønvolds smukke pakhus, der ligger på hjørnet af Adelgade og Havnestræde. I øvrigt er Priesstræde opkaldt efter den tømrer Pries, der boede på Vesterbro, nemlig Otto Herman Pries.

Stella Borne Mikkelsen
Arkivar, Vordingborg Kommune

Købmand Grønvolds pakhus på hjørnet af Adelgade og Havnestræde anno 1845

Når fattigdommen banker på

Wed, 07 Jul 2021 11:27:50 GMT

Et liv i dyb armod og social skam. Hør historien om 1800-tallets barske fattigvæsen og de nådesløse konsekvenser, når fattigdommen bankede på.

Den 14. marts 1838 døde lysestøber Janus Møllers hustru, Louise. Hun blev 50 år gammel og efterlod sig en søn af første ægteskab, samt enkemand og dennes søn. Dagen efter dødsfaldet blev der foretaget registrering af boet. Det var skifteforvalteren, der mødte op med vidner.

Det var ikke noget stort bo. Selve indboregistreringen fylder en håndskrevet side, og man kan se, at der var det mest nødvendige, bl.a. et fyrretræsbord, fire stole, gryder, en bilæggerkakkelovn, lysestage af blik, en lampe og 2 fag gardiner. Hverdagstøjet har været hørlærredssærke (kjoler af slidstærk kvalitet), og det pæne tøj var en sort kjole og et rødt forklæde. I soveværelset var der en egetræsseng med omhæng (holder på varmen), dyne og hovedpuder. Desuden var der et stueur.

I forbindelse med skiftet blev urmager Larsen udpeget som værge for Louises umyndige søn, og han skulle sikre drengens interesser. Der blev lyst proklama ved Præstø Bytingsret og Den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret, og endelig blev proklamaet indrykket i en stribe af de store aviser, så man nåede bredt ud.

Ved udløbet viste det sig, at der var flere krav, end der kunne skaffes penge til. Fattigkassen havde lagt penge ud for medicin til den afdøde, købmand Holm havde leveret varer til begravelsen, og snedker Johansen havde lavet ligkisten, og der var krav fra Liglauget, som førte liget til graven. Derudover var der nogle andre regninger bl.a. fra købmand Grønvold. Enkemanden ville inderligt gerne betale enhver sit, men kunne ikke skaffe tilstrækkeligt med midler og bad derfor om få solgt ejendom og indbo på auktion – dog ville han gerne beholde nogle småting; nemlig fyrretræsbordet, de fire stole og et par andre livsnødvendige genstande. Auktionen over ejendommen skulle ske over tre dage, og ved den sidste auktion ville indboet også blive sat til salg.

I starten af oktober var der igen møde på rådstuen. Enkemanden havde fået løfte fra sin far, der var skolelærer og kirkesanger i Bårse, om at kunne låne 100 Rigsdaler til at betale boets kreditorer mod at få panteprioritet i ejendommen. Faren bekræftede dette, og sagen endte så lykkeligt, at enkemanden kunne blive boende i ejendommen mod at afdrage sin restgæld til kreditorerne.

Dette er et eksempel fra købstadslivet i Præstø i årene omkring 1840, og her endte situationen godt, uden tvivl fordi der var et familiemedlem, der kunne træde til med et stort lån, og formentlig var en person, som skifteretten havde stor tillid til. Når en så stor del af gælden nu kunne afvikles, har det også været i købmændenes interesse trods alt at få deres penge over en længere periode i stedet for at måtte afskrive dem. Og for den umyndige drengs værge har det nok også været at foretrække, at familien ville kunne få en chance for at klare sig uden at risikere at ende på fattiggården, som meget vel kunne have været næste skridt. Ved folketællingen i 1845 – altså syv år efter Louises død – kan man se, at enkemanden stadig boede i ejendommen, nu med en logerende.

Louise og Janus blev gift den 2. marts 1832 i kirken. Hun var blevet enke den 28. august året før. Hun var da 44 år gammel og gommen 32 år. Hun var enke efter feldbereder, dvs. skinhåndværker, Emanuel Franck. Det kan virke hurtigt, men som enke havde hun brug for en, der kunne forsørge hende, og hun har til gengæld kunnet bidrage med et hjem.

