Fru Grønvold, en købmandsfrue

Sjette og sidste del: Mød købmandsfruen Mette Marie Grønvold. Hør, hvordan hun som enke greb friheden, blev pengeudlåner og drømmer om døtres ligestilling.

Fru Grønvold fortæller sin historie ved sin enkebolig Grønnegade 1 i ca. 1855.

“Jeg glæder mig til at fortælle jer min historie. Jeg hedder fru Grønvold, Mette Marie. Jeg bor nu her i mit dejlige hus, som jeg købte og byggede om efter min mands død i 1852. Jeg bor her sammen med mine to yngste børn Carl og Cathrine på 16 og 18 år. Vi tre kan nøjes med en husjomfru og en stuepige til hjælp.

Men sådan har det ikke altid været!

Både jeg og min mand er bondefødte og fra Jungshovedegnen. Jeg var bare 19 år og Grønvold var 26, da vi blev gift i 1814. Grønvold havde allerede investeret i flere ejendomme. Hans forretninger gik godt, så han kunne købe Pennalhuset i Adelgade 95 til os i 1815. Her indrettede han sin første krambod, og jeg blev købmandskone. Hans forretninger udviklede sig uafbrudt med køb af nye ejendomme og fremsynede investeringer. Han var f.eks. en af de første i Danmark, der investerede i en dampmaskine. I løbet af årene blev han en af byens mest magtfulde og velhavende mænd, og vi kom på venskabelig fod med folk som baronen og baronessen på Nysø, og Grundtvig, som for en kort stund var præst her, døbte en af vores sønner.

Jeg var altså købmandskone i en hurtigt voksende husholdning. Der er nok at se til i sådan en husholdning. I de første år var der ikke mange af nutidens moderne bekvemmeligheder som f.eks. det fantastiske brændekomfur, vi bruger nu til dags. Jeg stod for at organisere slagtning, saltning og henkogning af kød, konservering og tørring af grøntsager, madlavning og rengøring. Og som det allervigtigste sørgede jeg for, at Grønvold altid kunne komme hjem til et roligt hjem med velopdragne børn, – opdraget i gudfrygtighed. Hvor Grønvold handlede i verdens larm og vrimmel herskede jeg ved ynde og mildhed i hjemmet.

Min arbejdsplads var i hjemmet som hustru, moder og husmoder.

Efterhånden som Grønvolds virksomheder udviklede sig, fik jeg flere og flere repræsentative pligter. Det var vigtigt for forretningen, at kunder og samarbejdspartnere blev modtaget i en købmandsgård, der åndede ro og velstand en købmandsgård, hvor der var styr på tingene. 

Tjenestepigernes arbejde var helt mit gebet. Der skulle dagligt serveres mad til 16 karle, lærlinge og tjenestepiger. Desuden skulle der dagligt laves 3 til 5 retter mad til herskabet. Maden til tjenestefolkene var selvfølgelig mere simpel, men det var alligevel en stor opgave. Heldigvis havde jeg en dygtig husjomfru til min hjælp.

Børneflokken voksede til vores store glæde. Ikke mindre end 9 dejlige børn har jeg født og opdraget til flittige og gudfrygtige børn, som alle kom godt i vej. Begge mine to ældste sønner Rasmus og Hans Peter er dygtige købmænd og har overtaget driften af deres fars købmandsvirksomhed efter hans død i 1852.

Han døde ligesom han havde ombygget vores købmandsgård i Adelgade til en fuldt moderne gård med dejlige boligforhold og plads til købmandsvirksomheden. Det var meget trist.

Men tilbage til mit liv. Selv om det var slidsomt at drive husholdningen, fik jeg da lidt tid til andre sysler. Jeg nød at læse især Fru Gyllembourgs romaner og noveller. Hun skriver så dejligt om vores liv og udfordringer som kvinder og om vores dagligdag og kærlighed. Altid har hun en opbyggelig historie, som vi kan lære af.

Grønvold og jeg var meget optaget af kirken og af at hjælpe de stakler, der kom ud i fattigdom. Derfor hjalp vi selvfølgeligt de fattige i perioder med dyrtid, og vi har skænket betragtelige beløb til kirkens restaurering. Det er et område af vores liv, som især jeg har taget mig af.

Nu bor jeg som sagt i dette skønne hus, med al den komfort man kan ønske sig, smukke møbler af mahogni, madrasser i sengene, masser af duge, servietter sølvtøj, gardiner og smukke skilderier på væggene. Hele vejen igennem et smukt hjem.  Efter at jeg blev enke, kunne jeg nedsætte mig som pengeudlåner. Forretningen går godt, jeg kan tage 4% i renter. Jeg har for tiden over 20.000 rigsdaler ude at arbejde. Det giver mig en rigtig bekvem indtægt, og jeg nyder at gøre forretninger. Det er selvfølgeligt kun muligt fordi jeg er enke. Kvinder er ikke myndige, de råder ikke selv over deres penge, og der er også forskel på hvordan kvinder og mænd arver. Drengene arver dobbelt så meget som pigerne. De skal jo giftes og underlægge sig deres mænd.



Jeg har været rigtig glad for mit liv, man kan sige, at mit liv har opfyldt alle mine drømme. Men der er jo stadig børnene at tænke på. Mine ønsker er, at de må klare sig lige så godt som deres fader og jeg gjorde. Og så et lille pip om pigerne. Jeg ønsker for dem, at de kan få lov til at uddanne sig lige så meget som drengene, og at de kan få lov til at råde over deres egne penge. I min enkestand har jeg oplevet, hvor vigtigt det er.

Rollen blev spillet af Marianne Løvgreen.

Foto: Henrik Hansen