Astrid Stampe, 1852–1930. Maj 1869, Astrid er 16 år og netop hjemvendt fra en længere europarejse sammen med sine forældre og storesøsteren Rigmor.
Det er netop et år siden, at hendes elskede bedstemor Christine Stampe døde.
“Hvor er det morsomt, at I har lyst til at høre om mit 16-årige liv!
Jeg er Astrid Stampe, og mine forældre er lensbaron Henrik og baronesse Jonna Drewsen Stampe. Mor er vokset op i en intellektuel familie i København, og så har jeg tre søstre Rigmor, Christine og Jenina. Bedstemor og bedstefar er Christine og Henrik Stampe på Nysø, men bedstemor – som jeg holdt så umådelig meget af, døde netop for et år siden, jeg savner hende sådan, selv om hun var streng, men jeg tror, at jeg var hendes yndling!
Jeg er netop kommet hjem fra en stor europarejse sammen med far, mor og min storesøster Rigmor. Et halvt år var vi på farten. Mest i Italien – i Rom boede vi længe. Her blev jeg mægtig gode venner med Ville Heise, hendes far er godsejer Alfred Hage på Oremandsgaard – lige udenfor Præstø. Vi var helt i Napoli og Sorrento, og da mor gik ud på balkonen og så udsigten over Napolibugten, fik hun helt tårer i øjnene, så grebet blev hun. Men så sagde jeg også: ”Jeg synes for resten, at der er smukkere ved Præstø bugt.” Så da vi igen gik i land i Bøjet efter at have sejlet fra København, var det mig, der græd af grebethed for, hvor jeg dog elsker skovene her, Rævsvænge og Skibbinge Hovedskov, det er mine skove, for vi bor på Christinelund.
Mine søstre og jeg har altid færdes helt alene i skovene, jeg elsker de store, mægtige træer, dyrene og planterne. Her glenter, musvåger og massevis af snoge. Da vi var mindre morede det os at tage snogene op i forklæderne, løbe hurtigt hjem, tage dem op i halerne, stikke dem op imod vores piger, så skreg de af skræk. Nå, men de lugter nu fælt, de snoge! Det var nu også morsommere at kravle i træerne både i skoven og i haven.
Mor har kendt H.C. Andersen siden sin barndom, de har skrevet sammen lige siden – ja, det var faktisk ham, der hjalp far og mor med at få hinanden, for bedste ville ikke, at de skulle giftes, mor var ikke fin nok. Så holder jeg usigelig meget af at høre ham læse sine eventyr op, når han besøger os på Christinelund. Men én gang da vi morede os med at høste raps i Kokkemarken, var vi ikke særlig glade, da der kom bud om, at han ville læse for os, men ellers elsker vi det.
Rigmor og jeg skændtes altid, ja, sloges gjorde vi, da vi var mindre. Jeg har en forfærdelig heftig natur, og hun er altid så rolig, og så driller hun. Men i Venedig, da vi skulle dele værelse, blev vi enige om – fremover at forliges.
Vi fire søstre bliver undervist af vores privatlærerinde. Regning er altså ikke mit bedste fag, jeg kan hverken den lille tabel eller dividere. Når jeg skal regne, skriver jeg vers i regnebogen. Så blander Rigmor sig, og er belærende. Så beder jeg hende om at passe sig selv, men det er ikke pænt sprog, så bliver jeg sendt udenfor døren.
Rollen som Astrid Stampe blev spillet af Rosa Collet.
Jeg husker engang, jeg sagde til frøken Anker, da jeg blev sendt udenfor. ”Det er nu mit princip, at hver gang Rigmor blander sig i mine ting, siger jeg: ”Hold din mund, og pas dig selv”, og med den replik gik jeg. Ind kunne jeg komme, når jeg bad om forladelse. Fransk er jeg god til, for vi taler altid fransk hos frøken Anker. 2.
Det hænder, at vi er uartige mod frøken Anker, så bliver vi kaldt op i mors lille yndige stue med de gule møbler, så taler hun alvorligt til os, og så beder vi frøken Anker om forladelse.
Jeg elsker naturen, og er vokset op som naturbarn. Far lærte mig om skovene, markerne og alle dyrene. Da jeg var mindre, holdt jeg høns, dem elsker jeg, men de er fulde af lopper, så når jeg ordnede hønsehuset, måtte mor fjerne en forfærdelig masse lopperne fra mig bagefter. Dengang sagde jeg altid, at jeg ville være hønsepige med et uægte barn, når jeg blev voksen, fordi jeg elskede høns så højt, og fordi moderen har rådighed over det uægte barn. Mødre har nemlig ikke nogen råderet over børnene, hvis hun er gift, for i ægteskabet er det faren, der bestemmer alt!
Jeg grubler meget, og har siden jeg var 12 lagt mærke til de forskellige rettigheder mine forældre har. Både far og mor mener, det er faren der bestemmer, fordi han er manden. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor mor altid skal adlyde far. Hvorfor skal han bestemme, om mor må låne hestene? Jeg spurgte så mor, hvorfor hun ikke bare bad om at få spændt for, for når ægtefæller har fælleseje, må hun da have samme rettigheder, over hestene, som far.
Så svarede mor, at det står i skriften, at hustruen skal være sin mand underdanig, så det må vi bøje os for! MEEN – så læste jeg alle fire evangelier igennem, og satte streg under alt det Kristus har sagt. Og jeg kan sige jer, at Kristus ikke har sagt noget om, at stille kvinder under manden.
I mors hjem talte kvinderne med om politiske og samfundsmæssige emner, men når mor deltager i debatter her og kommer frem med sine frisindede meninger, bliver hun bare irettesat. Så hedder det: ”Tag De deres mands meninger, Jonna; det klæder en kone bedst.”! Dét harmes jeg over, som om kvinder ikke kan tænke selv! Men omgangskredsens holdning er nu den aristokratiske gammeldags kønstænkning om kvindens plads i ægteskabet.
Jeg tænker altså meget over den forskel, der er på drenge- og pigeopdragelse, og hvad det kommer til at betyde, når man gifter sig. Når drenge skal uddanne sig kommer de på skoler, men piger skal blive hjemme og lære at sy og brodere.
Nå, men efter vi er blevet konfirmeret, har mor givet os lov til at læse allerede efter frokost, for mor er idealist og lægger vægt på, at vi udvikler vores ånd, derfor er vores opdragelse meget forskellig fra vores veninders på herregårdene, de lærer at sy og brodere og at skulle behage en mand, de må først læse efter klokken fem. Men vi skal lære at bruge vores forstand!
Men tysk siger mor, må vi ikke lære, jeg var 11 et halvt år, da krigen i 1864 med tyskerne brød ud, og jeg husker tydeligt mors usigelige sorg, da Dannevirke blev rømmet, det var lige ved fastelavnstid – og vi børn var vant til at rise hele huset op, men dén gang forbød mor os det. Vi tabte jo krigen!
Tænk jer, vi har netop fået indbydelse til at deltage i kronprins Frederiks vielse med prinsesse Lovisa af Sverige, det glæder jeg mig overordentligt til, mit første rigtige bal, og så på Christiansborg Slot!”