Skrevet af Stella Borne Mikkelsen, arkivar i Vordingborg Kommune.

Rouletter af oksekød

Fri, 16 Apr 2021 13:06:24 GMT

En smagsprøve på 1800-tallets finere madlavning. Få den historiske opskrift på krydrede rouletter af oksekød fra det bedre borgerskabs køkken.

Lækker ret fra 1800-tallet.
Denne opskrift fra 1816 er fra Else-Marie Boyhus historiske kogebog.
Rouletter af oksekød er en madklassiker, som vi stadig kender. Den passer fint i en festmenu også i nutidens Danmark.

Ingredienser (til ca. 4 personer)

- 8 til 10 tynde skiver af godt oksekød, jeg brugte to per person. Jeg fik slagteren i Meny til at skære dem ud.
- Sardeller (sardiner i krydret olie) fås på dåse i Meny.
- Spæk (let saltet spæk kan købes i Meny)
- 3 til 4 dl oksebouillon
- Et lille løg
- 4 til 5 skiver citron
- Smør
- 1 skefuld hvedemel
- 2 til 3 laurbærblade
- Tørret basilikum
- Lidt revet muskat
- Salt og peber

Fremgangsmåde

- Så meget hakket sardel, som man har lyst til, og fint hakket løg smøres på indersiden af rouletterne, salt, peber, basilikum og muskat drysses på.

- Spækket skåret i strimler på tykkelse med en lillefinger lægges på stykkerne, som rulles rundt så spækket ligger i midten.

- Rouletterne snøres nu med groft tråd (jeg snød og brugte kødnåle).

- Rouletterne brunes i smør på alle sider i en pande. De tages op og hvedemelet drysses på smørret og bages op, hvorefter der lidt efter lidt tilsættes bouillon.

- Tråden eller kødnålene tages af rouletterne, som lægges tilbage i saucen sammen med laurbær og citronskiver. Rouletterne koges til de er møre og anrettes.

Vi spiste dem sammen med kartoffel/sellerimos og mormorsalat. Jeg er typen, der ikke kan lide fedt, men jeg fjernede ikke spækket inden jeg spiste rouletten, den smagte godt med det hele i.

Tekst og foto: Susanne Volqvartz

Præstø 1800 til ca. 1845

Tue, 13 Apr 2021 11:55:44 GMT

Oplev Præstøs rejse ind i guldalderen. En fortælling om en by i rivende udvikling, hvor handelen blomstrede, og havnen bandt verden sammen.

Danmark blev regeret af den enevældige kong Frederik d. 6., som allerede før århundredeskiftet tog magten fra sin sindssyge far. Han var konge fra 1808 til 1839, hvor hans nevø Christian d. 8 overtog magten.

De første 20 år af århundredet var en katastrofe for Danmark. Vi tabte to krige. Vi mistede Norge. Staten gik bankerot i 1813 og som følge af en kæmpe inflation gennemførte man en pengeombytning og løb ind i en dyb landbrugskrise.

Herefter fulgte en sværm af konkurser, og der var ikke midler til at få erhvervslivet på fode igen.

Frederik den 6.

Da handelen endeligt kom i gang igen, havde forholdene ændret sig totalt. København mistede sin status som ledende handelsby. Det var nu provinsbyernes århundrede. 1800-tallet blev et kornhandelens århundrede med stigende eksport til England. Indtægterne på korn fordobledes fra 1829 til 1839 og omsætningen kom overvejende provinskøbmændene til gode. I 1840erne var Danmark ikke længere et fattigt land. Kornpriserne fortsatte med at stige og købmændene satte nu en ære i at levere ordentlige varer. I Præstø gik det rigtigt godt. Selv om byen var den mindste af amtets købstæder, havde den en betydelig handel, og det var den købstad i amtet, der fra 1810 til 1839 havde den største fremgang.

Præstø

Ved begyndelsen af 1800-tallet var Præstø en lille fattig by med spredte, simple og brandfarlige huse. Byen havde i løbet af 1700-tallet oplevet pest og krig, og den nedbrændte flere gange. Med et indbyggertal på 480 i 1801 var Præstø en lille by. Og byen havde ikke mange chancer.

