Enkefru Grønvold

Arkivar Stella Mikkelsen tog os med på en tur igennem enkefru Grønvolds stuer og kamre ved et velbesøgt foredrag i boghandelen Tissot og Koch under Gyldne Dage i Præstø 2022. Fru Grønvold var en kvinde med stor handlekraft. Da hun blev enke, købte hun ejendommen Torvet 1, rev den ned og byggede en statelig ”gård”, som tillod hende at leve et liv i luksus. Hun var også en dreven forretningskvinde. Penge skulle ud og arbejde så hun brugte sin formue til at tjene penge på igennem udlån. Ikke mindre end 20.000 rdl. til en rente på 4% havde hun ved sin død i udlån.

Læs den spændende artikel om Mette Marie Grønvold.

Foredrag af Stella Mikkelsen, Arkivar i Vordingborg Kommune – afholdt under Gyldne Dage i Præstø 2022

Mette Marie Grønvold, født Søby – hvad man kan sige om hendes hjem ud fra skiftet

Foto: Lone Larsen

Jeg har fået i opdrag at sige noget om boet efter enken Mette Marie Grønvold, der var gift med en af byens store købmænd Hans Christian Grønvold.

Der er forskellige kildetyper, man kan tilgå, når man ønsker at vide noget om en given person i løbet af 1800-tallet. Først og fremmest er der kirkebøgerne, hvor man kan finde deres fødsel, konfirmation, vielse og deres børn.  Det kan være en udfordring at finde dem, for mange har flyttet rundt. I folketællingerne kan være heldig at finde familien – i dette tilfælde ikke så svært, fordi købmænd ikke flyttede rundt i samme omfang, som mindre håndværkere og tjenestefolk gjorde. Folketællingen kan sige, hvem der var i huset på det tidspunkt, der blev talt. Her kan man f.eks. se familiemedlemmer, tjenestefolk – og hos den aktive købmand antallet af ansatte. Man kan også se, om der i huset boede personer til leje – det var ikke ualmindeligt hos de mindre bemidlede, at et værelse var udlejet.
Skattelister fortæller om det økonomiske fundament. Brandtaksationerne (forsikringer) blev indført i 1761 som konsekvens af de mange brande, der jævnligt hærgede byer – og som kunne slå bunden ud af en familie, der mistede sit hus til flammerne og ikke havde penge til at bygge op igen. I en del tilfælde blev der indsamlet penge blandt byens indbyggere, men det var ikke en given sag, at man fik ret stor dækning. Brandtaksationerne har den fordel, at man får beskrevet huset – hvor mange fag er det – et fag er afstanden mellem to stolper; 1½-2 meter. Man kan også læse, hvordan huset er bygget op – og hvilken tagtype der er valgt. Omkring 1830 blev det bestemt, at stråtage skulle udfases i købstæderne for at reducere risikoen for brand – og for at den kunne brede sig så hurtigt, som det skete. Omkring 1850 ser det ud til at være blevet efterlevet i landets købstæder.

Endelig er der skifterne, og det er skiftet efter enken, jeg har valgt at dykke ned i. I dag foregår skiftehandlingen i skifteretten, hvor man bliver indkaldt efter et par måneder og på mødet skal tage stilling til, om det er uskiftet bo, privat skifte osv. Ni måneder efter skal der afleveres en boopgørelse, der danner grundlaget for arveafgiften.
I århundreder har forløbet været det, at skifteforvalteren som regel mødte på adressen dagen efter, at dødsfaldet var blevet anmeldt. Han skulle have et par vidner med, og repræsentanter for arvingerne – særligt hvis der var umyndige arvinger.

Skifteforvalteren og de fremmødte skulle så nedfælde det hele – dels det formelle omkring boets vidner, arvinger osv.  og dels – og ikke mindre væsentligt – skulle alt indbo registreres i protokollen. Man gik derfor fra rum til rum.

Inden jeg kommer mere ind på enkefru Grønvolds boligforhold vil jeg kort sige noget om det typiske hjem i Præstø på den tid – for at sætte hendes hjem i en kontekst, der giver mening.

Midt i 1800-tallet kunne Præstøs indbyggere deles op i fire  grupper. Overklassen som bestod af ejerne af Nysø (selv om de strengt taget ikke var en del af købstaden Præstø – der var dog et vist samarbejde om skole- og fattigvæsen), embedsmænd og storkøbmænd. Middelklassen var de mellemstore håndværkere, der typisk havde nogle få ansatte. Dernæst var der gruppen af mindre håndværkere, der havde til dagen og vejen – og måske en logerende eller to til at supplere deres indtægt. Den sidste gruppe var de fattige, der skulle finansieres af fattigkassen.

