Købmandsspire hos købmand Kornerup i Præstø
8 år gammel blev Monrad afleveret hos sin moster og onkel i Præstø. Moderen magtede ikke at tage sig af ham. Forud havde familien levet et turbulent liv i Norge. Faderen led af tiltagende sindssyge, der gav sig udtryk i vrede og raseri ofte vendt mod de nærmeste. Efter 5 år med uforudsigelig vold fra faderen forlod moderen ham. Hun tog Ditlev med sig og overlod ham i 1819 til sin søster og svoger. Her opholdt han sig de næste 6 år. Alt tyder på at købmanden onkel Rasmus og moster Lene Frederikke i Præstø var gode og kærlige plejeforældre også da økonomien gjorde det vanskeligt at forsørge en større børneflok. Men selvfølgelig gav det ar på sjælen at blive forladt og svigtet af sine forældre. Disse kommer op til overfladen igennem prædikener og i hans forfatterskab.
Her ses det i et citat fra en prædiken mange år senere:
”De Børn, der saa tidligt har mistet deres Forældre, at de ikke har kunnet bevare noget Billede af dem eller Minde om dem har et inderligt ønske om at have kendt dem —” (Henrik Gade Jensen) s. 24)
Temaet behandles bl.a. også i dramaet om Kong Saul skrevet af Monrad, hvor kongens forstødte datter udbryder:
”Er mindet mørkt, da bliver håbet mørkt
For faders brøde må jo barnet lide” (Kai Just s. 112)
I modsætning til dette siger den gode David som har nydt forældrekærligheden:
”Thi jeg ved jeg elsket er
Af min ven og min fader
Af min moder og af dig” (Kai Just s. 112)
Men Monrad kom videre takket være gode plejeforældre, en årvågen præst i Præstø, som fik ham i latinskole og ikke mindst værtsfamilien under latinskoleårene.
Købmand Kornerup var en af de rigeste mænd i Præstø. Han havde en blomstrende købmandsforretning og det lå i luften, at Monrad også skulle gå handelsvejen. Han færdedes dagligt bag disken og bragte købmandsvarer ud, sikkert også pakker til Grundtvig, som i 1821 og 1822 var præst i Præstø. Monrad var et yderst velbegavet og videbegærligt barn. Allerede i en alder af 12 år læste han i hemmelighed den engelske revolutionære tænker Thomas Paines værk ”The age of Reason” i dansk oversættelse. Han fik også fat i tidskriftet ”Politisk og Physisk Magazin”, som udkom ind til 1806 og skrev om de mange radikale ideer som strømmede ud over hele Europa i kølvandet på den franske revolution. Det var også her, at Marseillaisen i P.A. Heibergs oversættelse første gang blev trykt.
Selv siger Monrad:
”Som 12 Aars Dreng fik jeg fat på Tom Paines fordum meget berygtede Bog, som jeg læste hemmeligt med den største Nydelse. Saaledes gik allerede den umodne Alder Troen og Sindets Ro til Grunde, idet Eftertanken dog var bleven vagt.” (Henrik Gade Jensen s. 25)
Englænderen Tom Paine skrev flere revolutionære værker, som blev udgivet i kæmpe oplag, han var aktiv deltager i den Amerikanske borgerkrig og i arbejdet med den amerikanske forfatning. Efterfølgende tog han tilbage til Europa, og i Frankrig deltog han ligeledes i revolutionen og arbejdet med en ny forfatning.
Ud over at fremkalde Monrads eftertanke var Thomas Paine også som menneske, det man i dag kalder en helt eller en fantastisk rollemodel, der både repræsenterede forandring, mod og eftertænksomhed.
Det siger en hel del om Præstøs borgere, at sådanne revolutionære skrifter var tilgængelige for en r dreng i 12 årsalderen. På det tidspunkt regerede Frederik d. 6. Danmark med fast hånd og han tillod ikke revolutionære tanker og skrifter. Historien melder ikke noget om, hvem den opvakte dreng fik disse forbudte skrifter fra.
I Præstø-årene begyndte Monrad også at lære sig tysk og Engelsk. Tysk var oplagt idet tysk var en del af handelssproget. Engelsk var endnu ikke fremtrædende. Måske var det revolutionshelten, der inspirerede ham til at lære sig det engelske sprog. Man lærte ikke engelsk i latinskolen, her koncentrerede man sig om latin, græsk og fransk. Senere på teologistudiet var det hebraisk og arabisk, der bl.a. optog den unge Monrad.
Præstøs borgere finansierer Monrads optagelse i latinskole
Da Monrad i 14 års-alderen gik til konfirmationsundervisning hos sognepræst Nicolai Søtoft, opdagede denne hurtigt drengens blændende begavelse. Nicolai Søtoft mente, at drengen var bestemt for noget andet end købmandskabet, nemlig en akademisk løbebane. Det forudsatte den gang en afgangseksamen fra latinskolen.
Men nu var købmand Kornerup ikke længere den meget rige onkel. På dette tidspunkt var onklen på det nærmeste gået fallit efter en bedragerisag, hvor en svend hemmeligt havde solgt varer for omkring 10.000 rigsdaler og stukket pengene i egen lomme. (Kai Just s. 81) Dette skete samtidig med at købmænd i hele Danmark gik fallit og led under landbrugskrisen, der rasede i 1820-erne.
Det blev skæbnesvangert for købmandsfamilien. De måtte flytte til et mindre hus, som købmanden havde opført på Torvet 4 i 1821, et af de huse som man på det tidspunkt kunne bygge på gratis byggegrund. Her trak han sig tilbage og arbejdede først som forligskommissær efter at have afhændet sine forretninger. Sine sidste år arbejdede han som havnefoged. Han døde i 1837. (Gamle Huse i Præstø s. 18 og 230)
Præsten mente, at det ville være synd og skam at bortødsle den begavede drengs evner til et praktisk virke, han skulle gå uddannelsesvejen. Han udsendte derfor en appel til Præstøs borgere om støtte til drengens latinskoleophold. Heri skriver han bl.a.:
”hver gang han forlod mig smertede det mig inderlig, at Armod skulle være saa mægtig iblandt os at bortødsle det gode Hoved fra den rette Plads. At han selv har lært sig saa meget af det tyske Tungemaal, at han temmelig korrekt oversætter endog vanskelige Skrifter … at han iligemaade selv modig har begyndt at lære det engelske Sprog … det vidner i det ringste om en Vilje og Stræben … der giver god Forjættelse for Fremtiden.” (Henrik Gade Jensen s. 28)
Præstøs borgere viste sig generøse nok til, at man kunne sende drengen til Vordingborg for der at tage en latinskoleeksamen.
Han blev indlogeret hos adjunkt Lauritz Westengaard og hans hustru Else Marief. Høyen. Lauritz Westengaard blev den ”far” og mentor som Monrad havde så stærkt brug for. I plejefamilien kunne man ikke give den intellektuelle stimulans, som han fik i det Westengaardske hjem. Det blev også det hjem han søgte tilbage til når han flere gange i sin ungdom brød sammen under det arbejdspres og de psykiske kampe han bød sig selv. I dag ville man sige når han gik ned med stres. I dette kærlige, religiøse og intellektuelle hjem kunne Monrad komme til kræfter for igen at kaste sig ud i de mange politiske og intellektuelle kampe som hans liv blev fyldt af.
Efter at have forladt Præstø havde han kun sporadisk kontakt til sin plejefamilie i Præstø.