Men der var hjælp på vej. Landboreformerne og ophævelse af stavnsbåndet i slutningen af 1700-tallet betød at flere bønder blev ejere af deres gårde og kunne begynde at sælge deres landbrugsvarer og købe varer i byen. Samtidig kom den internationale kornhandel til at spille en stor rolle.

OH: Billede fra Præstø i 1805 af Søren L. Lange

Dæmningen

Men, men, men der var flere forhindringer. Præstø havde en elendig beliggenhed i forhold til handel. Det var bøvlet at få varer fra fastlandet over til øen og omvendt, og havnen var alt for dårlig.

Heldigvis var der to storkøbmænd med et kæmpe initiativ og en gedigen interesse i at få del i den blomstrende handel. Det var købmand Christian Worm og købmand Rasmus Kornerup. De tog initiativ til at gøre øen landfast igennem egne investeringer og den tids lobbyarbejde. I 1803 udbedrede de for egen regning den gamle landevej på fastlandet og i 1805 fik de udvirket, at den gamle træbro ved Vesterport blev erstattet af en dæmning.

Havnen

I 1799 bestod havnen af sammenvæltede sten og var som alt andet i byen stærkt forfalden. Dette var til stor skade for handelen. Byen nedsatte derfor en havnekommission, som indsendte et andragende til staten om et lån til bygning af en havn. Der kom ingen svar, proceduren blev gentaget flere gange de næste 20 år uden succes. Først i 1827 lykkedes det at få et lån og godkendelse til at anlægge havnen, der stod færdig i 1828. Havnen blev en kæmpe succes og lånet blev tilbagebetalt i ekspresfart. Havnen blev Sjællands fjerde største.

Worm og Kornerup dominerede handelen i de første årtier. Det var vanskelige årtier for Danmark med tab af to krige, statsbankerotten i 1813, inflationen og den økonomiske krise. Resultatet var endeløse fallitter og Christian Worm og Rasmus Kornerup var to af dem.

Nye købmænd kom til, købmand Grønvold var en af dem. Han startede sin karriere som handelsbetjent hos købmand Worm.

I 1814 startede han en krambod i Pennalhuset Adelgade 95-97. Det var blot en beskeden start. I løbet af de næste årtier investerede han i kormagasiner og produktionsmidler. I 1838 købte han som den første dansker en dampdrevet korntørremaskine. Han ejede endvidere et sildesalteri på Stevns og eksporterede kalksten fra Fakse Kalkbrud.

I 1842 byggede han det nu fredede pakhus på havnen.

Maleri af Peter Raadsig fra 1871

Købmand Grønvold var ikke den eneste købmand i byen. Ifølge folketællingen fra Præstø i 1845 boede der 853 personer. Købmændene dominerede med 8 storkøbmænd som samlet beskæftigede 64 personer i handelen. Hertil kom en række håndværk som for eksempel bødkerfaget med direkte relation til handelen.

Rådhuset

Rådhuset fra 1750 var også usselt og utilstrækkeligt da byen begyndte at udvikle sig i 1800-tallet. Derfor indsendte byen et andragende om at få skolestue i bygningen og i stedet flytte ”raadstuen” for at få bedre plads. Men planerne strandede i bureaukrati og først i 1823, hvor byfoged Møller indsendte en tegning udarbejdet af Viborgarkitekten Villads Stilling og et budget på 4000 rigsdaler til et nyt rådhus, gav det resultat.

Den 2. august 1823 godkendte kancelliet tegning og budget og gav tilladelse til at bygge et fælles ting- og arresthus. Nu gik det stærkt. Den 19. oktober 1823 kunne byfogeden indsende en kontrakt med to lokale foregangsmænd købmand H.C. Grønvold og tømrermester Hans Andersen, om at bygge rådhuset for 4721 rigsdaler, til godkendelse. Arbejdet blev sat i gang og allerede den 24. april året efter blev der afholdt syn på den nu færdige bygning.

Vokseværk

Med handelen voksede Præstø hurtigt i begyndelsen af 1800-tallet. Der var behov for arbejdskraft og dermed også boliger. Man anlagde derfor nye kvarterer i byen herunder torvet og kvarteret omkring Grønnegade som kom til i 1820erne.

