Når fattigdommen banker på

Et liv i dyb armod og social skam. Hør historien om 1800-tallets barske fattigvæsen og de nådesløse konsekvenser, når fattigdommen bankede på.

Den 14. marts 1838 døde lysestøber Janus Møllers hustru, Louise. Hun blev 50 år gammel og efterlod sig en søn af første ægteskab, samt enkemand og dennes søn. Dagen efter dødsfaldet blev der foretaget registrering af boet. Det var skifteforvalteren, der mødte op med vidner.

Det var ikke noget stort bo. Selve indboregistreringen fylder en håndskrevet side, og man kan se, at der var det mest nødvendige, bl.a. et fyrretræsbord, fire stole, gryder, en bilæggerkakkelovn, lysestage af blik, en lampe og 2 fag gardiner. Hverdagstøjet har været hørlærredssærke (kjoler af slidstærk kvalitet), og det pæne tøj var en sort kjole og et rødt forklæde. I soveværelset var der en egetræsseng med omhæng (holder på varmen), dyne og hovedpuder. Desuden var der et stueur.

I forbindelse med skiftet blev urmager Larsen udpeget som værge for Louises umyndige søn, og han skulle sikre drengens interesser. Der blev lyst proklama ved Præstø Bytingsret og Den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret, og endelig blev proklamaet indrykket i en stribe af de store aviser, så man nåede bredt ud.

Ved udløbet viste det sig, at der var flere krav, end der kunne skaffes penge til. Fattigkassen havde lagt penge ud for medicin til den afdøde, købmand Holm havde leveret varer til begravelsen, og snedker Johansen havde lavet ligkisten, og der var krav fra Liglauget, som førte liget til graven. Derudover var der nogle andre regninger bl.a. fra købmand Grønvold. Enkemanden ville inderligt gerne betale enhver sit, men kunne ikke skaffe tilstrækkeligt med midler og bad derfor om få solgt ejendom og indbo på auktion – dog ville han gerne beholde nogle småting; nemlig fyrretræsbordet, de fire stole og et par andre livsnødvendige genstande. Auktionen over ejendommen skulle ske over tre dage, og ved den sidste auktion ville indboet også blive sat til salg.

I starten af oktober var der igen møde på rådstuen. Enkemanden havde fået løfte fra sin far, der var skolelærer og kirkesanger i Bårse, om at kunne låne 100 Rigsdaler til at betale boets kreditorer mod at få panteprioritet i ejendommen. Faren bekræftede dette, og sagen endte så lykkeligt, at enkemanden kunne blive boende i ejendommen mod at afdrage sin restgæld til kreditorerne.

Dette er et eksempel fra købstadslivet i Præstø i årene omkring 1840, og her endte situationen godt, uden tvivl fordi der var et familiemedlem, der kunne træde til med et stort lån, og formentlig var en person, som skifteretten havde stor tillid til. Når en så stor del af gælden nu kunne afvikles, har det også været i købmændenes interesse trods alt at få deres penge over en længere periode i stedet for at måtte afskrive dem. Og for den umyndige drengs værge har det nok også været at foretrække, at familien ville kunne få en chance for at klare sig uden at risikere at ende på fattiggården, som meget vel kunne have været næste skridt. Ved folketællingen i 1845 – altså syv år efter Louises død – kan man se, at enkemanden stadig boede i ejendommen, nu med en logerende.

Louise og Janus blev gift den 2. marts 1832 i kirken. Hun var blevet enke den 28. august året før. Hun var da 44 år gammel og gommen 32 år. Hun var enke efter feldbereder, dvs. skinhåndværker, Emanuel Franck. Det kan virke hurtigt, men som enke havde hun brug for en, der kunne forsørge hende, og hun har til gengæld kunnet bidrage med et hjem.

Skrevet af Stella Borne Mikkelsen, arkivar i Vordingborg Kommune.