En lokalhistorisk pioner

Vidste du, at den rige elite i 1848 kuppede en fattig, demokratisk valgt væver fra Mern ud af Folketinget, fordi hans succes skræmte de gamle magthavere?

Da jeg havde læst bogen ”fri for tiltale” om væveren Hans Hansen fra Mern, blev jeg virkeligt grebet af historien. Den var slemt nok beskrevet i de mange historiske skildringer om valget til den grundlovgivende forsamling i Præstø 5. oktober 1848. Men i Thomas Nielsens bog får historien virkeligt kød og blod. Man forstår, hvorfor Hans Hansen kunne vinde valget, og man forstår, hvorfor borgerskabet, præsterne og adelen var bange for ham. Han stod for en helt ny samfundsorden, hvor også de fattige husmænd (dem der var flest af) kunne vælges til folketinget, som i fremtiden skulle lave landets love.

Enevælden blev ikke blot erstattet af demokratisk valgt folketing, den blev også erstattet af noget de antog som pøbelvælde.  Ikke noget for dem!

Derfor satte de alt ind for at forhindre valget af ham.

Men et stort flertal på 570 stemmer mod 330 stemte på Hans Hansen, som hermed vandt stort over den fine professor og rektor for Københavns Universitet H.N. Clausen.

Det var oprørende. Enkedronningen beskrev det som et skrig fra de rå masser.

Da man ikke kunne stoppe valget af Hans Hansen, iværksatte man en massiv smædekampagne orkestreret af Grundtvigs gode ven Peter Rørdam, præst i Mern.

Den bredte sig i aviserne som det, man i dag ville kalde en shitstorm.

Angrebet var så massivt, at selv lederne fra hans egen gruppe, Bondevennerne, begyndte at tvivle. Det blev for meget, og Hans Hansen trak sig. 

Nu kunne borgerskabet forsøge en gang til at få en ”værdig” repræsentant. Det blev Grundtvig, der på baggrund af ny manipulation vandt den ikke særligt værdige sejr. 

Jeg fandt frem til Thomas Nielsen for at høre om hans arbejde med at skrive bogen for over 20 år siden. Det blev en spændende eftermiddag. Thomas Nielsen, stadig bosat i Mern, fortalte sammen med sin datter, Mette Møllevang Nielsen, levende om en livslang passion for væveren Hans Hansen. 

Thomas Nielsen kan ikke længere gå pga. en blodprop, men hovedet fejler heldigvis ikke noget.

Thomas og Maren Nielsen i væverens hus

Thomas Nielsens første bolig sammen sin hustru Maren var netop i væverens husmandshus, der da var forøget med en tilbygning. 

Smædekampagnen i 1848 havde været så vellykket, at Hans Hansen 100 år efter stadig havde et dårligt ry. Også i den by, Mern, som han havde hjulpet så meget. Thomas Nielsen blev oprørt over dette og begyndte at studere historien for at se, hvad der var op og ned på denne sag. Han kunne se, at væveren havde være udsat for en blodigt uretfærdig behandling. Han var aldrig blevet dømt for noget, så justitsmord var det ikke. Det var det borgerlige etablissement, der i kampen for egne interesser havde dømt ham uden rettergang.

Thomas Nielsen kunne fuldt ud identificere sig med den lille mand, der blev så uretfærdigt behandlet. Hans familie havde også mærket undertrykkelsen på egen krop. Thomas farfar var først i 1917 kommet fri af fæste og hoverikrav fra godsejeren. En kæmpeformue på 6000 kr. havde han brugt på at købe sig fri, penge han havde tjent som pelsjæger i Canada. Thomas Nielsen blev landmand med en stor gård.  Men i solidaritet med væveren, som repræsenterede de fattige husmænd, meldte han sig ind i både husmandsforeningen og Det Radikale Venstre. Han arbejdede for en historisk rehabilitering af væveren. Man må sige, at det er lykkedes. Historikere over en kam konkluderer, at valget af Hans Hansen i Præstø til den grundlovgivende forsamling er en historisk skillevej, der afslutter romantikken.

Thomas Nielsens datter supplerer under interviewet med, at hendes far havde identificeret sig i en sådan grad med væveren, at han nærmest var ham. Da han udgav bogen ”fri for tiltale” i 1998 havde han arbejdet med historien i over 20 år. I det hele taget var 1800-tallets historie blevet en stor del af hans liv, så når man talte om 50-erne i det hjem, vidste man, at det selvfølgeligt var i 1850-erne. 

Hans Hansen havde boet i den stråtækte del af huset her. Huset er senere revet ned.

Det er ikke nogen overdrivelse at kalde Thomas Nielsen en lokalhistorisk pioner. Han kvalificerede sig til de historiske studier igennem universitetsuddannelse og blev en vigtig lokalhistorisk iværksætter, hvor han både fokuserede på studierne og formidlingen af historien. Det var ham, der tog initiativ til oprettelsen af Lokalhistorisk Arkiv i Langebæk, og sammen med boghandleren i Præstø skabte han ”Sydsjællands Kulturteater”.  Endeligt cyklede han Sydsjælland rundt og satte infostandere op ved de mange historiske mindesmærker.

Teaterarbejdet blev et familieforetagende. Thomas Nielsen skrev teaterstykkerne, han indsamlede historisk materiale og skriv stykkerne, 20 i alt, om vinteren. Om foråret og sommeren instruerede han stykkerne, som blev opført på et naturskønt sted i sensommeren. Og så spillede han også selv med i stykkerne. Hans hustru Maren skrev stykkerne rent, så de kunne læses, hun designede og syede kostumerne, var sufflør og sekretær for foreningen. Også Mette spillede med i mange af stykkerne. Der var meget at holde styr på, for også hestekøretøjer og forskellige husdyr spillede ind imellem med i stykkerne.

Stykkerne handlede om lokalhistoriske personer og begivenheder. Han skrev om Goldschmidt (forfatter og bladmand i opposition til enevælden fra Vordingborg), om Grundtvig, om kvindekampen i Sydsjælland og ikke mindst om de undertrykte husmænd og bønder, f.eks. stykkerne ”Ikke er vi bønder gæs, fordi vi er grå” og ”Sydsjælland i armod og frygt”.

En stor tak til Thomas Nielsen, som har været en stor hjælp i vores research om husmandsvæveren fra Mern, der vandt valget til den grundlovgivende forsamling. Jeg ærgrer mig personligt over, at jeg ikke boede på Sydsjælland da de mange historiske teaterstykker blev spillet.