Dette blev fremmet igennem tilbud om gratis byggegrunde Det var lovligt ifølge kongeligt reskript. Denne lukrative mulighed fortsatte til omkring 1830.

Med stigende indbyggertal voksede også antallet af håndværksmestre og svende. 13 håndværksmestre stod i 1845 for byggeriet og så kom serviceerhvervene som kaminfejer, øltapper, spækhøker, guldsmed, skrædder osv. 34 mestre stod for den del.

Den lokale handel foregik ikke via butikker, som vi kender det i dag. Håndværkerne solgte deres ydelser direkte fra eget værksted. Desuden var der markedsdag to gange om ugen, og tre gange om året blev der holdt et stort marked.

De fattige

Men det var ikke alle der fik del i den velfærdsstigning, som handelen førte med sig. I Adelgade 59 boede der i 1845 13 almisselemmer. Primært ældre enker og deres børn. Der var ikke plads til alle byens fattiglemmer i Adelgade 59, så nogle boede andre steder. I alt modtog 17 fattighjælp som de kunne supplere med lidt syning eller forefaldende arbejde. Ud over de voksne almisselemmer var der 6 børn i byen der var sat i pleje hos forskellige familier i byen, alle disse plejefamilier hvade meget ringe kår.

Skolen

Skolen lå på Grønnegades nordre side. I 1815 var der 60 skolesøgende børn. Undervisningen blev i 32 år forestået af degnen Andreas Tønnesen, som også fungerede som klokker. Pigerne blev undervist i håndarbejde af Tønnesens hustru.

Man gik i skole i 7 år, fra 7 til ca. 14 år. Der blev undervist i religion, skrivning og regning, samt læsning. Desuden skulle læreren ”vejlede” børnene i sang. Undervisningen byggede på udenadslære, blandt andet fra ‘Katekismus’, som var ‘Spørgsmål og svar i kristendommens centrale trosartikler’. ‘Kan du ej din Katekismus vanker der af spanskrøret’. Når man kunne sin katekismus kunne man blive konfirmeret og forlade skolen.

Byens elite

Præstø fik i løbet af 1830 et nationalt ry som samlingssted for landets kunstneriske og intellektuelle elite. Det var parret Henrik og Christine Stampe fra Nysø, der betegnes som nogle af guldaldertidens største mæcener der samlede kunstnere om sig på godset.

Til de faste besøgende hørte H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger, B.S. Ingeman, Grundtvig og mange flere. Fra 1839 til 1844 boede og arbejdede Bertel Thorvaldsen i lange perioder på Nysø. Godset blev bl.a. hædret igennem et besøg fra kong Christian d. 8 og dronning Caroline Amalie.

Vi kan glæde os over, at baronessen reddede en stor del af Thorvaldsens arbejder ved at få modellerne brændt på det lokale teglværk, så vi stadig kan se dem på Thorvaldsen Samlingerne på Nysø og H. C. Andersen skrev de uforglemmelige eventyr Nattergalen og Ole Lukøje under ophold på Nysø.

Af Susanne Volqvartz

Kultureliten samlet til oplæsning på Nysø Gods.

Grød ala Madam Mangor

Wed, 17 Mar 2021 13:18:55 GMT

Glem alt om moderne hurtiggrød! Oplev den klassiske og fyldige grød, som den berømte Madam Mangor dikterede den i 1800-tallets kogebøger.

Fremgangsmåde

- Så meget hakket sardel, som man har lyst til, og fint hakket løg smøres på indersiden af rouletterne, salt, peber, basilikum og muskat drysses på.

- Spækket skåret i strimler på tykkelse med en lillefinger lægges på stykkerne, som rulles rundt så spækket ligger i midten.

- Rouletterne snøres nu med groft tråd (jeg snød og brugte kødnåle).

- Rouletterne brunes i smør på alle sider i en pande. De tages op og hvedemelet drysses på smørret og bages op, hvorefter der lidt efter lidt tilsættes bouillon.

