Katrine Rasmussen fra Fattighuset

Fjerde kvinde i serien: Katrine Rasmussen mistede alt, da manden døde. Hør om skammen, fattigdommen og den rå overlevelse i 1800-tallets Præstø.

Åh, god dag. Se dog ikke så nysgerrigt på mig. Det er slet ikke passende, at jeg hilser på byens borgere. Egentlig må jeg slet ikke være her. Jeg trængte bare til lidt frisk luft, for luften derinde er så beklumret.

Tro endelig ikke, at jeg beklager mig, for jeg er da taknemmelig for at have et sted at være.

Hvem jeg er? Mit navn er Katrine Rasmussen. Jeg er 75 år og enke gennem 7 år. 

Da min Hjalmar døde, var der ikke andet for mig end fattighjælpen. 

Tænk, at det skulle gå så galt. Vi har dog haft et lille hus i Grønnegade. Der er ikke mange, der er regner Grønnegade for noget, men vi havde vores eget hus. 

Min mand Hjalmar var skomager med egen svend. Jeg havde en pige til at hjælpe mig med huset og haven. 

Vi havde den dejligste køkkenhave. Men så blev Hjalmar syg og kunne ikke arbejde. Det var brystsygen, der tog ham. Børnene var alle fløjet fra reden og Gudskelov for det, men de kunne ikke hjælpe. 

Huset blev solgt, og jeg flyttede ind hos min søster i Jomfrustræde. Hendes mand ville dog ikke have mig i sit hus. 

”Du er en klods om benet Katrine,” sagde han. Så jeg måtte flytte. Jeg lejede et lille værelse hos min tidligere nabo og forsøgte at tjene til mit underhold ved at sy for folk, men jeg kunne ikke leve af det.

Så måtte jeg stille for præsten. Der var ikke anden udvej.

Han sad bag sit store skrivebord, mens jeg stod med rystende ben og fortalte om det hele. Han spurgte mig igen og igen, om jeg var sikker på, at jeg ikke burde have gjort mere for at undgå min skam. 

Han spurgte også, om jeg klar over, at jeg ikke måtte gifte mig igen, hvis jeg skulle bo på fattiggården, og at mit navn ville blive læst op i kirken én gang om året. 

Til sidst var mine ben ved at give efter. Jeg var så flov, at jeg ikke turde se ham i øjnene.

Lidt efter sagde han dog, at han ville tale med fattigforstanderne om min sag og muligvis lade sagen gå til fattigkommissionen, tror jeg har kaldte det. Jeg kunne kun få hjælp, hvis jeg blev fundet værdig til at modtage fattighjælp. Den slags er kun for personer, der ikke selv er skyld i deres ulykke.

Nu bor jeg altså i fattighuset. For at få lov til at bo her, skal jeg arbejde. Jeg spinder og væver 

Jeg bor her sammen med 12 andre, og vi er fattiglemmer. Vi bor mænd for sig og kvinder for sig. 

6 af os er enker. Den yngste er lige over 40 år, og den ældste nærmer sig de 85. 

Her bor 1 gift kvinde. Jeg tror nok, at hendes mand rejste fra hende, og så havnede hun her. 

Desuden bor her tre børn på 6, 12 og 14 år. Deres forældre er døde. Den ældste bliver snart sendt ud at tjene på en gård. 

For tiden bor her også en mand.

Jeg er så glad for, at mine børn er voksne, for når man bor på en fattiggård, mister man retten over sine børn. Man må heller ikke selv bestemme, hvor man vil bo, hvis man modtager fattighjælp.

Præsten fortalte mig, at hvis jeg troede, at jeg ikke skulle arbejde som fattiglem, tog jeg gruelig fejl. Dem, der bor her, skal arbejde for at få lov til at være her.

Det har jeg forstået nu, for vi arbejder det meste af 10 timer hver dag. Det er dog ikke alle, der kan klare det. Minna på næsten 80 år kan i hvert fald ikke. 

Så hun får lov til at slippe nemmere om ved det. Men hvis man som jeg har et godt helbred, er der ingen vej uden om. Selv om jeg spinder og væver, har jeg ondt i min ryg og mine arme. Det er især slemt om efteråret og vinteren.

Jeg må hellere lade være med at sige mere om, hvordan vi bor, da jeg må ikke være utaknemmelig. Men jeg længes efter mit lille hus i Grønnegade hver eneste dag.



Nu vil jeg skynde mig tilbage, for jeg må slet ikke forlade fattiggården uden af få lov. Jeg trængte bare sådan til lidt frisk luft.

Rollen blev spillet af Kirsten Olson.