Mode og klædedragt i begyndelsen af 1800-tallet

Revolutionens mode

På billedet fra 1796-97 malet af Jens Juel ses det unge par i tidens mode.

Med den franske revolution og dens frihedsbevægelse blev kvinderne befriet fra rokokoens snøreliv og fiskebensskørt. Kroppen blev lukket ud af sit bur. I stedet klædte den moderne kvinde sig i en tunikakjole, der hang løst på kroppen bl.a. inspireret af udgravningerne i Pompeji og Herculaneum. Et langt sjal, flade sko og en bredskygget kyse med masser af pynt fuldførte dragten. Bag den lette kvindedragt der stiller kvindens person til skue, ligger en gryende selvhævdelse.

Det blev borgerskabets århundrede. De overtog det, der havde været ”pøbelens” dragter.  Det var f.eks. lange støvler og bukser inspireret af rideknægtens og matrosernes dragter. Og så var det også slut med de pudrede parykker. Den høje hat, som var inspireret af den engelske hjelm til rævejagter, blev højeste mode for mændene.

Empiren vinder ind 1804 til ca. 20

Det blev igen alvorlige tider. Napoleon blev enehersker i Frankrig, og han ønskede verdensherredømmet. Romerriget var hans forbillede, og det satte sit præg på moden. Kvindernes kjole blev skåret lige under brystet, kjolen fik små pufærmer over lange stramme ærmer. Napoleon påbød silke ved hoffet. Det lange sjal og de flade sko var en del af dragten og kysen fuldendte den.

Det Nathanske Familiebillede malt af C.W. Eckersberg i 1818 viser empiren i de forskellige generationers klædedragt. Billedet findes på Statens Museum for Kunst.

Biedermeiertiden

Nu skulle kvindekroppen dækkes helt til igen. Forretningslivet og politik lå uden for kvindernes horisont. Kvindens opgave var at blive gift og passe sit hjem. Kysens skyklapper over et ærbart skilt hår, skrånende skuldre under et sammentrukket sjal og kæmpe skinkeærmer og stramme snøring understreger kvindens bundne sociale stilling.

C.A. Jensen Portræt af baronesse Christine Stampe, 1827 kan ses på Thorvaldsen Museet. Her ses den store kyse med masser af kniplinger, kjolen med den stramme indsnøring og de store skinkeærmer.

Et fint eksempel på biedermeirmoden ses her i Emil Bærentzens billede af Familien Skram rundt om bordet. Læg mærke til herrernes høje kraver og de omfangsrige kjoler med store skinkeærmer. Kvindernes frisurer er kendetegnet ved midterskilningen og den lille flettede knold oppe på hovedet. Se også langsjalet på stoleryggen.

Herremoden

Portræt af H.C. Andersen af Elisabeth Jerichau-Bauman Den Hirschsprungske Samling

Mandsdragten udviklede sig ikke nævneværdigt igennem 1800-tallet. H.C. Andersen var en forfængelig mand, som fulgte moden. På dette portræt, som digteren selv holdt meget af, malt af Elisabeth Jerichau i 1850 ser vi et godt billede på 1800-tallets mandsdragt. Læg mærke til den høje krave med bindesløjfe, kjolebrystet, vesten og naturligvis også handskerne. Farverne på mandsdragten var århundrede igennem de mørke farver som sort og brunt.

Almuens klædedragt

Emil Bærentzen 1828, Statens Museum for Kunst

Vi har fundet eksempler på klædedragt og mode fra første halvdel af 1800-tallet på malerier. Borgerskabet og kongehusets klædedragt er godt illustreret. Anderledes forholder det sig med almuen og de fattige. Romantikkens malere beskæftigede sig ikke meget med det, vi kalder almindelige mennesker og de fattige. Vi har fundet et enkelt maleri af Emil Bærentzen (1799-1868) fra 1828. Billedet hedder Familiebillede og indeholder en scene fra torvehandel. Kyserne, skinkeærmerne og forklædet var betegnende for klædedragten her blandt handlende i København.

Indimellem sniger samfundets lavere lag sig dog ind i malerier af de fornemme borgere som her på Jørgen Sonnes frise, som smykker Thorvaldsens Museum. På dette udsnit, hvor Thorvaldsens kunstnervenner modtager ham ved landgangen, ser vi til højre i billedet en ”pige” med herskabets børn og borgeren i skjorteærmer, vest og kasket i modsætning til borgernes høje hatte. Pigen bærer naturligvis forklæde og tørklæde, ikke hat, som borgerskabets kvinder ville gøre det. Se igen mændenes høje kraver.

For borgerskabets vedkommende var der tale om skiftende moder. I første halvdel af 1800-tallet var empiren og biedermeiermoden fremherskende. Det samme gør sig næppe gældende for smeden, skomageren eller slagteren og deres hushold. De klædte sig i det, der var praktisk og det de havde råd til.

Deres klædedragt ændrede sig ikke meget i løbet af århundredet. I modsætning til romantikkens malere beskæftigede senere malere, symbolististerne og socialrealisterne sig en del med de fattiges kår.

Vi har fundet nogle malerier, hvor vi kan se dele af klædedragten, som også var fremherskende tidligere i århundredet. 

Laurits Andersen Ring, født 15.8.1854 voksede op i et fattigt husmandshjem på Sydsjælland og måtte tidligt hjælpe med på faderens værksted. 1869 kom han i malerlære i Præstø. Han rejste som svend til Kbh. for at uddanne sig til kunstner. (Merete Bodelsen Dansk Biografisk Leksikon) Han blev en at de fremmeste socialrealistiske malere. 

Vi har fundet 2 malerier, som kan illustrere klædedragter blandt almuen i 1800-tallet.  Det er ”Husmanden” fra 1897 og ”Morgenmåltidet” fra 1884. Læg mærke til sjalet, der krydses foran og bindes på ryggen, kvindernes forklæder og træskoene. Se også barnets forklædekjole.

Sydsjællænderen L.A Rings almuebilleder

Husmanden fra 1897, Ribe Kunstmuseum
 L. A. Ring 1884 Morgenmåltid

De aller fattigste

Som eksempel på yderste fattigdom har vi fundet Valdemar Irmingers (1850-1938), maleri af en gammel kone, der har sanket brænde. Læg mærke til tørklæde og træsko.

Læs mere i ”Krop og Klær”, af R. Broby Johansen og ”Historien om moden” af Viben Bech

Af Amelia og Susanne Volqvartz