1800-tallets “toldmur”

Skatter og afgifter var også et nødvendigt onde i 1800-tallet. I Præstø skulle handlende, der ville sælge deres varer i byen, betale en afgift ved byens konsumptionsbod. Den lå lige ved indgangen til byen. Læs her, hvordan det hele foregik og hvordan dette skattesystem satte sit præg på Præstøs byudvikling.

Artiklen er skrevet af arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet Jørgen Mikkelsen på baggrund af et velbesøgt foredrag i boghandelen Tissot & Koch under Gyldne Dage i Præstø 2023.

Tegning af O.J. Rawert, 1819.

Tegning af O.J. Rawert, 1819.

Konsumtion – en afgift, der satte præg på Præstø

Af Jørgen Mikkelsen, Arkivar og seniorforsker
Rigsarkivet

Præstøboerne har betalt skatter og afgifter til staten i hundredvis af år. Disse ydelser har haft mange navne såsom

  • midsommergæld – en afgift af købstadsjorde, der blev betalt i middelalderen
  • prinsessestyr – en særlig skat, som blev opkrævet mange gange i 1400-1700-tallet for at dække udgifter til udstyr til prinsesser, der skulle giftes, og
  • oms – en særlig omsætningsafgift i engros-ledet, som blev indført i 1962 og erstattet af momsen i 1967.

Det er vist de færreste, der kender disse afgiftstyper i dag. Det samme gælder konsumtionen, der eksisterede fra 1657 til 1662 og igen fra og med 1671.

Konsumtionen var en afgiftsbuket, der bl.a. omfattede

  • græspenge, betalt af købstadsboere for at have deres kvæg på græs
  • milepenge, ydet af vognmænd, der drev fragtkørsel, og
  • folkeskat, opkrævet blandt tjenestefolk på landet.

Men de to slags konsumtion, som skæppede mest i statskassen, var

  • maleværkskonsumtion, inddrevet ved formaling af korn på møller, og
  • portkonsumtion, opkrævet ved indførsel af mange slags varer til en købstad.

Konsumtionsboden – den yderste bygning i Præstø

Portkonsumtionen blev indkrævet i særlige bygninger, kaldet konsumtions- eller acciseboder, ved købstædernes indfaldsveje. I købstæder med veje i mange retninger kunne der være 3-4 eller endnu flere konsumtionsboder. Præstø fik derimod kun en enkelt bod, da al landværts trafik til byen kom vestfra gennem Adelgade.

Præstøs konsumtionsbod blev derfor placeret som den yderste bygning på nordsiden af Adelgade – dér, hvor Adelgade og Havnevej mødes i dag.

Ligesom i andre byer var det en ganske lille bygning. Brandtaksationen fra 1801, der indeholder en detaljeret beskrivelse af alle bygninger i Præstø, fortæller, at den var opført i egebindingsværk med mursten, havde tegltag og en længde på 4 fag (et fag er afstanden mellem to stolper i et bindingsværkshus). 

Huset havde en stue og et køkken. Den var nemlig ikke blot arbejdsplads, men også bolig for en konsumtionsbetjent og hans familie.

En langsommelig kontrol med de indkomne varer

Konsumtionsbetjentens opgave var at kontrollere, hvad de tilrejsende medbragte, og sørge for, at de betalte, hvad de skulle. Mange har utvivlsomt forsøgt at smugle forskellige varer ind i byen, men ved hjælp af en ”søger” – en lang stang, som man kunne stikke ind i en vognladning – kan betjenten have fundet en del, som ejermanden havde ”glemt” at anmelde.

Konsumtionsbetjenten har sikkert ofte brugt en del tid på at undersøge de enkelte ladninger. Vi ved i alt fald, at der kunne være ret lange køer ved en konsumtionsbod.

Mange købmandsgårde ved byernes indfaldsveje

Den omstændighed, at omegnens bønder var nødt til at gøre holdt ved en konsumtionsbod, er måske den vigtigste årsag til, at der i mange købstæder skete en påfaldende sammenklumpning af større købmandsgårde tæt ved indfaldsvejene, og at denne proces tilsyneladende satte ind omkring 1700, altså kort tid efter indførslen af konsumtion.

Under alle omstændigheder må mange købmænd have ment, at der ville være en konkurrencemæssig fordel ved at bo tæt ved bygrænsen, så deres gårde var nogle af de første bygninger, der blev set, når en beboer fra oplandet kom på besøg i byen.

Denne tendens gjorde sig også gældende i Præstø. Her var der langt op i 1800-tallet en markant koncentration af købmandsgårde i den vestlige del af Adelgade. I 1801 lå 3 af de 4 dominerende købmandsgårde lige ved siden af eller over for konsumtionsboden, mens den fjerde befandt sig på hjørnet af Adelgade og Torvestræde. 

Da H.C. Grønvold for alvor fik gang i sit handelsimperium omkring 1820, valgte han også at satse stærkt på ejendomsopkøb og byggeri i den vestligste del af byen.

Konsumtionens ophør

Som så mange andre afgifter var konsumtionen meget upopulær blandt danskerne. Det var især tilfældet i købstæderne, hvor port- og maleværkskonsumtionen pressede priserne i vejret. Det var derfor dyrere at bo i byerne end på landet. For statsmagten var de penge, der kom ind via konsumtion, imidlertid en meget vigtig indkomstkilde.

I 1850 besluttede Rigsdagen dog at bringe konsumtionen til ophør. Det skete som en del af en lov, hvis formål var at fjerne alle afgiftsmæssige forskelle mellem det danske kongerige og hertugdømmet Slesvig (Sønderjylland), så det blev muligt for regeringen at føre den samme økonomiske politik nord og syd for Kongeåen. I hertugdømmet Slesvig havde der aldrig været konsumtion. 

Mange konsumtionsboder blev nu revet ned. Det skete bl.a. i Præstø, hvor grunden blev overtaget af Grønvold. Enkelte af de gamle konsumtionsboder, fx et par af de fine bygninger i Slagelse, Korsør og Kalundborg, har dog overlevet til dag. 

Et af Wilhelm Marstrands livfulde billeder fra første halvdel af 1800-tallet viser en kvinde, der forsøger at smugle varer forbi konsumtionsboden. Men hendes misgerning bliver opdaget af konsumtionsbetjenten, der er forsynet med en ”søger” og i dette tilfælde får god hjælp fra sin hund. Bag ved kvinden står flere andre i kø for at blive ”inkvireret” af betjenten.