Tekst og foto: Susanne Volqvartz

Byggrød - klassisk udgave

Byggrød - moderne udgave med topping

Thorvaldsen på Nysø

Sun, 07 Mar 2021 12:26:49 GMT

Den verdenskendte billedhuggers private fristed. Oplev historien om Bertel Thorvaldsens lykkelige guldalderår på herregården Nysø, hvor kunsten fik frie tøjler.

”Den periode i mit liv, hvor jeg saa ganske ublandet har følt Lykken”

Godt fjorten dage inden præstøboerne fejrer Thorvaldsens ankomst til Præstø ved fjorden med blus på skibene, sang, musik og vin, er Thorvaldsen ankommet til Nysø Gods fra København. Vi er i sommeren 1839, og det er første gang, Thorvaldsen besøger familien Stampe på Nysø Gods, og præstøboerne har selvfølgelig allerede bemærket, at han er i byen. Flere har set ham og Christine Stampe på deres daglige spadsere- og køreture i området, blandt andet når turene er gået til Hollænderskoven eller Lystskoven.

Thorvaldsen svømmer også nogle gange rundt ude i fjorden – en disciplin, han i sine unge dage var en mester i, og som han nu genoptager med største fornøjelse her i Præstø.

Opholdet på Nysø Gods denne sommer i 1839 bliver indledningen til det, Thorvaldsen ifølge Christine Stampes erindringer selv betegner som ”den periode i mit liv, hvor jeg saa ganske ublandet har følt lykken”. De sidste knap fem år af sit liv opholder Thorvaldsen sig, så ofte forpligtelserne i København tillader det, hos familien Stampe på Nysø Gods, og den aften, han ankom fra København sammen med Christine Stampe, blev han hjerteligt modtaget af baron Henrik Stampe og alle børnene, og familiens store drenge, Holger og Henrik, løste deres kanoner som en flot velkomstsalut.

Thorvaldsen bliver hurtigt en naturlig del af familien Stampe, og tiden på Nysø giver ham i høj grad også fornyet lyst til at arbejde med kunsten. Til Christine Stampe siger han, at han ”aldrig, end ikke i sine bedste Aar, har arbejdet saa meget og med saadan en Lyst som paa Nysøe”. Han er omgivet af kunstinteresserede mennesker, og Christine Stampe går særdeles engageret ind i processen, når hun både opmuntrer ham til arbejdet, giver ham kvalificeret modspil, anskaffer ler og modellerpinde inde i Præstø og ikke mindst får opført et smukt atelier i Nysø Have, hvor han bl.a. udfører sin selvportrætstatue.

Han arbejder flittigt med sin kunst i årene hos familien Stampe på Nysø Gods. Han får blandt andet færdiggjort en stribe bestillingsarbejder, herunder relieffriserne til Vor Frue Kirke i København, og han skaber nogle værker, der viser, at han udvikler sin kunst i henimod en poetisk realisme, der ikke tidligere er set i hans kunst. I de værker, hvor vi ser de nye tendenser, er han inspireret af livet på Nysø, herunder de familiære relationer og børnenes leg.

Madam Mangors æblekage

Thu, 04 Mar 2021 13:28:22 GMT

En vaskeægte mormorklassiker – bare endnu ældre! Oplev, hvordan Danmarks første kogebogsdronning komponerede den perfekte æblekage i 1800-tallet.

Opskriften er fra Madam Mangors kogebog fra 1800-tallet. På Christinelundsvej kan man købe de dejligste belle de boskoopæbler ved en vejbod om efteråret. Jeg har brugt de sidste 5, jeg havde, sammen med almindelige spiseæbler til en æblekage fra 1800-tallet.

Blandingen fungerede godt, fordi nogle kogte ud og andre forblev lækre sprøde skiver.
Vurdering: Kagen er velegnet som dessertkage. Den smager rigtigt dejligt, men jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det er nærmest en ”æbleomelet” I Madam Mangors opskrift i Kogebog for Mindre Husholdninger, foreslår hun en æblekage med 30 æbler og 20 æg. Jeg nøjedes med 1/3 portion og det blev en stor æblekage.