Det kendetegnende for boligerne hos de små og mellemstore håndværkere var, at der typisk var en stue og køkken; hos de lidt bedre stillede kunne der være et sovekammer. Der var få møbler  – ofte brunmalede og måske med lidt rød, grøn eller blå maling. Der var ikke mange tekstiler – sengelinned og andre boligtekstiler, da det var bekosteligt at anskaffe. Det var ikke ualmindeligt at se arbejdsredskaber – karteredskaber, rok osv. Hvis der var billeder på væggene ville det typisk være billige tryk uden glas og ramme. Der ville heller ikke være mange personlige genstande – glas, porcelæn, kortspil osv.

Kendetegnende for de lavere klasser var også, at hvis manden døde, var det starten på en deroute for enken. Pensionsopsparinger og offentlig pension fandtes ikke på dette tidspunkt – der kom først en pensionslignende ordning i 1891. Så hvis familien ikke havde penge sparet op, måtte enken forsøge at ernære sig ved at sy for andre eller lignende – og kunne måske være heldig at undgå fattiggården.


Mette Marie Grønvold født Søby døde den 31. maj 1860 og blev begravet den 6. juni. Hun var enke efter agent og købmand Hans Christian Grønvold, og hun blev 67 år.
Hendes mand døde i 1852. De blev gift 17. juni 1814 i Jungshoved og fik en del børn i deres ægteskab. Samme år, som hun blev enke, købte hun ejendommen Torvet 1. Dengang lå der et otte-fags bindingsværkshus, som hun erstattede med det nuværende forhus, sidehus og østlige baghus. Huset blev grundmuret i ni fag i klassicistisk stil – enkle, rene linjer og symmetri. Også side- og baghus grundmuret.

I folketællingen 1855 kan man se, at hun levede af sine midler. Derudover havde hun to hjemmeboende børn – en 18-årig datter og en 16-årig søn. Dertil kom en jomfru – dvs. en lidt ældre tjenestepige; i dette tilfælde en 25-årig og endelig en ung tjenestepige. I 1860 boede enkefru Grønvold alene med en ny husjomfru og en ung tjenestepige. 

Når man ser på registreringen af boet kan der tælles følgende rum: dagligstue, vaskekøkken, brændehus, loft, folkestue, vognremise, havestue, rullestue, køkken, spisekammer, spisestue, sal, entre, sovekammer, jomfruens værelse, pigekammer, mellemkammer og endnu et loft – det kan være i en af sidebygningerne, det fremgår ikke af skifteprotokollen. For en enke, der flyttede ind med to børn og et par tjenestefolk er der tale om en ret stor bolig, der tydeligt siger noget om hendes økonomiske formåen. Hendes hjem vidner også om et liv med repræsentation  – og formentlig en del gæstebud. Og hvor mindre bemidlede hjem i den højere ende kunne have et repræsentativt rum med billeder og personlige genstande og de følgende med mere beskedne møbler – var dette hjem ganske enkelt fyldt med ting, smukke møbler af god kvalitet hele vejen igennem.

Man kan se enkefruen tage imod gæster i dagligstuen – inviteret til te og eftermiddagskage, men der var også en del af de genstande, der skulle bruges i spisestuen –  der ud over sølv te-, dessert- og spiseskeer også rummede specialskeer – kartoffelske, ragoutske, fiskeske, gafler og knive – også sølv.  Rummet over ses velstand – sukkerskåle, flødekande, sukker-, peber- og kanelbøsser i sølv. Tepotte i sølv.
Rummet er indrettet med 2 lænestole, et divanbord, et skrivebord, en sofa, to stole, en skammel, en taburet. Pynten af en piedestal, et taffelur (det beskrives ikke, men pynt i de repræsentative stuer var gerne noget forgyldt og gerne med krummelurer). Der var fem billeder på væggene – de beskrives ikke nærmere, så vi har ingen fornemmelse af, hvad motiverne kan være – der er dog en stor sandsynlighed for noget med religiøse ting – eller natur, men det er mit gæt. På kakkelovnen en figur – der heller ikke beskrives yderligere. Det er minusset ved skifteregistreringen.
I stuen var der også 18 duge og 132 servietter, der vidner om et liv med selskabelighed – og velstand.

Alle genstande i huset bliver værdisat, og det giver et virkelig godt indblik i, hvad der havde værdi på daværende tidspunkt. Eksempelvis blev de 13 sølvspiseskeer vurderet til 50 rdl. De 18 duge -som vi dog ikke kender størrelsen på – blev vurderet til 54 rdl. 

Tekstiler var bekostelige og var med til at vise økonomisk formåen. Der var f.eks. også både almindelige gardiner og rullegardiner i dagligstuen. 

