346.000 kr til Gyldne Dage i Præstø

Politikerne i Vordingborg Kommune bakker fuldt op om vores planer om at skabe en festival, der vil tiltrække et stort publikum fra hele Sjælland. De tror så meget på planerne, at de har besluttet at finansiere halvdelens af festivalens omkostninger med en bevilling på 346.000 kr.

Der skal lyde et kæmpe tak 🙏

Et af formålene er at markedsføre Præstø som en attraktiv by at bosætte sig i.

”Vi bygger på byens historiske kerneværdi, der ligger i den skønne gamle bykerne, som stort set blev bygget i 1800-tallet, og vi fortsætter mange generationers stolte traditioner for at skabe vækst igennem handel og innovation, herunder turisme”, siger formanden for Præstøs Handelsstandsforening Rasmus Evind. ”Vi har mange gode erfaringer med at invitere mange mennesker til Præstø for at dele vores herlighedsværdier. Fransk Forår samlede, inden de to corona-år, et publikum på mellem 30- og 40.000 mennesker.Jeg er sikker på, at Gyldne Dage i løbet af nogle år vil blive et lige så stort tilløbsstykke.”

Susanne Volqvartz, som er frivillig projektkoordinator, glæder sig over, at kommunens politikere og embedsværk deler vores visioner om at udvikle og markedsføre Præstø på baggrund af byens historiske værdier.

”Det er vigtigt, at alle i kommunen har ejerskab til festivalen. Det er et fælles projekt, som nok skal overbevise mange om, at Præstø og Vordingborg kommune er et godt sted at bo”, siger hun.