Ingredienser

- 10 æbler
- 2 dl hvidvin
- 7 æg
- 80 gr. søde mandler
- 1 bitter mandel, den kunne jeg ikke få hos Meny. Jeg valgte i stedet et par dråber mandelessens
- 125 gr. sukker til dejen og en skefuld til at koge med æblerne
- 1 spiseskefuld hvedemel
- 3 dl piskefløde (rå fløde)
- 1 stang vanilje

Fremgangsmåde

- De skrællede og ituskårne æbler koges med hvidvinen, et stykke kanel og lidt sukker.
- Madam Mangor nævner også puddersukker som en mulighed

- Æggeblommerne piskes helt hvide, her i kommes de stødte søde mandler og den bitre (de kan også hakkes) sukkeret, vaniljen og hvedemelet. Piskefløden tilsættes. Hviderne piskes helt stive og æggeblandingen røres i. Herefter tilsættes æblerne.
- Dejen hældes i en bradepande ca. 25 x 35 cm og bages ved svag varme ca. en time på mellem 160 og 170 grader.

Tekst og billeder: Susanne Volqvartz

Bertel Thorvaldsens ankomst til Præstø

Sun, 07 Feb 2021 12:33:14 GMT

En verdensmand i provinsen. Læs om den rørende og spektakulære dag, hvor Præstøs borgere bød guldalderens helt store geni velkommen.

”Vivat Thorvaldsen” – præstøboernes overraskelse til Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen

”Længe leve Thorvaldsen” lyder det højt fra de tyve både, der ligger i en halvmåne ude på Præstø Fjord. Der er tændt blus på bådene, og folk svinger med deres hatte og huer. ”Længe leve Thorvaldsen”. Det er et dejligt syn i den måneklare aften, og i midten af halvmånen ligger en båd ud- smykket med kranse og kulørte lamper. En form for gennemsigtigt skilt med den udkårede tekst ”Vivat Thorvaldsen” (”Leve Thorvaldsen”) holdes op foran blusset, så hyldesten til Thorvaldsen ses med brændende bogstaver.

Det flotte arrangement er præstøboernes overraskelse til den berømte billedhugger, der er vendt hjem til sit fædreland efter at have boet og arbejdet i Rom i mere end fyrre år. Nu er han kommet til Præstø for at besøge familien Stampe på Nysø Gods, og dét ved præstøboerne. De ønsker derfor at byde ham velkommen til Præstø, ligesom man tog imod ham på Toldboden i København for snart et år siden, da han kom hjem fra sit lange ophold i Italien.

I en stor skibsbåd på vej ud mod bådene står nu Thorvaldsen og familien Stampe. Ombord er også vennerne B.S. Ingemann og Carsten Hauch fra Sorø Akademi. Efter at have været tæt på bådene og set den smukke gestus, føres Thorvaldsen og de andre en mil videre til en kutter, hvor de modtages med både musik og vin. Thorvaldsens skål udbringes, og det bliver en uforglemmelig aften. Det er sent, inden al festivitassen slutter.

Aftenen på fjorden er Thorvaldsens første samlede møde med borgerne fra Præstø, men bestemt ikke det sidste. Senere, når han for eksempel fejrer sine fødselsdage hos familien Stampe, flager bådene på fjorden også for ham, og byens storkøbmand, H.C. Grønvold, hejser tilligemed flaget inde i byen.

Thorvaldsens og Gyldne Dage i Præstø har også sammenarbejdet om at få et arrangement i sammenhæng med festivalen. Få mere information eller tilmeld dig via. www.thorvaldsensamlingen@gmail.com eller på telefon 22846266

Anne Mette Liedecke Dall (f. 1975) er cand.mag. i dansk med en efteruddannelse som museumsundervi- ser. Hun har arbejdet med undervisning og formidling i mange år, og er i dag formidler i Thorvaldsen Sam- lingen på Nysø, hvor hun også står for skoletjenesten.

Præstø i 1800-tallet, byens udvikling

Thu, 07 Jan 2021 12:51:17 GMT

Fra isoleret halvø til blomstrende købstad. Få den fascinerende historie om Præstøs unikke placering, natur og byens tidligste udvikling.