Hvis vi går til spisestuen er det tydeligt, at der også her er tænkt i det repræsentative. Der er maghogni møbler – en Schiffon – som egentlig er en schiffoniere – et lille skuffemøbel. Og ud fra møblernes mængde, må spisestuen enten have været ret stor – eller også meget proppet. Der var en divan og 5 lænestole, et dinerbord, et spillebbord, et lille bord og to mahogni pidestaler, hvor der kunne stå ting på – og et ovalt spejl i forgyldt ramme – noget der skulle være med til at skabe rumlighed. Også her var der rullegardiner – 4 fag.

Det vil være for omfattende – og nok også dræbende kedeligt – at gennemgå hele boet værelse for værelse.

Af andre rum, hvor man kan se velstanden er i sovekammeret, mellemkammeret og pigekammeret. I sovekammeret var seng med to krølhårsmadrasser og en hømadras. Hømadrassen blev værdisat til 1 rdl – og de to krølhårsmadrasser til hver 10 rdl. Midt i 1800-tallet var det stadig forholdsvis nyt med madrasser – de blev indført i slutningen af 1700-tallet. Krølhår var fyld af uld, der har givet en bedre – og formentlig også lunere madras end hømadrassen, der formentlig også har været mere hård. I en del hjem var sovekammeret også repræsentativt – det var jo her man kunne vise tekstilerne frem – som f.eks. de mange blå-, rød- eller gulstribede puder og under- og overdyner. I sovekammeret var der ikke mindre end seks puder, en underdyne og en overdyne af sirtesbetræk – en meget fin vestindisk bomuld med påtrykt motiv. Ud over madrasser, puder og dyner var der adskillige trækkepuder – dvs. puder, der kunne betrækkes med pudevår. Endelig var der også siddemøbler i sovekammeret – nemlig 4 mahognifarvede stole, bord servante med tilbehør, og mahognispejl med konsol – og endelig gardiner og rullegardiner.

Tjenestefolkene have helt enkelt værelse med seng, under og overdyne og et antal hovedpuder, men der var også et jomfruværelse, der var møbleret som opholdsrum, og hvor husjomfruen formentlig har kunnet trække sig tilbage. Om tjenestepigen har kunnet benyttet det, ved vi ikke. Man må – ud fra boligens størrelse og antallet af tjenestepiger – antage, at de begge har haft rigeligt at se til i løbet af dagen. Endelig var der en del tekstiler på loftet, som også er blevet registreret.

I vognporten stod datidens svar på nutidens Tesla – en Wienervogn vurderet til hele 250 rdl.

Når man efter at have læst boregistreringen – og hele skiftebehandlingen igennem – kan det undre, at enkefru Grønvolds gangklæder ikke er blevet registreret. På et af de sidste skiftesamlinger om boet beder sønnen om, at gangklæderne undtagets boet registrering. Det bliver besluttet, men de bliver låst inde og skifteforvalteren får nøglerne.

Efter første skiftesamling skulle der udsendes proklama, så mulige kreditorer kunne gøre krav gældende og debitorer blive klar over, at der skulle ses på deres gæld til boet – og aftales indfrielse. Derudover skulle den faste ejendom – vurderet til 8000 rdl. og alt indbo sættes på auktion – der skulle afholdes  tre offentlige auktioner i løbet af de kommende måneder. Dog skulle boets løsøre sælges snarest og overdrages skifteforvalteren til mortensdag – det vil sige 11. november. At skifteforvalteren skulle have indtægten overdraget hænger sammen med, at han stod for håndteringen af boet. I forbindelse med registrering af boet var der ingen kontanter. Havde der været det, havde de skulle registreres og låses inde.

Enkefru Grønvold havde skrevet testamente, men det har jeg ikke fremskaffet, men jeg kan læse ud fra skiftebehandlingen, at en del skulle betænkes med beløb og renter af beløb. 

Og der var rigeligt. Godt nok blev der på et af skiftemøderne fremlagt en række regninger på beløb hun skyldte – f.eks. 99 rdl. til boghandler Svenstrup, men der var også regninger til maleren, postkontoret, husjomfruen. På samme møde begyndte man så også at opliste rækken af personer, der havde gæld til boet – penge, der skulle indkradses eller laves afbetalingsaftaler om. Posterne ligger som obligationer, der er udstedt i forbindelse med låntagningen. I 1861 var sparekasser så småt ved at komme i gang på markedet, men havde ikke fået så stort fodfæste endnu – og slet ikke som udlånsforretning. Derfor var det ikke ualmindeligt – gennem århundrede – at velhavende mennesker lånte penge ud til gode renter. Rentesatserne fremgår ikke her, men det der gengives fra testamentet af de beløb, der skal uddeles til arvingerne tales der om forrentning på 4% fra dødsdagen – så man kan forestille sig, at det er det samme niveau, obligationerne har ligget på. Og at hun har haft mange penge at låne ud af ses af penge ude hos andre på over 20.000 rdl – svarende til et miobeløb i vore dages økonomi.