Ved begyndelsen af 1800-tallet var Præstø en lille fattig by med simple brandfarlige huse. Byen havde i løbet af 1700-tallet oplevet pest og krig, og den nedbrændte flere gange. Med et indbyggertal på 480 i 1801 var Præstø en lille by. Indbyggerne i slutningen af 1700-tallet var bl.a. en byskriver, en chirugus (læge) hertil kommer 26 håndværksmestre. Der var for eksempel 10 skomagere, fem bødkere, tre skræddere, to murermestre, en gørtler, en vejrmøller, en brændevinsbrænder, en parykmager og en pottemager. Byen kan heldigvis stadig glæde sig over at have en pottemager, og murermestre har vi også, men de øvrige håndværk er for længst erstattet af industriproduktion.

Men 1800-tallet skulle vise sig at blive en gylden tid for Præstø. I Danmark havde bønderne vundet deres frihed igennem ophævelse af stavnsbåndet og udskiftning af landbruget, hvor jorderne samles og privatiseres, og gårdene flytter ud til deres jord. Samtidig forbedres landbrugsmetoderne med bedre redskaber som for eksempel svingploven, der erstatter den tunge hjulplov. Op igennem århundredet bidrog også dampkraften og andelsbevægelsen til stigende velstand. Alt dette medvirker til, at Præstø får et nyt, købedygtigt opland. Med loven om fri næring, som blev vedtaget i 1857 og trådte i kraft i 1862, blev handlen givet fri, og lavsvæsenet afskaffet. Det var endnu et frihedsinitiativ, der stimulerede udvikling. Men det var også en udfordring for håndværkerstanden. Bygningen af Teknisk Skole og Håndværkerforeningen, som fik til huse på Frederiksminde, var eksempler på, hvordan håndværkerne beskyttede og udviklede deres position.

Endnu en fremmende faktor var, at England ophævede sit forbud mod kornimport, hvilket åbnede et stort marked for landbrug og handel i Danmark.

Nu var grundlaget for, at driftige borgere kunne skabe handel og velstand i Præstø, lagt. Først skulle transportvejene forbedres. I 1805 blev øen Præstø landfast, så det blev nemmere at transportere varer til byen. Men de skulle også videre ud til verden. Der var brug for en bedre havn. Allerede i 1800 ansøger byen Rentekammeret om tilladelse og lån til opmudring og anlæggelse af havnen. Men der kom intet svar. Byen søger igen i 1813, men forgæves. Først i 1828 var havnen færdigbygget. Effekten var kolossal, lånet blev tilbagebetalt i ekspresfart, og havnen blev Sjællands fjerde største havn.

Moderne virksomheder blev anlagt. Som eksempler kan nævnes Præstø Jernstøberi, som producerede landbrugsmaskiner, det første på Sydsjælland, Præstø Mejeri, produktion af Esprit de Valdemar og chokolade på Aarsleffs apotek, flere brændevinsbrænderier, bomuldsvæveri, et bogtrykkeri, Antoni-bryggeriet og skibsbyggeri. Alt dette, og ikke mindst handlen med landbrugsvarer som korn, flæsk og træ, bidrog til at skabe velstand. De to ikoniske pakhuse blev bygget. Købmand Grønvold byggede sit pakhus i 1842 og A.C. Olsen byggede sit pakhus ved havnen i 1896.

I 1890 levede for eksempel 617 af håndværk og industri, 358 af handel og omsætning, 52 af søfart, 32 af fiskeri, 54 af jordbrug, fire af gartneri, fire var i fængsel og 14 nød almisse.

Det var gyldne tider, og byen voksede. Men der blev stillet krav til byggeriet. Man kunne ikke længere bygge de lerklinede huse med stråtag; de var for brandfarlige. Der skulle være fast tag, og murene skulle være i mursten. Resultaterne ser man i dag, når man går rundt i Præstøs skønne brostensbelagte gader og de små stræder, som sikrede hurtig adgang ved brandslukning.

I 1823 kunne det nye, moderne rådhus, som senere blev udstyret med en arrest, åbne, og flere bygninger og institutioner følger. Frederiksminde, nu badehotel, blev bygget som borgerforening i 1870. Hertil kom Teknisk Skole, Præstø Avis, sygehus og alderdomshjem. Vækst og udvikling blev også sikret igennem bankvæsnet, herunder Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, Herregårdssparekassen og Sydsjællands Låne- og Sparebank. Præstø var blevet en moderne by.

Indbyggertallet blev tredoblet fra cirka 480 i 1801 til 1500 i 1900. De mange nye virksomheder krævede mange medarbejdere. Havnen var den travleste arbejdsplads i byen. De store købmandsgårde krævede også betydelig arbejdskraft. Byen havde behov for nye borgere.

Præstø gjorde sig attraktiv for nye borgere ved at etablere gratis byggegrunde. Dette var lovligt ifølge kongeligt reskript. Også side- og baghuse blev udnyttet til ny beboelse. Byen blev kloakeret, og der blev ved slutningen af århundredet bygget et gasværk. Alt dette accelererede byggeaktiviteten. Det gav grobund for udviklingen af en betydelig håndværkerstand, der kunne ernære sig igennem byens aktiviteter.

Kai Christiansen (f. 1935) er fhv. skolelærer og lokalhistoriker i Præstø. Han er desuden fhv. byguide i Præstø og omviser i Thorvaldsen Samlingen på Nysø. Kai har i mange år været engageret i Præstø Lokalhistorisk Forening og har skrevet et væld af artikler om Præstø by og dens beboere.

Bertel Thorvaldsen

Mon, 07 Dec 2020 16:31:49 GMT

Hyldet som en konge i København, men han fandt sit sande fristed i Præstø:

Historien om da Danmarks største kunstnerstjerne flygtede fra rampelyset.

De sidste knap fem af sit liv opholdt billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) sig ofte hos familien Stampe på Nysø Gods nær Præstø Fjord. I den østlige kavalerfløj i godsets ladegård er i dag indrettet det lille kunstmuseum Thorvaldsen Samlingen på Nysø, som fremviser de værker, Thorvaldsen udførte under opholdene. Museet rummer også en række værker af andre kunstnere med relation til Thorvaldsen eller Nysø, herunder bl.a. J.V. Gertners maleri Portræt af Thorvaldsen (1842), H. Buntzens forarbejde til maleriet Herregaarden Nysø med Thorvaldsen uden for sit atelier (1843) samt en stribe tegninger af P.C. Skovgaard.

Den 17. september 1838 vender Thorvaldsen hjem til Danmark efter at have boet mere end 40 år i Rom. Han er tidens største og mest eftertragtede billedhugger og modtages som en sand folkehelt, og i København er byggeriet af Thorvaldsens Museum også i fuld gang. Her er baronesse Christine Stampe fra Nysø Gods engageret, og kort efter hjemkomsten inviterer hun Thorvaldsen til Nysø. I sommeren 1839 besøger Thorvaldsen familien på Nysø første gang, og et helt særligt venskab, der varer livet ud, opstår.

På Nysø bliver Thorvaldsen med det samme en naturlig del af den store, børnerige familie, og han arbejder med fornyet kraft på sin kunst. Han inspireres på ny af både naturen og dagliglivet på godset, og under opholdene udfører han bl.a. to genrerstykker med hverdagsscener fra Nysø, som viser nye tendenser i hans kunst henimod en poetisk realisme.

Sidst, men ikke mindst, bliver Thorvaldsen et midtpunkt i det blomstrende kulturelle fællesskab, der også allerede blomstrer på Nysø Gods i disse år. Sammen med store personligheder som N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, H.C. Andersen, A. Oehlenschläger, J.F. Schouw, C. Hauch og H. Steffens nyder han at tale om kunst og litteratur. Meninger brydes, og her diskuteres også bl.a. natursyn og de nyeste politiske strømninger, alt sammen altid gerne flankeret af en dejlig middag, fine vine, kaffe og champagne, som husets rutinerede og gæstfri værtinde, Christine Stampe, selv står i spidsen for.

Over for Christine Stampe beskriver Thorvaldsen selv tiden på Nysø som den periode i sit liv, hvor han “saa ganske ublandet har følt lykken”.

Anne Mette Liedecke Dall (f. 1975) er cand.mag. i dansk med en efteruddannelse som museumsunderviser. Anne Mette har arbejdet med undervisning og formidling i mange år og er i dag formidler i Thorvaldsen Samlingen på Nysø.

thorvaldsensamlingen.dk